Tro ikke på alt hvad du hører om Gaddafi
- af Ebbe Lauridsen
- Publiceret 06/28/2011
Ebbe Lauridsen
Jeg har en fortid som kulturaktivist, informationschef og internetpioner.
Jeg er ikke medlem af noget parti, og tillader mig at forholde mig kritisk til de til enhver tid siddende magthavere.
Danmark er et af Europas mest krigsbegejstrede lande og har en tilsvarende ukritisk presse. Man kan med god grund spørge, hvad vi egentlig ved om Libyen, det tredje land, vi nu er i krig med. Vi ved, at det styres af en excentrisk diktator, der går i beduintøj og bor i telt. Vi har fået fortalt, at han var i færd med at begå folkemord. Det har siden vist sig at være en smule overdramatiseret. Vi har fået at vide, at han var upopulær for at sige det mildt og at libyerne derfor inspireret af det arabiske forår gjorde oprør. Det har også vist sig at være en sandhed med modifikationer.
Vi har fået at vide, at han bruger voldtægt som våben mod oprørerne. Men det er endnu ikke lykkedes for Human Rights Watch eller andre at dokumentere disse anklager. Meget tyder på, at det er en lige så løsagtig påstand som fornævnte historien. Vi har stort set måttet nøjes med nogle beretninger af reportere, der tydeligvis heller ikke vidste så meget om Libyen.
Vil man vide mere om hvad der sker i Libyen og hvorfor, byder Internettet på mange gode muligheder. Aviser som britiske The Guardian og The Daily Mail, afrikanske medier plus en lang række internetmedier i USA giver masser af muligheder for en mere nuanceret dækning af krigen i Libyen og ikke mindst baggrunden for den.
Libyen spiller en central rolle i adgangen til Afrikas ressourcer på samme måde som Afghanistan er indgangen til Centralasien. Libyen sidder på Afrikas største oliereserver, og Gaddafi havde besluttet at stramme betingelserne for efterforskning og udvinding i Libyen. Det er set før, men kan være fatalt for den, der vover det. Et kendt eksempel er Irans demokratisk valgte præsident, Mossadeg, der i 1953 blev væltet ved et CIA-kup, fordi han pønsede på at nationalisere olien.
Men det er ikke kun olien. Det er noget langt mere fatalt, der er på spil. Gaddafi var i færd med at etablere en afrikansk valuta baseret på Libyens store guldreserver, der skulle kunne bruges alternativ til den amerikanske dollar (USD) i handel med olie. Noget af det første oprørerne i Libyen gjorde var at etablere en nationalbank, der skulle sætte en kæp i hjulet på Gadaffis nye valuta.
Men det er heller ikke kun truslen mod USD som reservevaluta, selvom det er slemt nok. Det er kontrollen med Afrika, der står på spil. I 2002 tog Gaddafi initiativet til at etablere Den Afrikanske Union, AU som afløser for Organisation of African Unity (OAU) der blev etableret af Ghanas første præsident, Kwame Nkrumah. Formålet med AU var at etablere en fælles front mod vestlig imperialisme i Afrika.
Det var ikke populært. Som modtræk oprettede den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld i 2006 AFRICOM til støtte for USA’s politiske og militære interesser i Afrika.
Gaddafi har i mange år haft store visioner på Afrikas vegne. Han var en af ANC’s vigtigste støtter i kampen mod apartheid i Sydafrika, og har støttet flere befrielsesbevægelser og/eller terroristorganisationer. I 1985 iværksatte Præsident Reagan et massivt bombardement af Tripoli for at få Gaddafi på andre tanker. 1993 iværksatte FN en boykot af Libyen og derefter slog
Gaddafi ind på en mere forsonlig kurs overfor Vesten. Da han til sidst opgav sine planer om at få kernevåben, kom han ind i varmen igen. Han leverede en stor del af Europas olie og naturgas og sørgede samtidig for, at flygtningestrømmen fra Afrika blev begrænset.
Men det var åbenbart ikke nok. Der har længe ligget planer om at fjerne Gaddafi, og specialstyrker fra CIA og Storbritannien var på plads i Libyen længe før oprøret brød ud. Det libyske oprør fik en helt anden karakter end i Tunesien og Egypten. Oprørerne var fra starten bevæbnet og skaffede sig på forbløffende kort tid kontrol med en række byer i det østlige Libyen. Da de satte kursen mod Tripoli, slog Gaddafi igen. Borgerkrigen var en kendsgerning.
Men hvordan ligger det egentlig med opbakningen til oprøret mod Gaddafi? Han har formentlig ganske stor opbakning i Libyen. Han har nemlig skaffet befolkningen Afrikas ubetinget højeste levestandard med gratis sundhed, uddannelse, billige boliger, etablering af kæmpemæssige kunstvandingssystemer osv. Desuden har han bekostet opsendelse af en kommunikations-satellit, der har skaffet afrikanere billig telekommunikation. For mange libyere og afrikanere er Gaddafi en helt, der står op imod vestlig udbytning af Afrika.
Og hvad ved vi så om oprørerne i Libyen. Ja det er ikke meget, danske journalister kan fortælle os. Fra internationale kilder ved vi, at det er en broget flok, der bl.a. tæller gamle al Qaeda kæmpere og fundamentalistiske islamister. Og vi ved også, at de er lige så brutale som Gaddafis soldater. Det har mange emigrantarbejder fået at mærke.
Indtil nu har krigen kostet mere end 15.000 menneskeliv. Alle fredsfølere fra Gaddafi via Den Afrikanske Union og andre er indtil nu blevet afvist. Gaddafi har tilbudt øjeblikkelig våbenhvile, frie valg under international kontrol mv, men NATO, der gik ind i krigen af humanitære grunde har åbenbart andre planer end at spare menneskeliv.
Danmark er nu dybt involveret i en borgerkrig på det afrikanske kontinent. Danske F 16 jagere har kastet mere end 500 bomber. Hvor mange civile ofre, Danmark har på samvittigheden, vil forsvaret ikke oplyse, men som et af de få NATO-lande, der deltager i militære operationer, har Danmark en særlig forpligtelse til at tage det humanitære sigte med FN Resolution 1973 alvorligt.
Det er på tide at revurdere situationen, men det kan have lange udsigter, så længe de danske medier ukritisk kolporterer NATO-propaganda