Månedsarkiv: januar 2014

Syrien og sandheden

Sandheden er som bekendt det første offer i en krig, men sjældent har propagande spillet så stor en rolle som i de seneste 20 år. USA har udviklet en uhyre avanceret påvirkningsteknik, hvormed man både kan blande sig i andre landes indre anliggende og påvirke hjemlige meningsdannere.

USA’s massive støtte til organisationer som The National Endowment for Democracy (NED) og Freedom House i forbindelse med Den Orange Revolution i Ukraines og det arabiske forår i Egypten plus Amnesty Internationals aktive kampagner i Libyen og Syrien er blot nogle få eksempler.

Også de danske medier har spillet med på USA’s melodi lige fra Weekendavisens Anne Knudsen til Politikens seniorkorrespondent Anders Jerikow. Og Information har ikke været noget lysende eksempel på kritisk journalistik.

Vi mangler kort sagt en kritisk og oplyst presse, der kan gennemskue propagandaen. Senest den stadig udokumenterede teori om at Assad brugte kemiske våben mod sin egen befolkning få kilometer fra FN-observatørerne.

Og vi mangler proportioner i vurderingen af hvor slemme diktatorerne er. Gadaffi blev dæmoniseret så effektivt, at NATO kunne tage livet af ham uden at nogen løftede et øjenbryn. Det samme er godt på vej for Assad. Men hvad med Golfens diktatorer og Saudi Arabiens kongefamilie. Her er der dødstraf for at konvertere til Kristendommen!

Læs mere her >>>

Global Research

Amnesty International – USA’s nyttige idiot

Potensmidler og propaganda

Tro ikke på alt hvad du hører om Gaddafi

R2P i Syrien

Medieanalytiker: Pas på krigens propaganda

USA, UK og Frankrig har blod på hænderne i Rwanda og Congo

I 1994 fandt en frygtelig massakre sted i Rwanda. 8.000 mennesker blev dræbt om dagen i løbet af 100 dage, svarende til fem mennesker hvert minut. Det internationale samfund og FN greb ikke ind, og denne kendsgerning har siden været brugt, hver gang USA og et antal villige har grebet til militær magtanvelse. Responsibility to Protect (R2P) har været grund nok til at tilsidesætte international lov.

Men hvorfor gik det så galt? Herom fortæller Paul Rusesabagina (forfatter til den selvbiografi, der dannede grundlag for den berømte hollywood- film Hotel Rwanda revisited):

Længe før præsidenten i Rwanda blev dræbt og folkemordet tog sin begyndelse var der mange tegn på, at noget frygteligt ville ske.

Nu tror de fleste, at folkemordet hodt op 4. juli 1994, fordi Rwanda Patriotic Army, sejrherren i borgerkrigen, fortæller os det. Men myrderierne fortsatte nu også i Congo, hvor 6 millioner indtil nu er døde.

Borgerkrigen i Rwanda begyndte, da Rwanda Patriotic Army invaderede Rwanda fra Uganda i 1990. På det tidspunkt stod Frankrig bag Rwanda’s hutu-regering, men USA og Storbritannien ønskede større indflydelse i regionen, så de støttede Rwanda Patriotic Army, der bestod af engelsk-talende tutsier. Og hensigten var at få denne hær til at gå ind i Congo, som er uhyre rig på mineraler og olie.

Borgerkrigen var således en krig mellem gamle kolonimagter om ressourcer, og Frankrig, USA og Storbritannien kunne i fællesskab have forhindret blodbadet.
Læs hele interviewet med Paul Rusesabagina>>>

Den syriske tragedie

6 millioner fordrevne og over 100.000 dræbte – en af de værste humanitære katastrofer i årtier. Hvem har skylden? De danske politikere og medier er ikke i tvivl. Det er Assad, og det har ingen journalist indtil nu stillet spørgsmåtegn ved.

Hvordan har det, der startede som en udløber af det arabiske forår udviklet sig til denne katastrofe? Det begyndte ikke-voldeligt, men meget hurtigt blev fraktioner af demonstranter bevæbnet. De første måneder var tabene af menneskeliv stort set lige store på begge sider af det, der udviklede sig til at blive en borgerkrig.

Uden penge, våben og træning ville oprørerne for længst have været nedkæmpet. Uden støtte fra Golfens diktaturstater samt USA og de to gamle kolonimagter, Storbritannien og Frankrig ville krigen for længst have været slut. Disse lande har et medansvar for de lidelser, der er påført det syriske folk.

Den straffeaktion, der nu planlægges, er helt absurd. Der kører en krig. Pludselig vil den ene part straffe den anden ved at sende et signal i form af bomber. Hvis det ikke var fordi det er så grusomt og tåbeligt, kunne man le af det.

At straffeaktionen er i strid med international lov nævnes blot for en ordens skyld. Hvorfor ikke vente til vi har beviserne på hvem, der har affyret de famøse granater med kemiske stoffer. Hvis amerikanerne med støtte fra Danmark og Frankrig iværksætter en bombekampagne, der kan vare helt op til 60 dage, kan det få helt uoverskuelige konsekvenser.

Overproduktion og venstrefløjens impotens

På bagsiden af ”Arbejderen” den 26. november 2013 bringer redaktionen et citat af Karl Marx, som på den ene side helt enkelt forklarer kapitalismens måde at fungere på og samtidig antyder arbejderbevægelsens iboende ideologiske og politiske svagheder.

Citatet lyder i sin enkelhed: ”Hvad vi møder i kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker at være rent vanvid – den epidemi, der hedder overproduktion.” Et blik på den nuværende globale socioøkonomiske og politiske situation bekræfter denne iagttagelse.
Det var afsætningsproblemer i 1970erne, ovenpå genopbygningen af de ødelagte økonomier efter Anden Verdenskrig, der fra 1980erne banede vejen til nutiden for finanskapitalens dominerende position i den kapitalistiske økonomi. Det gav sig udslag i stagnation og spekulation. Et overskud af kapital blev forvandlet til ”Casino Capitalism” hvor der kunne tjenes penge uden at deltage i produktion. Noget lignende fandt sted ved bolig-boblen, hvor bankerne var hovedaktører. Desuden bidrog militariseringen af verdensøkonomien til ressource-spild og profit-muligheder på globalt plan.
I manglen på en holistisk analyse, fremstår de politiske partier som uden indsigt i krisens kerne. Som logisk følge foreslår de alle ”løsningsmodeller”, der ikke antaster drivkraften bag kapitalismens måde at fungere på. Tværtimod!
Det er påfaldende hvordan den herskende økonomiske forståelse har forkastet ethvert spor af marxismens analytiske tilgang, hvad angår krisens karakter og årsag. En fælles holdning, baseret på en slags ”voodoo economics”, synes at dominere det politiske landskab. I Danmark kan tendensen iagttages i den konsensus mellem rød og blå blok som definerer problemerne og foreskriver løsningerne. Hverken erhvervsliv, statsfunktionærer eller arbejderpartier har en interesse i at sætte fokus på krisen som systemisk tilstand. Alternative tilgange eller begreber som ”overproduktion”, er næsten forsvundet fra sprogbruget. I stedet drejer diskussionen sig om skattelettelser for korporationer, for de rige og på arbejde, samt om hvordan man nedskærer og forringer den sociale sektor. Ifølge tankegangen vil denne strategi, der samtidig omfordeler rigdommen til fordel for de velhavende, føre til større efterspørgsel og økonomisk trivsel.
Uanset at årsagen til den internationale økonomis generelle krise er forbundet med et begrænset købedygtigt marked i forhold til den globale produktions-overkapacitet, gennemfører den ”røde” regering sociale og økonomiske reformer med den hensigt at forstærke Danmarks eksport-stilling. Denne politik indebærer en forhøjelse af arbejdskraftens produktivitet: dvs. mere arbejde for mindre løn. Problemet er imidlertid at en lignende strategi følges af de fleste industrilande samt de opdukkende økonomier i den tredje verden (Kina, Indien, Rusland, Brasilien).
Den erklærede målsætning om at gøre den nationale økonomi konkurrence-dygtig strider imod den kendsgerning at kapitalen har opnået bevægelses-frihed på internationalt plan. Det betyder at en del af produktionen og andre økonomiske aktiviteter flytter til lande med lavere produktions omkostninger og mere lempelig miljø lovgivning.
Den nye katekismus –produktivismen– bruges til at legitimere upopulære forandringer i samfundet – væk fra velfærdsstaten i retning af en ”konkurrence-stat”. Diskursen om styrkelse af ”konkurrenceevnen” bruges ideologisk til at få befolkningen til at acceptere en udvikling, der strider imod flertallets egne interesser. En ny social kontrakt, frigjort fra solidariteten med de svage, er således i færd med at erstatte ”kapitalismen med et menneskeligt ansigt” der blev opbygget efter Anden Verdenskrig med socialdemokratiet som bannerfører!
Findes der et alternativ til en markeds fundamentalisme, der i sin konsekvens vil komme til at forvandle moderne kapitalistiske samfund til udemokratiske autoritære stater? Er arbejderklassen et redskab, der kan forhindre denne proces? Socialisters tidligere determinisme virker forældet ikke mindst når den økonomistiske kamp for beskæftigelse bliver dominerende. For at forstå arbejderklassens såkaldte antikapitalistiske ”mission” er det nødvendigt at inddrage de historiske erfaringer og teoretiske diskussioner der har været en del af den socioøkonomiske udvikling.
Marx’ opfattelse af kapitalismens krise-tilbøjelighed inspirerede hans svigersøn til at skrive bogen ”Retten til dovenskab”: Paul Lafargues kritik af arbejderbevægelsen pegede på absurditeten bag forsøget på at løse kapitalismens overproduktions-tilbøjelighed ved at kræve større afholdenhed og mere arbejde i stedet for lønarbejdets afskaffelse. Det vil sige en slags utopi, hvor menneskers overlevelse var gjort fri fra afhængigheden af behovet for kapitalakkumulation.
Lafargues budskab, siden bogen udkom (1880, på dansk: 1970/2010), vandt ikke tilstrækkelig genklang i den europæiske arbejderklasse. Resultatet af den fortsatte vanetænkning medførte tilpasning og bureaukratisering af fagforeningerne. Forkastelsen af den marxistiske forståelse af overproduktion kombineret med kravet om arbejde bidrog endvidere til kolonialismen og imperialismen, til to verdenskrige, miljøkatastrofer og klimaforandringer.
I den aktuelle situation er det interessant at lægge mærke til at mens de politiske partier, der agerer som ”forkæmpere” for arbejderklassen, taler om ”krise-løsning” uden at nævne det herskende socioøkonomiske system ved navn, har Pave Frans for nyligt direkte angrebet kapitalismen som et ”nyt tyranni”. Paradokset er, at den katolske kirkes overhoved synes at have en mere realistisk forståelse af den
nuværende materielle og objektive situation end reformistiske, såkaldte socialdemokrater.
Når Karl Marx i ovennævnte citat skitserede essensen af det kapitalistiske systems iboende krise-tendens, gjorde han og Friedrich Engels i ”Det kommunistiske manifest” opmærksom på, at kommunismen –som alternativ samfundsmodel– repræsenterede det mest radikale brud med al hidtidig traditionel tænkning!
Kun politiske analfabeter kan imidlertid tro, at vi står overfor en sådan radikal omkalfatring af vore moderne samfund. På den anden side er nyliberalismens diskurs om historiens afslutning ikke mindre utopisk. Allerede den græske filosof Heraklit var klar over at intet er permanent –undtagen forandring!
Det politiske dilemma vi befinder os i ligner desværre på mange måder den situation som Gramsci beskrev i 1930erne: ”Krisen består præcis i den kendsgerning at det gamle er døende og det nye ikke kan blive født; i denne interregnum dukker en mangfoldighed af patologiske symptomer op.” Samfundenes historiske udvikling er ikke unilinear, og uden socialistiske kræfter der tager kampen op, vil proto-facistiske tage initiativet til en løsningsmodel der fører til kapitalisme uden menneskeligt ansigt!
Under disse omstændigheder burde man så ikke, i disse krisetider (både økonomiske og miljø), i det mindste gøre ”antikapitalisme” til venstrefløjens strategiske perspektiv ved at sætte denne kritik af kapitalismen på dagsordenen? Det ville indebære at inddrage kapitalismens væsen og måde at fungere på i samfundsdebatten.
Striden om et eller to bade om ugen for ældre medborgere eller cykelstier i København, bibringer ikke automatisk en politisk bevidsthed om det socioøkonomiske systems iboende logik og miljø-omkostninger! Ej heller bibringer støtten til NATOs bombninger i Libyen og senest accepten af danske troppers udsendelse til Mali en større forståelse af moderne imperialisme. Krig er næppe heller særlig befordrende for en grønnere verden!

Klienter og incitamenter

Klient betyder ” den, som kommer, når herren kalder”. Begrebet opstod under republikken i det gamle Rom. Alle romerske borgere havde stemmeret, og en nærliggende mulighed for at blive valgt til et embede var derfor at købe stemmerne. Deraf opstod klientsystemet.

I dag er klienten dukket op igen. Denne gang ikke som stemmekvæg, men som arbejdsløs. 800.000 danskere lever i dag som klienter uden for arbejdsmarkedet. Arbejdet er ikke længere en pligt. Det er blevet et privilegium. Det er en udvikling, vi ser i hele verden. Som arbejdsmarkedet i dag er indrettet, har den store og voksende restgruppe ringe udsigt til nogensinde at komme i arbejde.

Politikerne mener dog fortsat, at de ledige blot skal have et kærligt skub bagi, dvs. en passende kombination af pisk og gulerod, så kommer de nok i arbejde. På den ene side et håb om højere indtægt, på den anden side rædslen for at ende i den sociale massegrav.

Hvis det økonomiske incitament er under en vis størrelse, ønsker den ledige slet ikke et arbejde, og det er her, rådighedsforpligtelsen træder i funktion. I gamle dage, da der var ledige stillinger at få, bestod rådighedsforpligtelsen i at man skulle tage anvist arbejde, og hvis man afslog, mistede man retten til understøttelse. I dag er der desværre for få jobs, og derfor er rådighedsforpligtelsen udvidet med et sæt regler, som den ledige skal leve op til for at kunne oppebære understøttelse.

De består i krav om at sende et vist antal stillingsansøgninger pr uge, at dokumentere sin søgeadfærd på forskellig vis, at tage tilbudte ”nyttejobs”, dvs. jobs, der ikke er så nyttige, at de kan besættes på ordinær vis, at deltage i kurser og andre arrangementer efter sagsbehandlerens anvisning, osv. Kort sagt: den ledige deponerer sin selvstændighed og ansvarlighed hos sagsbehandleren. Du skal ikke selv foretage dig noget videre, bare gøre som der bliver sagt.

Desværre har den fremgangsmåde en utilsigtet bivirkning. Den ledige bliver forvandlet til klient. Men der er faktisk rigtig gode erfaringer med en anden type incitamenter, der bygger på de lediges egen indre motivation og tro på sig selv. Det handler om empowerment.

Empowerment-begrebet betyder ordret ”at give magten” – i denne sammenhæng at give magten over eget liv tilbage til det menneske, det drejer sig om. Tilgangen benyttes inden for moderne ledelsesteori, idet det antages, at mennesker generelt er de bedste eksperter på eget liv. For nogle er empowerment et etisk princip, fordi man mener, at ethvert menneske bør have magten over eget liv, mens det for andre er et metodisk princip, da man mener, at man flytter mennesker bedst ved at gøre dem ansvarlige for egen udvikling.

Tilslutning til en empowerment approach forudsætter en bestemt form for etik. Udstødte, underprivilegerede mennesker og andre på kanten af samfundet kan igennem en empowerment approach blive til ligeværdige og deltagende samfundsborgere. Men der er en tendens til, at socialt arbejde er koloniseret af bureaukratiske beslutningsprocesser. Disse organisationsformer gør brugere til objekter for indsatsen og ikke subjektet og modvirker på den måde virkningen af en empowerment approach. Hvis forholdet mellem sagsbehandler og den ledige bliver til et klientforhold, hvor sagsbehandleren bestemmer og den ledige ”skal komme, når der bliver kaldt”, går den indre motor i stå. Den ledige bliver magtesløs og mister det drive, der skal til at få styr på sit liv.

Rådighedsforpligtelsen, som vi kender den i dag, har spillet fallit. Det er på tide at tage den op til revision. Var det noget for regeringens nye beskæftigelsesudvalg?

Videoen af de gassede børn i Ghouta en forfalskning

En snuff movie er et autentisk filmet mord. Ingen special effects. Det man ser, er et virkeligt menneske, der bliver dræbt for øjnene af en.Denne grusomme og kriminelle genre har måske været i spil i den syriske propagandakrig.Den 21. august fandt et angreb med kemiske våben sted i Ghouta, en forstad til Tripoli. Assad-styret fik straks skylden for at have begået denne uhørte massakre og den danske regering fulgte straks efter med en kategorisk fordømmelse.

Desværre har USA endnu ikke leveret bevis for anklagen mod Assad. Man har henvist til en række indicier, men har ikke fremlagt beviser.

Nu har en menneskerettighedsorganisation ”The International Institute of Peace, Justice and Human Rights” i Genev fremlagt en rapport, der beviser, at de videoer, der har vakt så stor bestyrtelse over hele verden, fortæller en ganske anden historie.

Vi ser et antal børn, der tydeligvis er dræbt af en form for kemisk våben. Men præcis de samme børn optræder også i en anden sammenhæng et andet sted.

Undersøgelsen er ledet af priorinden for et kristent nonnekloster i Syrien, Mother Agnes Mariam el-Salib. Den konkluderer, at videoen af det afskyvækkende gasangreb er en forfalskning. Drabet på børnene kan ikke tilskrives den syriske regering. De børn, der ses på videoen, er blevet identificeret af pårørende som børn, der blev bortført fra regeringstro landsbyer i Lathakia i det nordvestlige Syrien i ugerne op til den 21 august.

Rapporten er overgivet til FN’s Menneskerettighedskommission i Geneve, men har endnu ikke været omtalt af internationale medier. Den kan hentes her >>>

Læs hele Finian Cunninghams artikel her >>>