Efter Sovjetunionens nedsmeltning og de østeuropæiske socialistiske staters overgang til liberal kapitalisme mente Francis Fukuyama at menneskeheden havde nået sit endemål: Historien var slut. Udviklingen siden har modbevist denne tese: Vi lever forsat i en yderst interessant tid hvis udfald er vanskelig at forudse.

Det nuværende millennium begyndte med bombningen i New York af World Trade Center (”Templet” for global kapitalisme!). Denne mystiske handling udløste en såkaldt ”krig mod terror,” der hurtigt forvandlede sig til en amerikansk krig imod muslimske lande (Afghanistan og Irak). Målsætningen var i sidste instans at udskifte de eksisterende politiske regimer med et mere pro-vestligt demokratisk styre samt markeds-kapitalisme.

Sidenhen har verden desuden oplevet en finansiel og økonomisk krise hvis politiske konsekvenser er i færd med at udfordre det kapitalistiske demokratis profil og måde at fungere på. Den ideologiske grundpille for privatkapitalismen er diskursen om demokrati. En forestilling der legitimerer en ulige fordeling af ressourcer mellem et mindretal der rager til sig, mens flertallet må nøjes med deltagelse i det politiske liv via et valgsystem. Til trods for den uligevægt, indbygget i den skæve fordeling af goderne, som kendetegner de kapitalistiske demokratier, anses dette demokrati for at være den bedste styreform menneskeheden kan opnå. Som Margaret Thatcher udtrykte det: ”Der findes intet alternativ”!

Verden er blevet kompliceret. Alligevel er udviklingen ikke vanskelig at forstå. Gennem mit lange liv har jeg lært betydningen af at forholde sig skeptisk og kritisk overfor medierne og de diskurser der rumsterer i det politiske rum.

Churchill skal have sagt at historien skrives af vinderne! Det er deres fortolkning der bliver accepteret som sandheden. Når dette er sagt er det naturligt at spørge, hvordan en anden fortolkning af historien eller nutidens begivenheder så overhovedet kan opstå endsige gøre sig gældende?

Svaret er, at den alternative fortolkning må bygge på en bestemt metode i den analytiske tilgang. Det er denne tilgang der har påvirket vores måde at analysere verdensudviklingen: Betydningen af kontekst og inddragelse af forskellige dimensioner i analysen, f. eks. hvilke interesser der er på spil, gør det muligt at skelne mellem kernen i sagen og dens fremtrædelsesformer. Eller sagt på en anden måde ”Cui Bono?” (Til gavn for hvem?)

Vi hører sjældent om ”udenforskabet”, men 12. august rettede Lars Trier i Politiken vores opmærksomhed mod de mere end 700.000 ledige danskere i den arbejdsduelige alder, der til daglig er usynlige. Antallet af faktisk ledige danskere er blevet så ugennemskueligt, at økonomer og politikere kan jonglere med tallene efter forgodtbefindende, og derfor er det alt for let at overse udenforskabet. Men det er der, og det omfatter et stigende antal unge, der kan se frem til måske resten af deres dage at skulle være på overførselsindkomst. Optøjer som dem, vi har set i England vil være et realistisk fremtidsscenarium også i Danmark, hvis vi ikke standser denne udstødning.

Fredstraktaten mellem Israel og Egypten betragtes af de fleste vestlige iagttagere som hjørnestenen i en fredelig udvikling i Mellemøsten, men den har fungeret lige modsat.