I 40 uger har hundredetusindvis af franskmænd demonstreret imod præsident Emmanuel Macron, der til gengæld har taget brutale midler i brug mod demonstranterne. Indbyggerne i Paris er begyndt at betragte tåregaslugt som et normalt fænomen i byen. Hvordan mon det egentlig går i Frankrig lige nu? Vi ved ikke så meget om det, for pressen er mere interesseret i hvad der sker i andre mere fjerntliggende lande.

Venezuela var det store nummer indtil det viste sig at ”oppositionslederen” Guaido var en amerikansk-produceret operettefigur. Så forsvandt Venezuela pist væk. Bare glemt. Gad vist om der var nogle journalister, fx DR’s Christian Almblad, der fik røde ører over at have hoppet på den limpind?

Nu er det Moskva og Hong Kong der har mediernes store interesse. Vi hører om de hårdt trængte demokratiforkæmpere, men ikke så meget om USA’s meget aktive interesse i kamp for demokratiet.

Som sædvanlig er der helt check på mediemaskineriet. Journalisterne accepterer af mange gode grunde den sædvanlige vinkel på historien. Det er det nemmeste og mindst risikable. Man skulle jo nødig sætte sin karriere over styr.

Blandt de overvejende fredelige demonstranter er der de sædvanlige bøller trænet og betalt af USA. Det er trist, at USA gennem de seneste årtier så massivt har sat sig på kampen for demokrati og menneskerettigheder.