Potensmidler og propaganda
- af Ebbe Lauridsen
- Publiceret 06/10/2011
Ebbe Lauridsen
Jeg har en fortid som kulturaktivist, informationschef og internetpioner.
Jeg er ikke medlem af noget parti, og tillader mig at forholde mig kritisk til de til enhver tid siddende magthavere.
Sandheden er krigens første offer. Nu trækkes skrønen om Gaddafis brug af voldtægt frem igen. Den blev præsenteret for halvanden måned siden af den amerikanske FN-ambassadør, Susan Rice ved et lukket møde i FNs sikkerhedsråd. Siden blev disse oplysninger lækket til en britisk tabloidavis, men de er ikke blevet bekræftet, og Susan Rice har ikke ønsket at oplyse kilden til sine oplysninger.
Nu dukker historien op igen, denne gang med Luis Moreno-Ocampo, chefanklager i Den Internationale Straffedomstol (ICC) som kilde. Ifølge Moreno-Ocampo undersøger ICC i øjeblikket visse ikke nærmere specificerede informationer om, at Gaddafi skulle have indkøbt containere med potensmidler til brug for voldtægt.
Gaddafis soldater må da være i dårlig form, hvis de ikke kan få den op at stå uden Viagra, et potensmiddel, der er bruges af folk med blodtryksbesvær og andre sygelige tilstande. Viagra har ingen virkning på selve sexlysten, så hvordan det kan bruges til at fremme voldtægt, står lidt hen i det uvisse. .
Historien ligner lidt en stinker. Krigen mod Gaddafi går dårligt, ja den er faktisk gået i stå, det lyser ud af den desperate NATO-generalsekretær. Og Rusland, Indien og Kina er ved at være trætte af krigen, derfor måske denne noget løsagtige historie. Vi har set det før. Dæmonisering af en modstander som begrundelse for at indlede nye militære operationer. Nu er kamphelikopterne i luften, hvad bliver næste skridt?
Millionbyen Tripoli bombes. Det ser ikke kønt ud på TV, men med den brændende by som malerisk baggrund står forsvarsministeren Gitte Lillelund Bech fuldstændig uanfægtet og taler om bombardementet som nødvendigt for at beskytte civilbefolkningen. Tripolis befolkning har indtil nu været udsat for næsten 300 angreb med store civile tab til følge. Det er ren terror mod en civilbefolkning.
Og samtidig forsøger de ansvarlige at flytte vores fokus fra de lidelser, enhver kan se til en positiv fremtid, hvor Danmark skal spille en vigtig rolle i opbygningen af demokratiet i Libyen efter Gaddafi.
