Hvad blev der af den liberale verdensorden?

Dagbladet Information udgav for en uge siden et særtillæg om Syrien. Her spurgte man, om drømmen om en liberal verdensorden er død, og om det giver mening at tale om menneskerettigheder på den anden side af Aleppo?

Det er nemt at svare på. USA har med sin politik i Mellemøsten siden murens fald tømt enhver idé om en liberal verdensorden for indhold. Hvis man forstår en liberal verdensorden som en orden, der respekterer international lov, herunder suveræne staters ukrænkelighed, så blev den verdensorden allerede sat over styr, da Serbien/Kosovo i 1999 blev udsat for USA’s og NATO’s humanitære bombardementer.

Det blev starten på en lavine, der siden har skabt kaos i Afghanistan, Irak, Libyen, og Syrien. Det ser så vanvittigt ud, at man spørger sig selv, hvordan kunne det gå så galt. Eller gik det i virkeligheden galt?

Hvorfor er Hillary Clinton så ivrig efter at forstærke USA’s engagement i Syrien, når USA’s interventionspolitik indtil nu blot har skabt kaos og lidelse?

Svaret er simpelt. Det er fordi Clinton ikke mener, at disse interventioner er gået galt. Og det mener andre dele af det udenrigspolitiske establishment i USA heller ikke. Faktisk har disse krige i deres øjne været forrygende successer.

Der har været lidt problemer med PR-delen, de ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåbrn osv, men stort set er der tilfredshed med at det er lykkedes at destabilisere regionen og fjerne ledere, der modsatte sig Washingtons diktater.

Dette er vanskeligt at forstå for almindelige mennesker. De kan ikke begribe, hvordan en magtelite kan ønske at transformere velfungerende, stabile lande til ubeboelige ødemarker overtaget af bevæbnede ekstremister, sekteriske dødspatruljer og udenlandske terrorister. De kan heller ikke forstå, hvad der er blevet opnået ved Washingtons årelange hærgen over hele Mellemøsten og Centralasien, som har resulteret i en kæmpemæssig terrorist udklækningsanstalt.

Først og fremmes må vi forstå, at decimeringen og balkaniseringen af disse lande er del af en plan. Hvis det ikke var tilfældet, ville beslutningstagerne have ændret politik. Men det har de ikke. Politikken er den samme. Det faktum, at USA anvender udenlandske jihadister til at gennemføre regimeskifter i Syrien i stedet for som i Irak at bruge regulære tropper, er ikke udtryk for en ændring af politikken. Målet er stadig det samme: Decimering af staten og eliminering af den regering, der ikke vil underkaste sig USA’s politik. Det samme skete i Libyen og Afghanistan, der begge blev kastet ud i kaos af Washington.

Men hvorfor? Hvad er der opnået ved at ødelægge disse lande og skabe så megen lidelse og død?

Washington er i gang med en grandiost projekt, der går ud på at skabe en ny verdensorden, der bedre imødekommer den amerikanske elites behov, dvs. de internationale banker og mulinationale selskaber. Brzezinski, der varslede nationalstatens død, forklarer, hvad det er, der sker. Nationalstaten forkastes som det grundlag, som den globale orden hviler på. I stedet skal der skabes en sammenhængende global frihandelszone, der styres af storkapitalen. Med andre ord: en Global Eurozone, som omfatter de nødvendige statsinstitutioner.

Denne ”verdensregering” skal kunne kontrollere verdens energiressourcer, verdens reservevaluta og blive den dominerende spiller i verden, eller som USA selv formulerer det: etablere ”full spectrum dominance”.

Der er bare det problem, at et voksende antal lande stadig er tilhængere af den gamle verdensorden og nu er indstillet på at forsvare den. Det er det, der er på spil i Syrien. Ruslands alliance med Syrien, Iran og Hezbollah har afsporet den amerikanske mastodont.

Det udenrigspolitiske establishment er med god grund ophidset over denne udvikling. USA har styret verden i et godt stykke tid, så tilbagerulningen af USAs politik i Syrien er både en overraskelse og en trussel.

USA har indtil nu reageret lidt tøvende, men den virkelige eskalation kan ventes, når Clinton bliver præsident i 2017. Så vil USA gå direkte i clinch med Rusland. Det er en risikabel affære, men er næste logiske skridt i denne blodige udvikling. Ingen af parterne ønsker en atomkrig, men Washington tror, at Putin vil give sig, hvis han presses tilstrækkelig hårdt.

Men det er en fejlagtig vurdering. Putin er i Syrien, fordi han ikke har noget valg. Det handler om Ruslands sikkerhed. Han ved, at hvis Syrien falder, bliver Rusland selv næste mål for jihadisterne.

Før eller siden vil det også ramme os.