Verdens unipolare konstruktion kan på grund af sin imperialistiske målsætning kun virkeliggøres gennem militarisme, krig, krænkelse af landenes suverænitet og udbytning. Til trods for denne virkelighed er desorienteringen stor på den internationale venstrefløj.
Selvom det 21. århundrede endnu er relativt ungt, kan man allerede skimte konturerne af de dybe forandringer, som venter forude. I den kommende periode vil udviklingen give sig udtryk i store forvandlinger i den eksisterende verdensorden såvel som i klimatiske forhold.
Den gamle orden, som har eksisteret i mere end 500 år og dannet grundlag for Vestens imperialistiske dominans over det meste af verden, bliver i disse år udfordret i sin grundvold. Krisens fremtrædelsesformer giver sig udtryk på forskellige niveauer.
I geopolitisk og geoøkonomisk forstand kan den ses i USA’s bestræbelser på at opbygge og oprette en unipolar magtstruktur. Denne bevidste politik tog form i kølvandet på bipolaritetens sammenbrud efter Sovjetunionens nedsmeltning og Kinas åbning til den kapitalistiske verdensøkonomi.
USA’s paradoks
Den store ”sejr” udløste imidlertid en dialektisk udvikling, der potentielt truer det amerikanske projekt. Paradokset består i, at det faktisk er USA’s politik, der på den ene side bidrog til Ruslands svækkelse, og på den anden medvirkede til at vække den russiske nationalisme, som blev en del af elitens ideologiske og politiske ståsted.
Hvad angår Kina, var det også USA’s politisk-økonomiske overgang til nyliberalisme og globalisering, der gav Beijing muligheden for at drage fordel af den kapitalistiske verdensøkonomi: udenlandske investeringer, adgang til vestlig teknologi og sidst, men ikke mindst markeder for den kinesiske produktion.
Med andre ord var det en konsekvens af USA’s egen politik over for disse to lande, der skabte grobund for det kinesisk-russiske partnerskab, som er nu bliver konkretiseret i en fælles interesse for at iværksætte et kontra-projekt for internationale relationer.
Udfordrer unipolaritet
Mens unipolaritet støttes af USA’s allierede i Europa og Asien, finder multipolaritet sine tilhængere blandt BRIKS-lande (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) samt forskellige regionale organisationer i Centralasien.
For et stykke tid siden lancerede Kina etableringen af en asiatisk infrastruktur-investeringsbank med medlemskab af sågar en del amerikanske allierede. At USA nægtede at deltage i denne internationale udviklingsbank, bekræfter, at Washington opfatter dette initiativ som en udfordring til dets eget institutionelle monopol der blev etableret over den kapitalistiske verdensøkonomi efter Anden Verdenskrig.
Mens Rusland under Vladimir Putin har fået rollen som den vestlige verdens politiske og militære modstander, er Kina under Xi Jinping blevet USA’s store økonomiske og strategiske konkurrent. Til sammen udgør disse to magter en historisk udfordring til den politiske og økonomiske verdensorden, som hidtil har været under vestlig dominans.
Det er ud fra denne forståelse af international politisk-økonomi at progressive kræfter i verden kommer til at udforme deres politik. Uden garanti for at en multipolar verdensorden ville kunne skabe en struktur for fredeligt samkvem i et ”internationalt samfund”, står alternativet alligevel klart: Den unipolare konstruktion som, på grund af sin imperialistiske målsætning, kun kan virkeliggøres gennem militarisme, krig, krænkelsen af landenes suverænitet og udbytning.
Til trods for denne virkelighed er desorienteringen stor på den internationale venstrefløj. Imperialisme-forståelsen er blevet undergravet af liberal interventionisme, der legitimerer Vestens krænkelse af folkeretten og landenes suverænitet. Selektive regimeskift i demokratiets navn bliver ikke problematiseret.
Om ikke andet tydeliggør flygtningekrisen behovet for ny politisk tænkning.
Jacques Hersh.
Dette indlæg har været bragt i Arbejderen 3. februar