Så har vi igen fejret årsdagen for Danmarks befrielse, og talere har igen hyldet friheden og som sædvanlig hyldet de danske soldater, der kæmper for Danmark i fjerne lande.

Hvis de, der døde for Danmarks frihed, vidste, at deres indsats bruges til at legitimere at Danmark delager i krige i andre lande fjernt fra Danmark, ville de rotere i deres grave.

Danmark har valgt side i et globalt magtspil mellem USA og Rusland. Siden angrebet på World Trade Center i 2001 har USA skabt kaos i Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien, store dele af Afrika og nu også Ukraine, der ligger betænkeligt tæt på Danmark. Og Danmark har været en villig medspiller. Som Yahya Hassan siger det, så har Danmark været med til at skabe de enorme flygtningestrømme, der nu forsøger at komme over Middelhavet.

Og ingen i det politiske establishment siger et ord om, hvorfor det er gået så galt og hvad vi kan gøre ved det. Men løsningen ligger lige for. Danmark skal have nogle nye værktøjer i sin udenrigspolitik. De militære løsninger har vist sig katastrofalt ubrugelige. Det er på tide, at fredelige ikkevoldelige diplomatiske midler tages i brug. Men det er lettere sagt end gjort.

Danmark er bundet meget tæt til USA og det er yderst vanskeligt for den danske regering at ændre på det forhold. En fristende tanke kunne være, at de nordiske lande gik sammen om at blive en tredje stemme på verdensscenen. I dag har vi to store blokke: USA og resten af Vesten på den ene side og Rusland, Kina Iran og resten af BRICS-landene på den anden. Vi mangler en tredje stemme.