Onsdag, 28. marts, 2018, af Ellen Brun
Ifølge den amerikanske Rusland-kender Stephen Cohen befinder vi os i en farligere situation nu end under Den Kolde Krig. Hvilken strategi, der kan bidrage til en fredelig, radikal forandring af de herskende internationale strukturer, er af afgørende betydning for progressive.
Socialisme er ikke umiddelbart på dagsordenen! Ikke desto mindre er det nødvendigt for antisystemiske kræfter at kende både sin egen og fjendens styrke og svaghed. En sådan strategisk målsætning burde påvirke forståelsen af verdens stilstand.
Ideologisk set bliver det en opgave for venstrefløjen at forkaste ”eurocentrisme” i sin forståelse af verdensgangen.
Ifølge den amerikanske Rusland-kender Stephen Cohen befinder vi os i en farligere situation nu end under Den Kolde Krig. Hvilken strategi, der kan bidrage til en fredelig, radikal forandring af de herskende internationale strukturer, er af afgørende betydning for progressive.
De følgende refleksioner diskuterer vigtige problemstillinger med henblik på at anspore diskussionen om ”Hvad kan der gøres?”
Er multipolariteten vejen frem til socialisme?
Unipolariteten gør det muligt for de imperialistiske magter at intervenere i de lande, som ikke vil acceptere USA’s dominans. Klassekampen er national, men forudsætter en international orden, som respekterer princippet om folkeretten og landenes suverænitet.
Kommer den ”genuine” venstrefløj ikke i klemme ved at støtte Kinas og Ruslands geopolitiske interesser?
Kampen drejer sig om en svækkelse af den traditionelle vestlige imperialisme og en kritisk holdning over for stormagt-chauvinismen og magtanvendelsen imod svagere lande. Problemet opstår, når mindre stater allierer sig med USA for at true Kinas, Ruslands eller Irans overlevelse. Disse staters tilintetgørelse er en bestanddel af den amerikanske politik. Naturligvis skal der tages afstand fra krænkelser af folkeretten.
Kina ønsker bilaterale forhandlinger med de mindre asiatiske lande, mens nogle af disse til gengæld ønsker at inddrage USA. Kina er Vietnams største handelspartner, mens Filippinernes regering har opnået en fungerende aftale med Kina om problemerne omkring de territoriale farvande.
USA følger en strategi der i sidste instans fører til en opsplitning af Kina og Rusland samt Iran og Syrien i Mellemøsten. Modsat de traditionelle medier er det ikke Moskva, der har skabt problemet i Ukraine!
Hvordan kan forståelsen af verden være på en gang simpel og kompliceret?
USA befinder sig midt i en hegemonisk krise. Dets overherredømme udfordres af nye konstellationer (især Eurasien og Kinas rolle i verdensøkonomien). Den amerikanske nedtur kompliceres ved USA’s forsøg på at bremse processen gennem kontrol over verden ved hjælp af krig og regimeskift, samt farverevolutioner.
Paradoksalt nok trues USA’s økonomi nu af den neoliberalisme, som Wall Street fik indført i den internationale økonomi.
Mens nedgangen af USA’s kontrol af verden er let at iagttage, er det mere kompliceret at gisne om den fremtidige struktur. Den vestlige dominans er i færd med at blive erstattet af især den russo-kinesiske alliance med støtte fra lande, som ikke tilhører den vestlige kultursfære.
Ideologisk set bliver det en opgave for venstrefløjen at forkaste ”eurocentrisme” i sin forståelse af verdensgangen.
Hvordan kan projektet om en kurdisk stat, i alliance med USA’s politik og planer for Mellemøsten, fortolkes?
Selvstændighed og udfoldelse af nationalisme og kultur er legitime krav for det kurdiske folk. Hvordan en sådan udvikling kan gennemføres, uden at styrke USA’s og Israels strategi om balkanisering af Mellemøsten er en afgørende problemstilling.
Konkret er det nødvendigt at være kritisk. Konflikten drejer sig om dannelsen af et ”etnokrati” (eksklusivt over for andre folkeslag) eller et inklusivt sekulært regime, som stort set har beskyttet Syriens forskellige etniske mindretal. Skabelsen af en ny stat à la den ”jødiske stat” er mere en del af problemet end af løsningen!