I et kort øjeblik sommeren 1945 var der glæde i Korea. Koreanere, der havde lidt under 35 års brutal japansk besættelse, fejrede, hvad de mente var deres befrielse af sejrende amerikanske og sovjetiske styrker. Fulde af håb om en fremtid fri for fremmed styre erklærede de stolt deres uafhængighed.
Det håb blev snart ødelagt. Det blev meddelt, at de sejrende allierede magter, USA og USSR, ville besætte hele den koreanske halvø. Sovjetunionen ville tage nord, USA syd.
Som så mange andre imperiale bestræbelser var opdelingen af Korea langs den 38. breddegrad en øvelse i vilkårlighed og fuldstændig tilsidesættelse af de menneskers ønsker, den påvirkede.
En opinionsundersøgelse i sommeren 1946 viste, at 77% af koreanerne foretrak socialisme eller kommunisme, mens kun 14% foretrak kapitalisme. I syd støttede USA imidlertid det højreorienterede diktatur under Syngman Rhee, en konservativ kristen og trofast antikommunist, der regerede med jernhånd. I nord installerede Sovjetunionen den tidligere anti-japanske guerillaleder og Røde Hær-officer Kim Il Sung.
I 1948 så delingen af Korea stadig mere permanent ud. Og brutaliteten voksede. I begyndelsen af 1950 var der mere end 100.000 politiske fanger i syd. Summariskes henrettelser af venstreorienterede krævede titusinder af liv.
Da bestræbelserne på at forhandle en samlet koreansk stat mislykkedes, voksede modstanden mod regeringen i syd. Det spirende oprør blev imidlertid brutalt undertrykt.
Blodige grænseoverskridelse eskalerede. Både Rhee og Kim søgte at genforene de adskildte lande gennem invasion.
Den 25. juni 1950 – gik Kim i aktion. Nordlige styrker iværksatte en invasion af syd.
Seul, Sydkoreas hovedstad, faldt tre dage senere. Amerikas militærchef i Fjernøsten, general Douglas MacArthur, blev snart overbevist om, at amerikanske ”boots on the ground” var nødvendige for at afvise den nordlige aggression. Præsident Harry S Truman indvilligede og kaldte interventionen for en “politiaktion”.
De amerikanske soldater forventede en kort krig og forestillede sig, at de snart ville være tilbage på Tokyos barer og bordeller.
Virkeligheden viste sig at være en anden. I sommeren 1950 tvang de nordlige styrker både sydens hær og de første amerikanske enheder tilbage mod den sydøstlige havn i Pusan sammen med hundredetusinder af civile flygtninge.
I oktober satte USA-ledede styrker et modangreb ind. Det førte til en kinesisk intervention i vintermånederne. Blodbadet eskalerede.
Helvede ovenfra
Mens amerikanske landtropper havde problemer, havde US Airforce det totale overherredømme i luften. General George Stratemeyer beordrede amerikanske bombefly til at “ødelægge ethvert kommunikationsmiddel og enhver installation, fabrik, by og landsby” i Nordkorea.
Flere bomber blev kastet over Korea end under Stillehavskampagnen i hele anden verdenskrig. Amerikansk tæppebombning af Nordkorea omfattede napalm, brandbomber og fragmentationsbomber.
Da alle byer og industrianlæg var blevet ødelagt, bombede amerikanske krigsfly dæmninger, vandreservoirer og rismarker, oversvømmede store landområder og ødelagde landets madforsyning. Kun nødhjælp fra Kina, Sovjetunionen og andre socialistiske nationer afværgede hungersnød.
Under deres tilbagetog fra Nordkorea udslettede sydkoreanske og amerikanske tropper landsbyer og byer i en “brændt jord” -politik for at afskære de fremrykkende fjender for indkvartering og forsyninger.
I mellemtiden gennemførte Rhee en massakre. 100.000 venstreorienterede sydkoreanske civile blev myrdet. Amerikanske tropper var til stede ved forfærdelige masseslagtninger under hele krigen.
De fleste amerikanere blev fodret med propaganda. Selv krigens rædsler blev fejret fx i John Fords film This Is Korea! hvor optagelser af et flammekasterangreb ledsages af skuespilleren John Wayne’s voiceover: ”Steg dem ud! Brænd dem ud! Kog dem! ”
General Curtis LeMay – som beordrede brandbombeangreb på japanske byer, der dræbte flere civile end atombomberne i Hiroshima og Nagasaki – tjente som strategisk luftkommandør under Koreakrigen. Han erkendte senere, at “over en periode på tre år dræbte vi 20% af befolkningen” i Nordkorea. Det er næsten 1,9 millioner mænd, kvinder og børn. Til sammenligning havde nazisterne myrdet 17% af Polens befolkning under 2. verdenskrig kun få år tidligere.
Den ufærdige krig
På det tidspunkt, hvor nordkoreanske, kinesiske og amerikanske styrker underskrev en våbenhvileaftale den 27. juli 1953 var Nordkorea blev fuldstændig ødelagt.
Da præsident Donald Trump truede med “totalt at ødelægge” Nordkorea på grund af dets atomprogram blev det taget dybt alvorligt. Amerikanske præsidenttrusler, der kommer fra den nation, der har dræbt flere udenlandske civile end nogen anden gennem de sidste 75 år, skal ikke tages let.
For nordkoreanere i en bestemt alder er total ødelæggelse fra USA ikke en abstrakt trussel. Det er en helvedes virkelighed, der hører til blandt de mest uhyggelige handlinger i et århundrede, der var vidne til det mest rystende barbari i menneskets historie.
Denne artikel er en oversat og redigeret version af denne artikel fra Asia Times: