Assad fremstilles som et monster af hele den vestlige mainstreampresse. Hvad blev der af den pæne øjenlæge fra London, der blev præsident i Syrien på et afbud. En mand, der blev hilst velkommen som fornyer af et system, der var gået i stå?
Bashar al Assad overtog præsidentembedet efter sin far, Hafez al Assad 17. juli 2000, og der var store forventninger til ham ikke mindst blandt unge veluddanneder syrere. 11 år senere udbrød der oprør. Hvordan kunne det gå til?
En gennemgang af vestlig presse i ugerne omkring marts 2011 viser intet tegn på, at et oprør var på vej. Tværtimod rapporterede Time Magazine og New York Times, at Assad var populær, og syrerne viste ingen interesse i at protestere. De demonstrationer, der opstod i kølvandet på det arabiske forår i andre lande, kunne tælles i hundreder – ikke tusinder og størstedelen af disse demonstranter havde en islamistisk dagsorden.
Netop islamisme i skikkelse af Det Muslimske Broderskab har gamle rødder i Syrien. Allerede fra midten af 1950-erne arbejdede USA på at fjerne den arabiske nationalisme fra Syrien. Kermit Roosevel, der stod bag kuppet i 1953 mod Irans demokratisk valgte premierminister, Mohammad Mossadegh, da han ville nationalisere landes olieindustri, forsøgte sammen med den britiske efterretningstjeneste at gentage succesen i Damaskus.
Op gennem 70-erne udførte de muslimske brødre en lang række snigmord og andre former for terror mod især højt placerede alawitter. USA sørgede for våbenleverancer, som skulle sætte Det Muslimske Broderskab i stand til at starte en guerillakrig mod Hafez al-Assad.
I Hama, Syriens fjerdestørste by opstod der i 1982 alvorlige uroligheder. Blodtørstige Muslimske brødre hærgede i gaderne, angreb politistationer, myrdede Ba’ath partimedlemmer og deres familier samt regeringsembedsmænd. Ofre blev halshugget. Samtlige lokale ledere af Ba’ath partiet blev myrdet.
Den syriske regeringshær blev sat ind, og oprøret blev kvalt. Vestlige medier har siden beskrevet denne begivenhed som et eksempel på Hafez Assad brutalitet. Der er uenighed om, hvor mange der blev dræbt, De fleste anslog 5.000, Israel mente, at tallet var 20.000. Efter urolighederne fandt de syriske myndigheder beviser på, at udenlandske regeringer havde forsynet oprørerne med penge, våben, og kommunikationsudstyr.
Efter Hafaz al Assad’s død, fortsatte Bashar sin fars politiske linie. Ligesom Irak og Libyen arbejdede han for arabisk enhed, uafhængighed af Vesten og arabisk socialisme. Og netop derfor blev Syrien mål for USA’s undergravende virksomhed.
I slutningen af januar 2011 forsøgte en gruppe at starte en ”Syrisk Revolution”, men det fes ud i ingenting. Forsøget blev gentaget 4. og 5. marts, men var lige så pauvert. Time’s korrespondent, Rania Abouzeid konstaterede, at den manglende opbakning til revolutionen skyldtes, at syrerne ikke var imod deres regering. Selv kritikere af Assad anerkendte hans opbakning, ikke mindst blandt ungdommen. Hans modstand mod Israel og støtte til palæstinenserne og Hamas og Hezbollah var i overensstemmelse med befolkningens holdning.
Dette billede af den syriske præsident passede ikke med den diskurs, som blev skabt i Vesten efter udbruddet af voldelige protester i den syriske by, Daraa mindre end to uger senere.
17. marts var der en voldelig demonstration i Daraa. Der er uenighed om hvad det var, der startede urolighederne, men ikke om at de var voldelige. Det regerende Ba’ath partis hovedkvarter, guvernørens kontor, domhuset samt det syriske telefonselskabs kontor blev sat i brand.
Assad reagerede hurtigt. Han valgte at imødekomme demonstranternes krav og annoncerede en række reformer, større frihed for medierne og politiske partier og afvikling af den undtagelsestilstand, der var blevet indført pga. krigen med Israel.
Mindre end en måned efter udbruddet af urolighederne i Daraa rapporterede Time, at islamister spillede en hovedrolle i urolighederne. Den slags var ikke nyt for syrerne. Det Muslimske Broderskab havde som nævnt en lang tradition for at bekæmpe den sekulære Ba’atist regering, men regeringen bevarede sin støtte i en stor del af befolkningen.
22. april mere end en måned efter at urolighederne brød ud, skrev Times’ Rania Abouzeid, at Ba’atisterne kunne regne med de syriske minoriteters støtte. Alawitter, ismailitter, druzere og ikke mindst kristne bakkede regeringen op. Det var der en god grund til. Disse grupper frygtede den dag, hvor islamisterne skulle få magten.
Assad forsøgte forgæves at få Vesten til at forstå, at Syrien var under angreb af islamister. Det var for sent. Assad er på USA’s hitliste, og propagandamaskinen kører planmæssigt ligesom da Serbiens Slobodan Miloseviz, Iraks Saddam Hussein og Libyens Muammar Gaddafi var på hitlisten.
Og som sædvanlig deltager danske medier i propagandaoffensiven. Selv dagbladet Information, der engang var et seriøst kritisk medie, er hoppet på limpinden.