Jeg anklager

Jeg anklager den danske presse for kritikløst at synge med i det amerikanske propagandakor. Hvorfor gør den det? Er det dovenskab, uvidenhed og naivitet eller et helt bevidst forsøg på at vildlede. Har det noget at gøre med, at det faktisk er et fedt job at være journalist – men også usikkert? Hvis du ikke leverer varen, så er det ud.

Er det et spørgsmål om rygklapperi, om at færdes i de samme kredse, om at bekræfte hinanden?

Sagen er i hvert fald, at mainstream-pressen er tandløs og ikke gør sig den ulejlighed at stille de kritiske spørgsmål. Det gælder stort set hele vejen rundt med Deadline som et trist eksempel. Vi hører de samme eksperter dag ud og dag ind.

Her er et par eksempler fra de seneste uger. Information har bragt reportager om de civile ofre i Østaleppo, men ikke et ord om de bomber, som terroristerne i øst har sendt ind over Aleppo. Ikke et ord om, hvordan terroristerne har tvunget civilbefolkningen i øst til at virke som humanitære skjolde.

Anderledes med dækningen af den vestlige koalitions angreb på Mosul. Her er det tale om en befrielse, ikke mange tårer over de eventuelle civile ofre. Ikke et ord om krigsforbrydelse.

Da USA bombede Falluja med fosforbomber, uranberigede bomber og klyngebomber blev der ikke udgydt mange tårer. Da Israel gjorde det samme i Gaza, forsøgte Deadlines Martin Krasnik for åben skærm at begå karaktermord på en norsk læge, der forsøgte at påkalde verdens opmærksomhed på myrderierne

Krigene i Mellemøsten har nu kostet mere end en million menneskeliv og sendt millioner på flugt. Gamle rige og velfungerende kultursamfund er smadret til ukendelighed. Det er blandt andet vores og vore politikeres skyld.

Når de kan slippe afsted med fortsat at støtte dette barbari, er det takket være den danske presse.