USA’s stedfortræderkrig i Ukraine har været en katastrofe for Europa

Ikke kategoriseret

I følge Leon Panetta, som var CIA-direktør og forsvarsminister under Barack Obama-administrationen, er krigen i Ukraine en amerikansk “stedfortræder-krig”, selvom det sjældent indrømmes.

Denne form for krigsførelse var central i den strategi, der blev vedtaget efter Sovjetunionens sammenbrud i 1989. Tanken var at forhindre Rusland i at genopstå som en stormagt.

USA iværksatte processen med at udvide NATO ved at flytte det længere og længere mod øst for at omfatte alle de tidligere Warszawapagt-lande såvel som dele af det tidligere USSR. Bill Clinton gjorde i sin valgkamp i 1996 udvidelsen af ​​NATO til en del af sin platform. Washington begyndte at implementere den i 1997, og tilføjede til sidst 15 yderligere lande til NATO, der fordoblede dets størrelse og oprettede en 30-nationers Atlantisk Alliance rettet mod Rusland, samtidig med at NATO begyndte at spille en mere global interventionistisk rolle, som i Jugoslavien, Syrien og Libyen.

Men målet var Ukraine. Zbigniew Brzezinski, som var den vigtigste strateg og havde været Jimmy Carters nationale sikkerhedsrådgiver, sagde i ”The grand chessboard” fra 1997at Ukraine var det “geopolitiske omdrejningspunkt”, især i Vesten, som, hvis det blev bragt ind i NATO og under vestlig kontrol, ville svække Rusland så meget, at det kunne tøjles.

Dette har været målet hele tiden, og amerikanske strategiske planlæggere og Washington-embedsmænd har sammen med NATO-allierede igen og igen erklæret, at de ønskede at bringe Ukraine ind i NATO. NATO gjorde dette mål officielt i 2008. I november 2021 blev det aftalt i det nye strategiske charter mellem Biden-administrationen i Washington og Zelensky-regeringen i Kiev, at det umiddelbare mål var at bringe Ukraine ind i NATO.

Tanken, formuleret af Brzezinski var, at når Ukraine var blevet medlem af NATO, ville Ukraine som den 31. nation i NATO-alliancen give NATO en 2000 km grænse til Rusland. Dette ville ændre hele det geopolitiske kort, der giver Vesten kontrol over Eurasien vest for Kina.

Hvordan det rent faktisk forløb, er vigtigt. Proxy-krigen startede i 2014, da Maidan-kuppet, designet af USA, fandt sted i Ukraine, fjernede den demokratisk valgte præsident og indsatte ultranationalister kontrolleret af USA/NATO.

I 1995 ændrede Ukraine ulovligt Krim-forfatningen og annekterede landet. Krim-befolkningen betragtede sig ikke som en del af Ukraine og var stort set russisktalende med dybe kulturelle forbindelser til Rusland. Da kuppet fandt sted, med ukrainske ultranationalister i en nøglerolle, ville Krim-befolkningen ud. Rusland gav dem mulighed for med en folkeafstemning at blive i Ukraine eller slutte sig til Rusland. De valgte det sidste.

I det østlige Ukraine blev den primært russiske befolkning udsat for undertrykkelse af ultranationalistiske og nynazistiske Kiev-styrker. Russofobi og ekstrem undertrykkelse af de russisktalende befolkninger i øst satte ind – med den berygtede sag om de fyrre mennesker, der blev sprængt i luften i en offentlig bygning af nynazister med tilknytning til Azov-bataljonen.

Oprindeligt var der en række udbryderrepublikker. To overlevede i Donbass-regionen med dominerende russisktalende befolkninger: republikkerne Luhansk og Donetsk.

Der opstod således en borgerkrig i Ukraine mellem Kiev i vest og Donbass i øst. Men det var også en proxy-krig, hvor USA/NATO støttede Kiev og Rusland støttede Donbass. Borgerkrigen startede lige efter kuppet, hvor det russiske sprog stort set blev forbudt, så enkeltpersoner kunne få bøder for at tale russisk i en butik. Det var et angreb på det russiske sprog og kultur og en voldelig undertrykkelse af befolkningen i de østlige dele af Ukraine.

Siden kuppet 2014 er omkring 14.000 menneskeliv gået tabt i borgerkrigen. Og disse ofre var i den østlige del af landet, hvor omkring 2,5 millioner flygtninge strømmede ind i Rusland. Minsk-aftalerne i 2014 og 2015 førte til en våbenhvile, formidlet af Frankrig og Tyskland, og støttet af FN’s Sikkerhedsråd. I disse aftaler fik republikkerne Luhansk og Donetsk autonom status i Ukraine. Men Kiev brød Minsk-aftalerne igen og igen og fortsatte med at angribe udbryderrepublikkerne i Donbass, dog i reduceret omfang, og USA fortsatte med at levere intensiveret militær træning og våben.

Den amerikanske militære bistand til Kiev fra USA udgjorde fra 1991 til 2014 3,8 milliarder dollars. Fra 2014 til 2021 var den på 2,4 milliarder dollar og stigende, og så endelig himmelflugt, da Joe Biden trådte til i Washington. USA militariserede Ukraine meget hurtigt. Storbritannien og Canada trænede omkring 50.000 ukrainske tropper, ikke medregnet dem, der var trænet af USA. CIA trænede faktisk Azov-bataljonen og de højreorienterede paramilitære.

Russerne var især bekymrede for det nukleare aspekt. Hvis Ukraine blev bragt ind i NATO, og missiler blev placeret i Ukraine, kunne et atomangreb iværksættes, før Kreml nåede at reagere. Der er allerede anti-ballistiske missilforsvarsanlæg i Polen og Rumænien som led i NATO’s ”first strike” strategi.

I februar 2022 forberedte Kiev en større offensiv med 130.000 soldater på grænserne til Donbass i øst og syd. Dette var en klar overtrædelse af Moskvas røde linje. Som svar erklærede Rusland først, at Minsk-aftalerne var slået fejl, og at Donbass-republikkerne måtte betragtes som uafhængige og autonome stater. og greb derefter ind i den ukrainske borgerkrig på Donbass side og i tråd med, hvad den anså for sit eget nationale forsvar.

Resultatet var den stedfortræderkrig mellem USA/NATO og Rusland, der udkæmpes i Ukraine.

Det er klart, at denne særlige krig rummer alvorlige farer på et niveau, der ikke er set siden den cubanske missilkrise. Efter den russiske offensiv erklærede Frankrig, at NATO var en atommagt, og umiddelbart efter, den 27. februar, satte russerne deres atomstyrker i højberedskab.

Rusland var det primære mål i strategien. Mens Kina klart var beregnet til at være det senere mål. Men præsident Trump besluttede at koncentrere sig om Kina. Det lettede presset på Rusland et stykke tid og forsinkede USA/NATO’s store strategi, siden udvidelsen af ​​NATO var en væsentlig del af strategien for nuklear forrang. Da Biden-administrationen trådte til, blev der gjort forsøg på at indhente den tabte tid ved at optrappe krigen igen.

Nu er situationen den, at Ukraine er på vej til at tabe krigen. Den ukrainske hær i Donetsk-regionen er næsten sat ud af spillet. Europa er for alvor begyndt at mærke følgerne af sanktionerne mod Rusland. Hvis Europa ikke inden for de næste måneder ændrer kurs over for Rusland, Vil vi komme til at opleve uoprettelige skader på økonomien.

Vore politikere har totalt fejlvurderet situationen. Hvornår kommer de til fornuft? Det er Washingtons neokonservative, der sidder i førersædet. Hvornår siger vore egne ledere fra?

Denne artikel er baseret på en artikel af JOhn Bellamy Foster. Læs hele originalen her:

The U.S. proxy war in Ukraine

 

Ukraine som offer for krigshysteri

Ikke kategoriseret

Efter ugers medieskræk om en truende russisk militær invasion af Ukraine, kan konflikten måske få en chance for at blive løst ved forhandlinger. Den offentlige debat om den aktuelle eskalering af den russisk-vestlige konflikt i Ukraine er dog noget mangelfuld ikke mindst i Danmark, hvor statsminister Mette Frederiksen puster til ilden ved at love Ukraine våben og militært udstyr. Læs videre Ukraine som offer for krigshysteri →

Var krigen i Afghanistan det hele værd?

Ikke kategoriseret

Nationsopbygning baseret på militær magt duer ikke. To årtiers krig, der har kostet billioner af USD. 100.000 soldater udstyret med det mest avancerede højteknologiske udstyr, kunstig intelligens, cyberkrig, Reaper Droner bevæbnet med Hellfire missiler og GBU-30 bomber og Global Hawk droner med supercameraer, elitespecialkorps og de berømte SEALs, black sites, tortur, elektronisk overvågning, satelitter, kampfly, lejetropper, millioner af dollars til bestikkelse af lokale eliter og træning af den Afghanske hær på 350,000, som aldrig har udvist vilje til at kæmpe… Læs videre Var krigen i Afghanistan det hele værd? →