Disjoint Incrementalism

Så barslede dagpengekommissionen og resultatet blev som forventet. Dens anbefalinger viser kun alt for tydeligt, at vores arbejdsmarkedspolitik er kørt uhjælpeligt fast. Den har udviklet sig til det virvar, den er i dag efter et princip, der i organisationsteorien kaldes the Principle of Disjoint Incrementalism (de usammenhængende småforandringers princip) eller mindre smigrende: lappeløsninger.

Der er grænser for, hvor langt man kan nå ved hjælp af den metode. Når kuren forværrer sygdommen, er det et varsel om, at der er indtruffet en (negativ) kvalitativ forandring. Kvantitative forandringer kan de fleste systemer hamle op med. Løsningerne vil altid gå ud på at gøre mere eller mindre af det samme, som man hidtil har gjort. Når der er tale om kvalitative forandringer, må der andre boller på suppen. Der må tænkes nyt!

Kommissionen har brugt megen energi på at forske i incitamentsstrukturer. Hvordan motiverer man de ledige til at tage et job? Det er det centrale spørgsmål. Kommissionen har valgt at anbefale de sædvanlige løsninger dvs. en skønsom blanding af pisk og gulerod – mest pisk. Som Lenin sagde: ”Tillid er godt, kontrol er bedre”. Dette kontrolregimente har gjort mange ledige syge. De får akasse-fobi og kommer til at lide under en stadig angst for ikke at leve op til deres rådighedsforpligtelse. Det er veldokumenteret, at denne form for incitament er kontraproduktiv. Alligevel fortsætter dagpengekommissionen i samme spor og kommissionens formand, Nina Smith var tydeligvis i sit es, da hun fremlagde kommissionens anbefalinger. Gad vidst om hun nogensinde har mødt et af akassesystemets ofre?

Empowerment er en helt anden tilgang til incitamenter. Empowerment betyder ordret ’at give magten’ over eget liv tilbage til det menneske, det drejer sig om, og erfaringen viser, at man flytter mennesker bedst ved at gøre dem ansvarlige for egen udvikling. Hvad ville der ske, hvis man gav magten og ansvaret for eget liv tilbage til de ledige. At de ikke som nu skulle stå på pinde for sagsbehandleren men selv måtte tage ansvar for deres liv?

Ledige medlemmer af en akasse har altid været forpligtet til at tage anvist arbejde. I dag er der – på trods af den megen snak om mangel på arbejdskraft – ikke arbejde nok, og derfor har man udvidet rådighedsforpligtelsen til at omfatte et sindrigt system af pligter, der er ved at tage livet af de ledige. Hvad ville der ske hvis man fjernede eller i det mindste lempede disse pligter?

Det ville skabe nye muligheder for mange grupper, der i dag i dag lider under kontroltyranniet. Det gælder for eksempel en gruppe, der er fuldstændig glemt af kommissionen, nemlig de såkaldt atypisk beskæftigede, dvs. iværksættere, freelancere, musikere, skuespillere og forfattere.

Der er mange muligheder i en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Når den bliver et tilbud i stedet for som nu et påbud med sindrige kontrolforanstaltninger og repressalier, sker der noget med folks motivation. Så er de ikke længere klienter, men må stole på egne kræfter!