R2P i Syrien
- af Ebbe Lauridsen
- Publiceret 12/3/2011
Ebbe Lauridsen
Jeg har en fortid som kulturaktivist, informationschef og internetpioner.
Jeg er ikke medlem af noget parti, og tillader mig at forholde mig kritisk til de til enhver tid siddende magthavere.
Libyen er forsvundet fra forsiderne. Gaddfi er død, krigen er vundet. Hurtigt videre til næste krig. R2P - responsibility to protect har medført, at over 60.000 civile libyere har mistet livet. Dertil kommer at titusindvis af libyere er forsvundet i etniske udrensninger, der stadig kører for fuld kraft - udført af NATO-bevæbnede bander. Til overmål dokumenteret af Human Rigths Watch og andre.
Så meget for det humanitære og nu er det så Syriens tur. Syrien har været en del af den sekulære arabiske nationalisme, og som sådan en torn i øjet på de reaktionære arabiske regimer og USA.
Det ville være skønt at bringe denne æra til en afslutning. Og falder Syrien, vil presset lette på Israel. Og Hizbolla i Libanon og Hamaz i Gaza vil blive alvorligt svækket.
Det er kun ét problem: Rusland stemmer ikke igen for en FN-resolution som den, der åbnede Libyen for en NATO invervention. Og Rusland mener det alvorligt og er i fuld gang med at trække store flådetyrker til Tartus, der er en vigtig forsyningshavn i Syrien for den russiske sortehavsflåde.
Og BRIC-landende har utvetydigt meldt ud, at de ikke vil acceptere en militær interveniton i Syrien
Alligevel lyder kravet om R2P i Syrien stadigt oftere i dansk og vestlig presse. Gentager man en løgn tilstrækkeligt mange gange, bliver den til en sandhed. Goebbels har ikke levet forgæves. Nu bruges de samme propagandatricks igen. Præsident Assad dræber uskyldige civile, hedder det, men FSA - Free Syrian Army, der er en velbevæbnet bande slyngler, har ansvaret for en tredejdel af de tab, der indtil nu er registreret.
Udenlandske kræfter arbejder ihærdigt på at skabe en Bengazi-sitution i Syrien, der kan danne grundlag for en humanitær militær intervention. Desværre kniber det med at skabe den opbakning i den lokale befolkning, der er nødvendig.
Sporene fra Libyen skræmmer. Her blev et velfungerede land med en avanceret infrastruktur og en høj levestandard i løbet af otte måneder bombet sønder og sammen. I dag et land i kaos, plaget af etnisk udrensning og islamistiske banders terror.
Så meget for det humanitære og nu er det så Syriens tur. Syrien har været en del af den sekulære arabiske nationalisme, og som sådan en torn i øjet på de reaktionære arabiske regimer og USA.
Det ville være skønt at bringe denne æra til en afslutning. Og falder Syrien, vil presset lette på Israel. Og Hizbolla i Libanon og Hamaz i Gaza vil blive alvorligt svækket.
Det er kun ét problem: Rusland stemmer ikke igen for en FN-resolution som den, der åbnede Libyen for en NATO invervention. Og Rusland mener det alvorligt og er i fuld gang med at trække store flådetyrker til Tartus, der er en vigtig forsyningshavn i Syrien for den russiske sortehavsflåde.
Og BRIC-landende har utvetydigt meldt ud, at de ikke vil acceptere en militær interveniton i Syrien
Alligevel lyder kravet om R2P i Syrien stadigt oftere i dansk og vestlig presse. Gentager man en løgn tilstrækkeligt mange gange, bliver den til en sandhed. Goebbels har ikke levet forgæves. Nu bruges de samme propagandatricks igen. Præsident Assad dræber uskyldige civile, hedder det, men FSA - Free Syrian Army, der er en velbevæbnet bande slyngler, har ansvaret for en tredejdel af de tab, der indtil nu er registreret.
Udenlandske kræfter arbejder ihærdigt på at skabe en Bengazi-sitution i Syrien, der kan danne grundlag for en humanitær militær intervention. Desværre kniber det med at skabe den opbakning i den lokale befolkning, der er nødvendig.
Sporene fra Libyen skræmmer. Her blev et velfungerede land med en avanceret infrastruktur og en høj levestandard i løbet af otte måneder bombet sønder og sammen. I dag et land i kaos, plaget af etnisk udrensning og islamistiske banders terror.