Udenrigsminister Anders Samuelsen og forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen har i hårde vendinger kritiseret den amerikanske præsident Donald Trump for sin beslutning om at trække de amerikanske styrker ud af Syrien.
Samtidig har Trump indledt forhandlinger med Taliban i Afghanistan. Dermed har han endelig taget hul på sit valgløfte om at trække USA ud af de krige, der har redet verden som en mare i snart 20 år. Skal man begræde det, som danske medier og politikere gør? Skulle vi ikke hellere glæde os over, at disse krige, der har skabt lidelser i et ufatteligt omfang endelig slutter.
Trump bebrejdes for at svigte sine allierede, her ikke mindst kurderne og at svække kampen mod Islamisk Stat. Hvis vi tager det sidste argument først: Hvordan vil tilbagetrækningen af de amerikankse tropper så påvirke situationen i Syrien?
Her er det vigtigt at huske at det ikke var USA, der nedkæmpede Islamisk Stat. Det var de syriske regeringsstyrker i samarbejde med Iran og Rusland. USA, var nærmest en forhindring, ja USA fungerede til tider direkte som Islamisk Stats luftvåben. Der skete først for alvor noget, da Rusland trådte ind på scenen.
USA’s tibagetrækning kan medvirke til en hurtigere stabilisering af sikkerhedssituationen i Syrien, og dermed bane vejen for en forhandling om Syriens fremtid. Syrien kollapser ikke, når de 2000 amerikanske soldater trækkes ud. Det skal Rusland og Iran nok sørge for af den simple årsag, at terrorismen også udgør et alvorligt sikkerhedsproblem for dem.
Trump har gjort det eneste rigtige i den situation: han overlader problemet til andre.
Kurderne føler sig med god grund svigtet. De var blevet stillet i udsigt at kunne realisere deres gamle drøm om deres egen stat, Kurdistan. Men det er jo ikke kun Tyrkiet og Syrien, der bestemmer. Rusland har stadig et ord at skulle have sagt.