20-års dagen for krigen i Kosovo og bombningen af Serbien

Den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton rejste i begyndelsen af juni til Kosovo for at fejre 20-års-dagen for NATOs brutale bombning af Jugoslavien, som varede i 78 dage fra den 24. marts til den 12. juni 1999.

Clinton var under ceremonien ledsaget af tidligere udenrigsminister Madeleine Albright og forhenværende øverstkommanderende for NATO general Wesley Clark, som begge spillede ledende roller i iværksættelsen af angrebskrigen mod Serbien, under påskud af at forsvare «menneskerettigheder».

Ceremonien fandt sted på dagen tyve år efter at NATO styrker gik ind i den serbiske provins Kosovo den 12. juni 1999 to dage efter at Serbiens daværende præsident Slobodan Milosevic beordrede serbiske tropper at trække sig tilbage. To tiår senere står NATO’s militærstyrker stadig i landet for at garantere stabiliteten for den privilegerede lille elite repræsenteret af Hashim Thaçi, en tidligere kommandør for Kosovos befrielseshær (KLA) som har været beskyldt for krigsforbrydelser og som har tætte bånd til et Europa-dækkende netværk af organiseret kriminalitet.

Washington og USAs allierede iværksatte bombningen af Serbien for at forhindre en etnisk udrensning, der imidlertid hurtigt viste sag at være vildt overdrevet. Krigen tjente helt andre geopolitiske mål. Det var kulmineringen på en strategi, der startede med Tysklands anerkendelse af Kroatiens og Sloveniens uafhængighed, for at opsplitte den jugoslaviske stat og for at konsolidere en imperialistisk dominans over Balkan-regionen helt uden hensyn til de ødelæggende konsekvenser for regionens befolkning.

Clinton og hans kolleger i Storbritannien og Tyskland benyttede sig af beskyldningen mod Milosevic om etnisk udrensning for at retfærdiggøre deres blodige angreb. I de store mediebedrifter blev der serveret chokerende påstande om at Milosevic, som blev sammenlignet med en moderne Hitler, bedrev etnisk udrensning af kosovo-albanere i enormt omfang. Nogen rapporter hævdede endda så forbløffende tal som 100 000 dræbte albanere. I virkeligheden blev antallet af dødsofre senere anslået til et sted mellom 2000 og 3000. Den nådeløse luftkrige krævede ifølge serbisk statistik anslået 2500 dødsofre og yderligere 12 000 sårede. I øvrigt resulterede efterdønningerne af konflikten i en etnisk udrensning udført af KLA, som fordrev et stort antal romaer og serbere.

I dag er Kosovo det fattigste land i Europa. Ledigheden er på over 30 procent, med en ungdomsledighed som overstiger 50 procent. Det gennemsnitlige lønniveau er lidt mere end 400 dollar per måned. Landets regering er afhængig af NATO-tropper for at opretholde kontrol over denne sociale krudttønde, som har truet med at antændes af arbejdernes strejker og protester over ubetalte lønninger.

Hvilken «frihed» er det for det store flertal af befolkningen i Kosovo, for ikke at nævne arbejdere i Serbien som to årtier efter bombardementet hver dag konfronteres med de ødelæggende konsekvenser af NATOs angreb, med manglende infrastruktur og jobmuligheder?

Krigen ødelagde i løbet af 78-dage fabrikker, skoler, broer og sygehuse for at bombe den serbiske befolkning til underkastelse under amerikansk og vesteuropæisk dominans over Balkan-regionen.

Krigen udgjorde en eskalering af amerikansk imperialistisk vold rundt om i verden, som i 1990 fik et voldsomt udbrud med Golf-krigen, og som efter decimeringen af Serbien hurtigt accelererede til at omfatte Afghanistan (2001), Irak (2003), Libyen (2011) og Syrien (2011 til nu), bare for at nævne de mest fremtrædende eksempler. Eksplosionen af amerikansk militarisme i løbet af det sidste kvarte århundrede har krævet millioner af menneskeliv, tvunget millioner fra deres hjem og ødelagt hele samfund. Desuden har NATOs udvidelser mod øst op til Ruslands grænser og den amerikanske militæropbygning i Asien-Stillehavsregionen skabt en reel mulighed for en total militærkonflikt med atomvåbenmagter, hovedsagelig Rusland og Kina.