Af Jacques Hersh. Dette indlæg blev bragt i Arbejderen 12. sept. 2018
Efter murens fald skrev Thomas Friedman: ”Ingen lande, der har en McDonald’s, har udkæmpet en krig imod hinanden, efter de havde fået deres McDonald’s.” Denne ”McDonald’s fredsteori” passede godt til datidens nyliberalistiske ånd, men holder ikke.
Midt i euforien, som i 1990’erne greb især det amerikanske establishment, lancerede New York Times skribent, Thomas Friedman, en tese om, at, siden socialismen havde spillet fallit, ville markedet harmonisere forskellene og modsigelserne mellem landene.
I en lumsk formulering skrev han: ”Ingen lande, der begge har en McDonald’s, har udkæmpet en krig imod hinanden, efter de havde fået deres McDonald’s.” Meningen var, at globaliseringen nok ville skabe en mere fredelig verdensorden. Denne ”McDonald’s fredsteori” passede godt til datidens nyliberalistiske ånd.
Desværre for denne teoris troværdighed bombede NATO snart derefter Jugoslavien i 80 dage, mens Beograds indbyggere så gengæld ødelagde byens McDonald’s-restauranter. De mange konflikter og krige siden slutningen af det 20. århundrede fik denne tese til at fremstå som en ideologisk konstruktion, der skulle styrke globaliseringen.
Opspil til tredje verdenskrig
I det 21. århundrede forbliver paradokset, at til trods for kapitalismens udbredelse og inddragelsen af alle lande, er verden nu i en situation, der ligner forspillet til en tredje verdenskrig mellem lande, der har McDonald’s-restauranter eller Burger King for den sags skyld!
Mens lokale stedfortræder-konflikter foregår, er forberedelserne til en stor krig mellem verdens store magter godt i gang. I sin essens består den nuværende krigstrussel i USA’s desperate forsøg på – til trods for sit nedadgående hegemoni – at cementere en unipolær verdensorden, mens Rusland og Kina på den anden side promoverer skabelsen af en geopolitisk struktur, der bygger på flere magtcentrer.
Udfaldet af denne konfrontation er ikke til at forudsige, især hvis en stor konflikt skulle finde sted. Ikke desto mindre kan det antages at USA’s overherredømme vil vise sig ude af stand til at opretholde sin dominans over den eksisterende verdensorden.
Det amerikanske establishment har for nylig udpeget Rusland og Kina som hovedmodstandere af dette projekt. I januar i år udgav Pentagon et dokument om USA’s ”National Defense Strategy”, som opstiller disse to nationer som Washingtons hovedfjender.
Nordkorea og Iran bliver også nævnt som trusler imod den regionale orden i henholdsvis Nordøstasien og Mellemøsten. I sin præsentation af dokumentet erklærede forsvarsminister, general James Mattis, at Rusland og Kina er ”revisionistiske magter”, der truer USA’s verdensorden. Han tilføjede at ”konkurrence mellem store magter og ikke terrorisme, nu er USA’s primære nationale sikkerhedsfokus.”
I det historiske forløb siden Sovjetunionens deroute har USA ført en militær interventionistisk strategi: Fra Jugoslavien til Afghanistan og Irak samt Libyen og Syrien, som har kostet millioner af liv og forvandlet flere af disse lande til ”failed states”.
Økonomisk krig
I sit forsøg på opretholdelsen af ubegrænset hegemoni anvender USA desuden økonomiske krigsførelse imod talrige lande, inklusive europæiske allierede. Ifølge en kommentator fører USA økonomisk krig imod en tiendedel af verdens lande med en befolkning på to milliarder og et BNP på mere end 15 billioner dollars. Boykot, sanktioner, toldsatser er de våben, denne strategi anvender.
Som svar på USA’s aggressivitet kan vi iagttage et tiltagende strategisk partnerskab mellem Kina og Rusland samt andre lande. I denne sammenhæng synes venstrefløjens passivitet at være ude ad trit med den historiske udvikling!
Forestillingen om at man kan acceptere den herskende diskurs om russisk aggressivitet uden samtidig at støtte Vestens krigsforberedelser på bekostning af sociale udgifter ligner ”kreativ bogføring”.