Rusland har ofte været i nyhederne i de seneste år, for det meste som dæmoniseret ”Empire of Mordor” ansvarlig for enhver dårligdom på planeten, især Trump’s sejr over Hillary Clinton, den russiske intervention i Syrien og, selvfølgelig, den ” overhængende”russiske invasion af Baltikum, Polen eller endda hele Vesteuropa.

Dette essay af the Saker, pseudonym for en amerikansk militæranalytiker, forsøger at kaste lys over vigtige udviklinger, som enten er misforstået eller fuldstændig ignoreret i Vesten, herunder ikke mindst Ruslands forhold til den muslimske verden. Først et par vigtige punkter:

1) Den russiske intervention i Syrien

Indledningsvis vil jeg gøre den ganske vist risikable antagelse, at borgerkrigen i Syrien er tæt på at være afsluttet. Det er ikke kun min konklusion, men deles af et stigende antal analytikere. Med faldet af Aleppo og nu det seneste syrisk-Hizbollah-russiske træk at afskære de amerikansk kontrollerede styrker fra deres planlagte flytning til den irakiske grænse, ser at det temmelig sort ud for terroristerne, både de ”gode” og ” dårlige”. I de syrisk-russisk-Hizbollah-kontrollerede områder, vender normalt liv gradvist tilbage og russerne bringer enorme mængder af nødhjælp (mad, medicin, minerydning, teknik etc.) ind i de befriede områder. Da Aleppo var under Takfiri kontrol, var byen genstand for stor opmærksomhed fra de vestlige medier. Nu, da denne by er blevet befriet, ønsker ingen at høre om det, og dermed den kæmpemæssige russiske succes.

Endnu mere imponerende er karakteren af ​​de russiske styrker i Tartus og især i Khmeinim. Den russiske militær tv-kanal ”Red Star” har for nylig bragt to lange dokumentarfilm om de russiske faciliteter i Syrien og to ting står klart: For det første er russerne kommet for at blive i meget lang tid og for det andet har de nu etableret en avanceret ny infrastruktur, som kan betjene ikke kun små og mellemstore fly og skibe, men selv de enorme An-124 transportfly. Russerne har gravet sig ned, og de vil kæmpe hårdt, hvis de bliver angrebet. Vigtigst er det, de nu har midlerne til at bringe i flere styrker ind, herunder tungt udstyr, på meget kort tid.

Nu er russerne på plads, Assad er ved magten, Takfiri er ude og borgerkrigen er slut. Omvendt betyder det, at: USA, KSA, Qatar, Israel, Frankrig, Storbritannien og alle de andre såkaldte ”venner af Syrien” har tabt krigen. Iranerne, Hizbollah og russerne har vundet.

Og hvad betyder så alt dette egentlig ?

Den mest radikale konsekvens af denne proces er, at Rusland er tilbage i Mellemøsten i en styrket position. Selvom Iran faktisk har gjort en større indsats for at redde Syrien, har den russiske intervention ”reddet Assad”. Eller mere korrekt, ”det syriske folk, Hizbollah, Iran og Rusland har reddet Syrien”. Uden den russiske indgriben ville Damaskus sandsynligvis være faldet til Daesh- crazies, og alle de andre kristne eller muslimske trosretninger ville have været mere eller mindre udslettet. Rusland har egenhændigt ændret, hvad der ellers så ud til at blive det uundgåelige resultat.

Den russiske succes var især forbløffende, når den sammenlignes med den tilsyneladende endeløse række af nederlag for USA: Afghanistan, Irak, Syrien, Yemen, Libyen, Pakistan og nu det seneste rod med Saudi blokaden mod Qatar. Bare kontrasten mellem den måde, hvorpå USA forrådte Hosni Mubarak, og hvordan russerne holdt fast ved Assad er et stærkt budskab til alle de regionale ledere: Det er bedre at have russerne på din side end amerikanerne.

2) Hvordan Rusland forvandlede Tyrkiet fra fjende til en potentiel allieret

At sige, at Tyrkiet er en vigtig allieret for USA og et vitalt medlem af NATO er en underdrivelse. Tyrkiet har den næststørste hær i NATO (USA har den største). Tyrkiet holder også nøglerne til Middelhavet, NATOs sydlige flanke og det nordlige Mellemøsten. Tyrkiet har en fælles grænse med Iran og en maritim grænse med Rusland (over Sortehavet). Da Tyrkiet havde skudt et russisk SU-24 bombefly ned (med amerikansk meddelagtighed) blev situationen så anspændt, at mange iagttagere frygtede, at en fuldskala krig ville bryde ud mellem de to lande og eventuelt NATO-alliancen. I første omgang skete intet, tyrkerne indtog en hård holdning, men efter kuppet mod Erdogan (også med amerikansk meddelagtighed), gjorde tyrkerne pludselig et fantastisk 180 graders sving og vendte sig til Rusland for at få hjælp.

Vi vil aldrig rigtig få at vide, hvilken rolle russerne virkelig spillede i at redde Erdogan, men det er temmelig klart, at Putin gjorde noget helt afgørende,og det er ubestrideligt, at Erdogan pludselig bevægede sig væk fra USA, NATO og EU og vendte sig til russerne, som straks benyttede Tyrkiets bånd til Takfiris til at få dem ud af Aleppo. Så inviteret de Tyrkiet og Iran til at forhandle en treparts aftale om at afslutte borgerkrigen. Og amerikanerne blev ikke engang hørt.

Eksemplet med Tyrkiet er det perfekte eksempel på, hvordan russerne gør ”fjender til neutrale, neutrale til venner og venner til allierede ”. Erdogan er uforudsigelig og ustabil, amerikanerne og NATO er stadig i Tyrkiet, og russerne vil aldrig glemme den tyrkiske støtte til Takfiris i Tjetjenien, Krim og Syrien eller for den sags skyld, det tyrkiske angreb på deres SU-24. Men de viser ingen ydre tegn på det. Ligesom med Israel, er der ingen fest mellem Rusland og Tyrkiet, men alle parter er yderst pragmatiske og holder masken

Hvorfor er det vigtigt?

Fordi det viser, hvor sofistikeret russerne, i stedet for at bruge militær magt for at hævne deres SU-24, hvilket amerikanerne ville have gjort, stille og roligt, men med stor beslutsomhed og indsats har gjort, hvad der skulle gøres for at ”afsikre”Tyrkiet. Dagen efter det tyrkiske angreb advarede Putin om, at Tyrkiet ikke ville ”slippe af sted med blot nogle tomater” (med henvisning til russernes sanktioner mod den tyrkiske eksport). Mindre end et år senere, mistede de tyrkiske militære og sikkerhedstjenester næsten helt deres hugtænder i udrensningerne efter kuppet mod Erdogan og Erdogan selv fløj til Moskva for at bede om at blive accepteret af Kreml som en ven og allieret. Temmelig imponerende,.

3) Rusland og ”den tjetjenske model” som et enestående tilfælde i den muslimske verden

Mange iagttagere har kommenteret på miraklet Putin og Ramzan Kadyrov i Tjetjenien: efter at regionen var totalt ødelagt af to onde og brutale krige, og efter at være et ”sort hul” for diverse terrorister og almindelige bøller, er Tjetjenien forvandlet til én af de mest fredelige og sikre dele af Rusland (selv mens nabolandet Dagestan stadig lider under vold og korruption). Tjetjenien er blevet en særdeles streng og traditionel sunnimuslimske region. Ikke kun det, men det er også en, der stort set har besejret ikke kun wahhabi’er selv, men også deres Wahabi-ideologi. Med andre ord, Tjetjenien i dag er enestående, fordi det er en sunnimuslimsk kultur, som er strengt islamisk men uden risiko overhovedet for at blive smittet igen med Wahabi-virus . Det er svært at overvurdere betydningen af denne unikke situation.

I 1990’erne støttede det meste af den muslimske verden Wahabi-oprøret i Tjetjenien. Dette var i høj grad et resultat af den meget sofistikerede AngloZionistiske propaganda rettet mod den muslimske verden, som helt fordrejede sandheden om konflikten. I dag, påkalder det ”tjetjenske eksempel” sig stor opmærksomhed i den muslimske verden og Ramzan Kadyrov bliver langsomt lidt af en helt. Selv saudierne der finansieret en stor del af de tjetjenske oprørere, og som truede Rusland med terrorangreb i løbet af Sochi OL, er nu nødt til at være høflige og ”broderlige” overfor Ramzan Kadyrov. Sandheden er, at saudierne er truet direkte af den ”tjetjenske model”, fordi det viser at den traditionelle og strenge islam behøver ikke at være Wahabi eller, endnu mindre, Takfiri.

Den største trussel mod saudierne er naturligvis Iran, fordi Iran er en stærk, succesrig og dynamisk islamiske republik. Men Iran er shiamulimsk, og i hovederne på nogle sunnimuslimer gør shiitterne sig skyldige i kætteri og en form for frafald. Men tjetjenerne er potentielt langt mere farlige for Saudi ideologi – de er anti-Wahabi (de kalder dem ”shaitans” eller, bogstaveligt, ”djævle”), og de er villige til at kæmpe overalt i den muslimske verden for at imødegå de ”gode terrorister ”støttet af CIA og House of Saud. Ramzan Kadyrov og mange andre tjetjenske ledere og chefer, har givet udtryk for, at de er villige til at kæmpe for Rusland ”overalt på kloden”. De har allerede været indsat i Georgien, Libanon, Novorussia og nu kæmper de i Syrien. Hver gang med ødelæggende virkning. De er sande muslimske helte, der er anerkendt som sådan selv af de ikke-muslimske russere, og de vil have absolut intet at gøre med de wahhabi’er som de hader af et godt hjerte. Det har medført, at flere og flere mennesker i den muslimske verden udtrykte deres beundring for den tjetjenske model.

Den tjetjenske model også er bemærket og omdiskuterede i selve Rusland. Russiske liberale hader det og, ligesom deres vestlige kuratorer, beskylder de Kadyrov for alle mulige ubeskrivelige forbrydelser. Deres seneste opfindelse er, at homoseksuelle bliver fængslet og tortureret af tjetjenske sikkerhedstjeneste. Denne form for historier kunne vinde genklang i San Francisco eller Key West, men har ingen effekt over for den russiske offentlighed.

Tjetjenien er ideelt placeret til at påvirke ikke kun Kaukasus, men også andre muslimske regioner i Rusland og endda Centralasien. Det store antal tjetjenere i de russiske specialstyrker gør dem også meget synlige i de russiske medier. Alt dette bidrager til den høje synlighed og popularitet af en levedygtig traditionel Sunni model, som er det stik modsatte af, hvad der sker i EU. Lad os sammenligne billedet af muslimer i EU med Rusland.

Et par vigtige forbehold først. Først var billedet ikke altid helt så rosenrød, især ikke i 1990’erne, da tjetjenerne blev set som bøller, bæster, skurke og onde terrorister. Nogle Russerne har hverken glemt eller tilgivet (og selvfølgelig hader nogle tjetjenere stadig russerne for, hvad de gjorde mod Tjetjenien i de to krige). Jeg tror, at der er dybe og modsatrettede tendenser inden for EU og det russiske samfund: EU er på kollisionskurs med den islamiske verden, det er Rusland ikke. Faktisk repræsenterer Rusland en model for, hvordan et (nominelt) kristent samfund kan sameksistere med en stor muslimsk minoritet til gavn for begge befolkningsgrupper. Rusland repræsenterer også et enestående eksempel på, hvordan to meget forskellige religioner kan bidrage til udviklingen af en fælles civilisatoriske model.

Hvordan vil fremtiden så tegne sig?

Lad os forbinde prikker ovenfor: For det første: Rusland er nok den vigtigste aktør i Mellemøsten. For det andet, Rusland har med succes opbygget en uformel, men afgørende, alliance med Iran og Tyrkiet og disse tre lande vil afgøre udfaldet af krigen i Syrien. For det tredje, Rusland er det eneste land på jorden, hvor sunni-islam er immun overfor Wahabi virus, og hvor et traditionalistisk sunni samfund eksisterer uden nogen Saudi indblanding. Kombiner disse tre, og jeg ser et enormt potentiale for Rusland til at blive den kraft, der mest effektivt vil modsætte sig saudiernes magt og indflydelse i den muslimske verden. Det betyder også, at Rusland nu er den ubestridte leder i kampen for at besejre international Takfiri terrorisme.

AngloZionisterne har været meget smarte, men også meget kortsynede: Først skabte de al-Qaeda, så brugte de al-Qaeda / ISIS / Daesh at skabe ravage mod en række sekulære arabiske regimer og nu bruger de al-Qaeda / ISIS / Daesh at sætte Vesten på en direkte kollisionskurs med hele den muslimske verden (1,8 milliarder mennesker!).

Således oplever vi propaganda mod muslimer og islam, som om der var en reel muslimsk eller islamisk trussel. Virkeligheden, er naturligvis, at de islamister, (der altså ikke udgør en reel trussel mod os i Vesten), er uvægerligt forbundet med vestlige sikkerhedstjenester, og at langt de fleste terrorangreb siden 9/11 har været “false flag”. Sandt nok, der var nogle tilsyneladende ”rigtige” angreb (dvs ikke-styret, af vestlige specialtjenester), men antallet af ofre i disse angreb har været minimal og totalt blæst ud af proportioner.

Nogen vil have os alle være bange, virkelig bange.

Hvad jeg forsøger at illustrere, her er, at Vesten og Rusland har taget to radikalt forskellige tilgange til udfordringerne i en stadig mere indflydelsesrig islamiske verden. Jeg ville sammenligne Rusland og Vesten med to svømmere, der er fanget i et stærk tidevand: Vesten er fast besluttet på at svømme direkte imod strømmen, mens Rusland bruger strømmen til at få, hvor hun ønsker.

Men det handler ikke kun om Vesten. Det handler om den multipolære verden, som skal afløse det nuværende AngloZionistiske hegemoni. I denne sammenhæng er en af ​​de mest interessante processer, der finder sted, at Rusland er ved at blive en vigtig aktør i den muslimske verden.

Kun 10 til 15 procent af russerne er muslimer, ca. 10 millioner mennesker. De fleste muslimske lande er langt større. Og da 85 til 90 procent af russerne er ikke-muslimer, kan Ruslands indflydelse i den muslimske verden ikke måles ved sådanne relativt beskedne tal. Men når vi betragter den centrale rolle russiske muslimer spille i den russiske politik over for Kaukasus, Centralasien og Mellemøsten, når vi tager i betragtning, at russiske muslimer for det meste er sunni og meget godt beskyttet mod virus af Wahabism og når vi minder om, at den traditionelle sunni-islam har fuld opbakning fra den russiske stat, kan vi få en fornemmelse af den unikke kombination af faktorer, som vil give de russiske muslimer en indflydelse langt ud over deres relativt beskedne antal.

Desuden arbejder russerne nu tæt sammen med shiamuslimske Iran og med (for det meste) Hanafi Tyrkiet. De fleste tjetjenere tilhører Sha’afi sunni tradition og omkring halvdelen er tilhængere til sufismen. Det kan være, fordi Rusland ikke er et flertals muslimsk land, at hun er det ideelle sted at genskabe en ikke-konfessionel form for islam, en islam, der ville være tilfreds med at være islam og uden behov for opdelign i konkurrerende indbyrdes fjendtlige undergrupper.

Rusland har kun observatørstatus i Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC) på grund af det faktum, at Rusland ikke er et flertals muslimsk land. Rusland er også medlem af Shanghai Cooperation Organization (SCO), som samler Kina, Kasakhstan, Kirgisistan, Rusland, Tadsjikistan, Usbekistan, Indien og Pakistan. Lad os se på det omtrentlige antal muslimer i SCO-lande: Kina 40.000.000, Kasakhstan 9.000.000, Kirgisistan 5.000.000, Rusland 10.000.000, Tadsjikistan 6.000.000, Usbekistan 26.000.000, Indien 180 millioner, Pakistan 195 millioner. Det bliver i alt 471 millioner muslimer. Tilføj til dette tal de 75.000.000 iranere, der vil slutte sig til SCO i den nærmeste fremtid (i alt 546.000.000), og du vil se dette fantastisk kontrast: mens Vesten har mere eller mindre erklæret krig imod 1,8 milliarder muslimer, har Rusland stille og roligt smedet en alliance med lidt over en halv milliard muslimer !

Rusland er nu det mest indflydelsesrige medlem af SCO, der repræsenterer de strategiske interesser for over en halv milliard muslimer verden over. I Mellemøsten har Rusland gjort et fantastisk comeback – fra en kvasi-total afgang i 1990’erne til at blive den mest indflydelsesrige spiller i regionen. Rusland har med succes overbevist to meget stærke potentielle konkurrenter (Iran og Tyrkiet) om at arbejde sammen og denne uformelle alliance er i en meget stærk position til at påvirke begivenhederne i Kaukasus og Centralasien. På dette punkt er det allerede klart, at det, vi ser, er en langsigtet proces, og det langsigtede strategiske mål for Rusland: at blive direkte involveret i kampen for fremtiden for islam.

Kampen for ​​islams fremtiden

Den islamiske verden står over for en enorm udfordring, som truer selve dens identitet og fremtid: nemlig Wahabi-Takfiri ideologien. Den repræsenterer også en reel trussel mod hele menneskeheden, især Rusland, og Rusland kan ikke bare læne sig tilbage og vente på at se, om det AngloZionistiske Vesten eller Daesh-kalifatet vil sejre, især da de to også er låst i et underligt symbiotiske forhold mellem Vestens hemmelige tjenester og Takfiri-lederne. Desuden forudsætter det, at Vesten er villig til at bekæmpe terrorisme, og det er der indtil videre ingen tegn på. Derfor er Europa ubrugelig i denne kamp, og da USA er beskyttet af store oceaner, står man ikke over for samme trussel som Europa. Rusland må derfor handle på egen hånd.

Dette er ikke en kamp, ​​der vil blive bestemt af militære midler, og det er her de russiske muslimer vil spille en helt afgørende rolle. Deres status som et mindretal i Rusland tjener til at beskytte russiske muslimer simpelthen fordi Wahabi-islam aldrig får nok momentum til at true Rusland. Præsident Putin har gentagne gange udtalt, at Rusland sendte styrker til Syrien ikke kun for at redde Syrien, men også for at uskadeliggøre de mange tusinder af russiske borgere, der i øjeblikket kæmper under ​​Daesh’ faner før de kommer hjem til Rusland. Men det betyder også, at Rusland bliver nødt til at involvere resten af ​​den islamiske verden i kampen mod Daesh på verdensplan.

Moderne sekulære ideologier har kun givet menneskeheden vold, undertrykkelse, krige og endda folkedrab. Det er på høje tid at smide dem i papirkurven og vende tilbage til en mere tolerant, bæredygtig og human civilisatorisk model.

Dette indlæg er en redigeret udgave af en artikel fra The Saker