Spændingen i det berømte stræde, der lægger vand til transport af en tredjedel af verdens samlede søtransport af olie, er øget gennem de seneste uger. Det seneste kapitel med, at USA lagde pres på Spanien for at beslaglægge et iransk skib, der måske var på vej til Syrien med olie. Den transport ville i givet fald være helt lovlig. USA har ingen ret til på den måde at gribe ind i den fri sejllads på verdenshavene. Men skibet var måske i færd med at overtræde USA’s blokade af Syrien. Denne blokade er ganske vist ulovlig, men håndhæves ikke desto mindre af USA.

Nå – Spanien sagde nej, hvorefter USA henvendte sig til Storbritannien, der indvilligede i at standse skibet ud for Gibraltar. Det fik Iran til at gøre gengæld. Iran standsede et britisk skib på vej gennem Hormuz strædet med den begrundelse, at det havde påsejlet et iransk fiskefartøj.

Hele misæren har rod i konflikten mellem USA og Iran om atomaftalen, som blev underskrevet i juli 2015 af Iran og de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd samt Tyskland. Den sikrer, at der er international kontrol med atomprogrammet, sådan at Iran ikke udvikler atomvåben. Til gengæld skulle sanktioner mod Iran lettes.

Den aftale, som EU bakker op om, har USA trukket sig ud af, og præsident Trump forsøger nu at presse Iran og de øvrige parter til at ændre aftalen.

Striden i det lille Hormuz stræde handler altså om meget mere end fri sejllads. Bag det hele ligger en rivalisering mellem USA og Europa på den ene side, og Rusland og Kina på den anden.

Men USA har ikke så mange brikker at flytte med i Mellemøsten. I juni nedskød Iran en ubemandet amerikansk drone, som Iran hævdede var i det iranske luftrum. Dette blev efterfulgt af trusler fra præsident Trump. To dage senere meddelte Trump, at amerikanske jetfly var på vej mod mål i Iran, men at han afbrød angrebet 10 minutter før det skulle finde sted.

Al Udeid-flybasen i Qatar, hvorfra disse luftangreb ville være blevet iværksat, befinder sig tilfældigvis i et land, der er den nærmeste allierede af Iran, nemlig Qatar. Qatar og Iran deler verdens største maritime naturgasfelt. De er med andre ord allierede.

US Central Commands hovedkvarter i Mellemøsten ligger altså på fjendens område. Denne placering er ikke særlig velegnet, fordi det er et land der sværmer med iranske forretningsfolk, sikkerhedspersonale, russere og kinesere. Qatar er ikke længere under Saudi-Arabiens kontrol. Det har erklæret sin alliance med Iran. Og ironisk nok har Atlantic Council, som er en tænketank tæt knyttet både til Pentagon og NATO, bekræftet, at Qatar nu er solidt allieret med både Iran og Tyrkiet.

Hele strukturen af ​​amerikanske militære alliancer, ligger i sådan et rod, at en konventionel landkrig mod Iran næsten er umulig.

Iran har meget store og avancerede landstyrker. Det er et land med 90 millioner mennesker. Vi har ikke at gøre med et land som Irak i 2003, hvor landet allerede var blevet ødelagt. Vi har at gøre med et land, der har avancerede kapaciteter, i mange henseender sammenlignelige med Tyrkiet, og som har nogle meget magtfulde allierede. Iran er allieret med Rusland. De S-400 luftværnsmissiler, der for nylig er blevet leveret til Tyrkiet, vil også blive leveret til Iran.

I 2003 ønskede Donald Rumsfeld en lynkrig mod Den Islamiske Republik Iran, men den blev opgivet fordi Iran allerede dengang havde missilkapacitet og omfattende landstyrker.

Men lad os se på landkortet i den region. Tyrkiet har en grænse til Iran, og Tyrkiet er sværvægteren i NATO. Tyrkiet har nu fremragende forbindelser med nabolandet Iran, det er ikke en formel militær alliance, men de er på meget god fod. Og Tyrkiet har nu meddelt USA, at de godt kan glemme alt om at føre en krig mod Iran fra tyrkisk territorium.

Der er faktisk ikke et eneste land, som USA kan stole på i en eventuel krig. Den irakiske regering har sagt nej. Pakistan er ikke længere USAs trofaste allierede. Så er der de tidligere sovjetrepublikker, der havde partnerskabsaftaler med NATO og gode bilaterale forbindelser med USA, fx Aserbajdsjan. I december sidste år underskrev Iran og Aserbajdsjan militære samarbejdsaftaler, og det betyder, at USA ikke kan stole på Aserbajdsjan. Tilsvarende kan USA ikke stole på Turkmenistan. Det er umuligt at føre en krig fra Afghanistan, fordi Taliban har besat en stor del af det nationale territorium. Så en landkrig er en umulighed, og en traditionel luftkrig er også en umulighed, fordi der er problemer med benyttelse af luftrum.

Så er der selvfølgelig Saudi-Arabien og Golfstaterne, og the Gulf Cooperation Council, GCC er delt i sagen hvor Qatar, Oman og Kuwait ønsker at normalisere forbindelserne med Iran.

Oman har på den ene side meget gode forbindelser med Iran, og kontrollerer også indgangen til Hormuz-strædet fra Oman-bugten ind i den persiske Golf. Hvis man ser på geografien, kontrollerer Pakistan en del af det arabiske hav, og hvis man ser på søfartsadgang til amerikanske militære faciliteter i den persiske Golf, ser det ikke godt ud. USA skal enten gennem iransk territorialfarvand eller gennem Oman.

Flere af disse lande foretrækker Iran i stedet for USA. USA har militærbaser i Kuwait og i Bahrain foruden den tidligere nævnte militærbase i Qatar. Så det er meget vanskeligt for USA at gennemføre en flådeoperation, når Golfsamarbejdsrådet, som oprindeligt er et amerikansk projekt, er i krise.

Et andet element er, at kun et par måneder tilbage havde USA sponsoreret det, der blev kaldt det arabiske NATO, det var en strategisk alliance i Mellemøsten, og den skulle indvies i Riyadh, Saudi-Arabien. Den kom aldrig i luften, fordi dette var et projekt, der skulle integrere Golf-samarbejdsrådet med to andre lande, Jordan og Egypten. Nu er dette arabiske NATO praktisk talt nedlagt. Så det er et stort rod. Hvordan fører man en krig uden allierede?

Det er det spørgsmål, Danmark skal stille sig selv. Det er en tabersag. Og Rusland har faktisk en helt anden plan på bedding, der frem for militære trusler og optrapning af konflikten anviser diplomatiske løsninger