USA og borgerkrigen i Jugoslavien

15 januar er det 25 år siden, at EF anerkendte den uafhængige republik Kroatien. Det blev ”startskuddet” til krigene i Jugoslavien, der resulterede i 300.000 døde (estimeret) og millioner af flygtninge. Den dominerende fortælling i Danmark er, at krigene skyldtes interne etniske spændinger i Jugoslavien og selvskabte økonomiske problemer. At der altså ikke var udenlandske interesser i spil. For et par dage siden så jeg David Trads, en ellers seriøs journalist, fremhæve det tidligere Jugoslavien som eksempel på vellykket konfliktløsning.

Disse ulykkelige krige kom imidlertid til at åbne en Pandoras æske af militære interventioner i andre lande. Begrebet humanitær intervention, R2P, Responsibility to Protect opstod efter krigen i Kosovo i 1999, hvor Serbien gennem tre måneder blev udsat for et ødelæggende bombardement med det formål at tvinge landet til at ophøre med påståede menneskerettighedskrænkelser .  Med denne undskyldning blev Libyen i 2011 kastet ud i kaos, og det samme var tæt på at ske i Syrien. I Libyen var det beretninger om folkemord i Benghazi, og i Syrien var det først anklager om regeringens brug af giftgas og senest beretningerne om Ruslands krigsforbrydelser i Aleppo. Alle disses historier viste sig siden at være falske – fake news, plantet for at kunne bruge dem som påskud til en militær indgriben.

Derfor er det så vigtigt at fortælle en mere sandfærdig historie om, hvad der skete i Jugoslavien, hvem der trak i trådene, og hvilke interesser der var på spil. Nedenstående artikel af James A. Lucas i Global Research, 7 september 2005 er oversat og lettere bearbejdet af Ebbe Lauridsen.

Media Disinformation om krigen i Jugoslavien: Dayton-fredsaftalerne Revisited

21. november (2005) er det ti år siden underskrivelsen afDayton-fredsaftalerne, der afsluttede krigen i Bosnien, en af de 6 republikker i Jugoslavien.

Den USA-mæglede aftale er blevet rost, fordi den bragte myrderierne i Bosnien til ophør. Mens det er sandt, er det mindre kendt, men et langt vigtigere faktum, at USA var hovedansvarlig for overhovedet at starte krigen.

Tilhængere af aftalerne fastholder, at krigen skyldtes etniske forskelle mellem serbere, kroater og muslimer i Bosnien. Der har været fjendskab mellem disse grupper i mange år, men i løbet af de 45 år siden slutningen af Anden Verdenskrig og indtil Jugoslavien begyndte at gå i opløsning i 1990, var de forskellige grupper i stand til at leve fredeligt sammen, så hvorfor faldt Jugoslavien fra hinanden, og især hvad var det, der forårsagede krigen i Bosnien? Det er det spørgsmål, som resten af denne artikel vil tage fat på.

USA undergravede Jugoslavien’s suverænitet primært ved hjælp af økonomisk arm-vridning og ved direkte politisk og militært rænkespil. USAs indblanding i Jugoslavien kostede mellem 20.000 og 60.000 mennesker livet i Bosnien, i hundredtusindvis af sårede, millioner af flygtninge og andre rædsler og ødelæggelse, som en krig kan forårsage.

Påbud mod Jugoslavien og Bosnien
Det er ikke nødvendigt at ty til nogen konspirationsteori for at vise, hvorfor Jugoslavien blev opløst. Årsagerne fremgår af offentlige udtalelser, især vedrørende det økonomiske pres, Jugoslavien blev påtvunget.

I to årtier op til 1980 var Jugoslavien i fremgang med en årlig vækst i BNP på i gennemsnit 6,1 procent. Lægebehandling var gratis, 91 procent af befolkningen kunne læse og den forventede levealder var 72 år. (2) På mange områder var levestandarden bedre i Jugoslavien end i USA.

I 1980 begyndte tingene at falde fra hinanden, da Jugoslavien kort efter Marshall Titos død begyndte at komme i gæld til internationale kreditorer. For at tilbagebetale denne gæld måtte Jugoslavien acceptere aftaler om gældsomlægning med Den Internationale Valutafond (IMF), som øgede udlandsgælden endnu mere. (3)

Op gennem 1980-erne, udskrev IMF med jævne mellemrum yderligere doser af sin bitre økonomiske medicin. Som et resultat heraf var industriproduktionen i 1990 faldet med 10 procent (4), statslige indtægter, der skulle have været brugt som overførsler til republikker og provinser, gik i stedet til at servicere Forbundsrepublikken Jugoslavien’s gæld. Delrepublikkerne måtte klare sig selv.

På det tidspunkt var Reagan-administrationens krig mod de fattige i gang i USA, og det blev besluttet også at rette denne kampagne mod menneskers velfærd i kommunistiske lande. I 1984 blev der iværksat en kampagne specifikt rettet den jugoslaviske økonomi med det formål at fremme en “stille revolution for at vælte kommunistiske regeringer og partier”, samtidig med en reintegrering af landene i Østeuropa i en markedsorienteret økonomi. ” Det fremgår af et hemmeligt notat: NSDD 133 (5) Således begyndte Reagans hemmelige plan for interventioner med det formål at vælte kommunistiske stater.

I 1989 iværksatte Jugoslaviens premierminister Ante Markovic et reformprogram med henblik på at afbetale lån. Programmet omfattede privatisering eller lukning af statsejet industri, nedskæring af sociale programmer og subsidier samt fastfrysning af lønninger. Det er de samme ”reformer”, der er iværksat af IMF og Verdensbanken mod andre nationer i de sidste to eller tre årtier.

Levestandarden faldt 18,1 procent mellem januar og oktober 1990. Arbejdsløsheden steg til 20 procent, og dermed øgedes spændingerne mellem republikkerne. Da Markovic besøgte Washington, meddelte han præsident George H. Bush, at stigende spændinger mellem nationaliteter ville være en konsekvens af denne nedskærings/privatisering plan. (6)

Så slog USA til. Den 5. november 1990 vedtog Kongressen ”1991 Foreign Operations Appropriations Law 101-513”. En del af denne lov, afbrød uden forudgående varsel, alle støtteordninger, kreditter og lån fra USA til Jugoslavien inden for 6 måneder. Desuden krævede loven særskilte valg i hver af republikkerne plus State Departments godkendelse af valgprocedurer og valgresultat, som betingelse for at støtte til de separate republikker ville blive genoptaget. I februar 1991 krævede Europarådet også, at Jugoslavien afholdt flerpartivalg. Hvis ikke dette blev gennemført, ville landet blive udsat for økonomisk blokade. (7)

Tre uger efter at den amerikanske kongres vedtog denne lov forudsagde en hemmelig CIA-rapport lækket til medierne, at Jugoslavien ville gå i opløsning i borgerkrig, eventuelt inden for det næste år. Dermed var CIA enig i den advarsel som Markovic tidligere havde fremført. (8) I 1991 var gælden steget til 31 milliarder USD. Arbejdsløsheden var over en million og inflationen var 200 percent. (9)

Den føderale jugoslaviske regering var ikke i stand til at betale de enorme renter på sin udlandsgæld endsige at indkøbe råvarer til sin industri. Kreditten kollapsede og beskyldninger brød ud fra alle sider. På dette tidspunkt var der ingen borgerkrig eller løsrivelse endnu. I 1992 var serbere, uanset hvor de boede i Jugoslavien, blevet dæmoniseret af det internationale samfund på grund af deres påståede krænkelser af menneskerettighederne. Det Europæiske Fællesskab (EF) truede i 1991 med at trække 1 milliard USD i planlagt støtte, og en afbrydelse af de økonomiske forbindelser med Jugoslavien, hvis man ikke acceptere mægling. Dette betød, at Jugoslavien ikke fik mulighed for med militær magt at opretholde sin nationale integritet, en rettighed stort set intet andet land vil afstå fra. (10)

Da USA nu var den eneste tilbageværende supermagt, proklamerede Pentagon i 1992 sit imperiale hegemoni over hele verden. Ifølge New York Times af 8. maj 1992 hævdes det i “Defense Planning Guide.”, at den eneste mulig kurs for USA var at tilstræbe fuldstændigt verdensherredømme (pursue complete world domination), og det tilføjes, at intet andet land har ret til at stræbe efter rollen som leder, heller ikke en regional magt. (11)

Den 30. maj 1992 stemte FN ‘s Sikkerhedsråd, for at iværksætte en blokade af resten af den jugoslaviske føderation – Serbien og Montenegro. Formålet med sanktionerne var at forhindre transport af våben fra Serbien til serberne i Bosnien.(12) En af restriktionerne i FN-resolution 757 var et internationalt forbud mod al eksport til og import fra Jugoslavien, et internationalt forbud mod alle udenlandske investeringer og kommercielle kontakter med Jugoslavien og en international fastfrysning af Jugoslaviens bankkonti.(13)

Samme dag blokaden blev iværksat, erklærede præsident George H. Bush national undtagelsestilstand, med den begrundelse, at “de alvorlige begivenheder i Serbien og Montenegro udgør en usædvanlig og ekstraordinær trussel mod USA’s nationale sikkerhed, økonomi og udenrigspolitik.” (14) En grov overdrivelse i betragtning af den relative økonomiske og militære magt af de to nationer.

En af følgerne af sanktionerne var, at statslige selskaber ikke længere kunne være konkurrencedygtig på verdensmarkedet, og derfor kunne multinationale selskaber købe dem til lave priser. Mindre end en måned efter, at FN-resolutionen blev vedtaget fik hundredetusinder af arbejdere deres løn reduceret.(15) USA’s 6. Flåde håndhævede blokaden, der startede i 1992. 1996 var 74.000 skibe blevet standset.(16) Den 25. juni 1991 erklærede Slovenien og Kroatien deres uafhængighed af Jugoslavien og i midten af 1992 blev Jugoslavien reduceret til Serbien og Montenegro.

I oktober 1993 var sundhedssystemet blevet markant forringet og virkningerne var ødelæggende. 90 procent af landets indenlandske medicinproduktion ophørte. En seksårig dreng havde leukæmi, men gratis medicin var ikke længere tilgængelig. Den første af 8 nødvendige behandlinger kostede 812 USD, mere end det dobbelte af forældrenes samlede månedlige løn. Hospitaler måtte give ikke-screanede blodtransfusioner. Medicin til psykiatriske patienter slap op.

Det gennemsnitlige daglige indtag af kalorier faldt med 28 procent i forhold til 1990 og 1,5 millioner mennesker blev klassificeret som underernærede. Dødeligheden i hovedstaden, Beograd, steget fra 79 til 977 pr 100.000 i den samme period. (17) To måneder senere var over 60 procent af landets arbejdsstyrke uden arbejde og den gennemsnitlige månedlige indkomst var faldet fra $ 500 USD til 15 USD. (18)

I september 1994, blev FN blokaden – som tidligere dækkede Serbien og Montenegro – udvidet til at omfatte den del af Bosnien som var under bosnisk-serbiske kontrol. Ifølge FNs Højkommissær for Flygtninge havde Jugoslavien i 1994 over 3,7 millioner flygtninge, den største flygtninge-befolkning i verden. 44 procent var muslimer, 36 procent var serbere og 20 procent var Kroater. (19)

USA’s Intervention i Bosnien
Den første indikation på, at den amerikanske politik snart ville blive gennemført i form af en militær intervention i Bosnien var, da George Kenney, Carnegie Endowment for International Peace og Michael J. Dugan, pensioneret Air Force generel og tidligere stabschef, skitserede en plan i 1992 for hvad de kaldte “Operation Balkan Storm.” De sagde “en sejr på Balkan ville etablere amerikansk lederskab i den Post-Kolde Krigs verden på en måde, operation Desert Storm aldrig kunne.” (20)

Den udenlandske militær intervention i Bosnien startede i 1992, da NATO, sendte en gruppe på omkring 100 tropper til Bosnien, hvor de etablerede et militært hovedkvarter i Kiseljak tæt på Sarajevo. En NATO diplomat sagde dengang i Intelligence Digest af 16. oktober, 1992, at denne operation var “et meget forsigtig første skridt, og det er ikke noget, vi råber højt om. Men det kunne blive starten på noget større..Man kunne argumenterede for, at NATO nu har en fod i døren.” (21)

Ifølge Warren Zimmerman, den amerikanske ambassadør i Jugoslavien under Reagan og Bush administrationerne, var NATOs dominans af Bosnien afgørende. NATOs evne til at “ekspandere” i Østeuropa er på spil, sagde han i 1995. Hvis NATOs besættelse af Bosnien mislykkes, “vil NATOs ekspansion”, ifølge Zimmerman, ”ikke kun se latterlig ud, men det ville være svært at forestille sig, at NATO kunne spille en vigtig rolle andre steder.” (22)

USA tilbød også rådgivning til det bosniske militær. Den 30. april 1994 rapporterede Washington Post, at general John Shalikashvili, formand for USA’s Joint Chiefs of Staff, var taget til Sarajevo for at mødes med bosniske militære ledere. Pens. US Army General Williams E. Odom, mangeårig Pentagon insider, var leder af den amerikanske regerings største spionagentur – det ultra-hemmelige National Security Agency under Reagan-administrationen. I et debatindlæg i New York Times i 1995, påpegede Odom, at besættelsen af Bosnien var en del af en plan for gennem NATO at etablere militær og politisk dominans i Europa og det tidligere Sovjetunionen. (23)

Den bosniske hær blev også ifølge Foreign Affairs of September, October 1995 hjulpet af andre amerikanske militære rådgivere, herunder general John Sewall og generalmajor John Galvin, den tidligere NATO Supreme Commander. Hele den bosniske hær bar amerikanske militære uniformer, som blev leveret af amerikanske militær contractors. (24)

En FN-Sikkerhedsrådsresolution vedtaget den 25. september 1991 indførte en fuldstændig embargo på leverancer af våben og militært udstyr til alle dele af det tidligere Jugoslavien. (25) Dette var et forsøg på at forhindre, at et bål skulle udvikle sig til en skovbrand. Men da USA ønskede, at serberne skulle tabe, besluttede man i november 1994 at hælde benzin på bålet ved ensidigt trække sin støtte til Sikkerhedsrådets våbenembargo. (26)

New York Times beskrev 24 juni 1994 hvordan de nye forsyninger, herunder tunge våben flød ind i Bosnien, efter at USA fik etableret den kroatiske-bosniske alliance. 27). General Charles Boyd udtalte at våbenembargoen for regionen var næsten ikke-eksisterende, og at USA sikrede en regelmæssig strøm af våben til den bosniske hær (28). Pentagon sendt specialstyrker for at træne det bosniske militær. USA deltog aktivt i krigen i 1992-1995 som det ledende element i NATO, og anvendte i stigende grad flyvevåben mod bosniske og kroatiske serbere såvel som mod anti-Izetbegovic muslimske styrker.

Kompleks krig i Bosnien
Krigen i Bosnien var kompleks. Der var flere indbyrdes stridende muslimske grupper og USA valgte at støtte den fraktion, der var ledet af Aleja Izetbegovic. Hovedsageligt var det kroaterne og muslimerne, støttet af USA, mod serberne. Men til tider stod kampen mellem kroater og muslimer.

Den bosniske krig var endnu mere kompliceret end som så. Den mest populære muslimske leder var Fikret Abdic der var imod opløsningen af Jugoslavien. Izetbegovic, der blev støttet af USA, tvang Abdic ud af den bosniske regering. I foråret 1995 blev han sendt i eksil. Derefter stillede han sig i spidsen for en hær allieret med de bosniske serbere imod Izetbegovic’ styrker. (29). Pens. general Charles G. Boyd, stedfortrædende øverstkommanderende for den amerikanske europæiske kommando 1992-1995 skrev i tidsskriftet Foreign Affairs i 1995, at Abdic’s regering i Bihac var “et af de få eksempler på vellykket multietnisk samarbejde på Balkan”. Abdic var medlem af det kollektive bosniske formandskab. Han havde vundet over Izetbegovic i nationale valg og var blevet smidt ud af regeringen, da Sarajevo (Izetbegovic hovedkvarter) afviste en internationalt formidlede fredsaftale.” (30)

Den valgte bosnisk muslimske regering i Tuzla i 1994 hævdede, at den af USA overvågede revision af den bosniske forfatning kun gav energi til de højreorienterede kræfter, Izetbegovic’s Folkeparti for Demokratisk Aktion og Franjo Tudjman’s Demokratiske Union. En bosnisk muslimsk gruppe i det nordvestlige Bihac-område ledet af Abdic i 1994 erklærede sin uafhængighed af den USA-støttede regering i Sarajevo. Som gengældelse iværksatte Izetbegovic et militært angreb mod disse muslimske kræfter, der ønskede fred med deres serbiske og kroatiske naboer. USA organiserede dette angreb på en lovligt valgt muslimsk bosniske regering. Som rapporteret i november 1994 i britiske aviser som the Guardian, the Observer og the Independent, samt i aviser i Frankrig og Tyskland, deltog seks amerikanske generaler i planlægningen af offensiven i juni samme år, et angreb, der var en klar overtrædelse af våbenhvilen.

Izetbegovic-regeringens USA-støttede offensiv i 1994 var i første omgang en succes i Bihac regionen. Men de bosniske serbere, der var allierede med serbere i Kroatien og bosniske muslimske styrker under ledelse af Abdic, indledte et kontraangreb. Amerikanske bombefly under NATO-kommando kom derefter til Izetbegovic’s forsvar. (31)

I april 1994 citerede Washington Post to højtstående FN-embedsmænd for at kritisere USA “for fortsættelsen af krigen i Bosnien, fordi det har givet den muslimsk-ledede bosniske regering det falske indtryk, at Washingtons militære støtte var på vej.” (32)

Dæmonisering af serberne
USA var imod serberne i Bosnien, der blev kendt som fascister, og støttede kroaterne og muslimerne. En betydelig del af verdensopinionen troede på anklagerne mod serberne for at have begået menneskerettighedskrænkelser i borgerkrigen i Bosnien. Serberne blev anklaget for at have oprettet koncentrationslejre, og for at begå massevoldtægter af muslimske kvinder samt at krænke “sikre områder” under krigen, bevidst at angribe civile i Sarajevo og gennemføre massemord i Srebrenica.

Koncentrationslejre
i 1991 skabte et PR-firma furore med en opdigtet historie om, at irakiske soldater dræbte babyer i 1991 ved at trække stikkene på kuvøser på kuwaitiske hospitaler. Samme PR-succes fandt nu sted i Bosnien. I 1993 pralede en repræsentant for et PR-firma i et interview på fransk TV af de tjeneste, han havde ydet regeringer i Kroatien, Bosnien og Kosovo, og hvordan han brugte en liste på 200 nøglepersoner til at skabe den offentlige mening. “Hastighed er afgørende. Det er den første påstand, der virkelig tæller. Alle efterfølgende benægtelser er helt virkningsløse. “Han sagde, at efter at Newsday i juni 1992 publicerede en artikel om serbiske lejre. “overlistede vi tre store jødiske organisationer. I august foreslog vi, at de skulle offentliggør en annonce i New York Times og organisere demonstrationer uden for FN. ”

“Når de jødiske organisationer kom ind i spillet på de [muslimske] bosnieres side, kunne vi straks sidestille serberne med nazisterne i den offentlige opinion. Næsten med det samme var der en klar ændring af sproget i pressen med brug af ord med højt følelsesmæssigt indhold såsom “etnisk udrensning”, “koncentrationslejre” osv, der fremkalder billeder af Nazi-Tyskland og gaskamrene i Auschwitz. ” (33)

Voldtægt
Serberne blev også anklaget for systematisk voldtægt som en del af en organiseret serbisk statslig politik. I 1992 og 1993 hævdede tre nyhedsindslag, at medlemmer af den bosnisk-serbiske hær havde voldtaget mellem 20.000 og 100.000 muslimske kvinder. Ms magasin kørte en historie, der beskyldte bosniske serbere for at have voldtaget med det formål at producere pornografiske film. Men ifølge resultater fra Helsinki Watch og Human Rights Watch, blev ingen sådanne film nogensinde fundet. (34)

I januar 1993 blev det i en rapport godkendt af Det Europæiske Fællesskab anslået, at 20.000 muslimske kvinder var blevet voldtaget som en del af en serbisk strategi, men et medlem af efterforskningshold sagde, at skønnet over 20.000 ofre var baseret på faktiske interviews med kun fire ofre – to kvinder og to mænd. Rapporten var baseret på oplysninger fra det kroatiske sundhedsministerium. (35)

Newsweek rapporterede, at op til 50.000 kvinder blevet voldtaget i Bosnien. En bidragyder til artiklen oplyste, at tallet var en ekstrapolation på interviews med 28 kvinder. (36)

Voldtægt i krig er ikke ualmindeligt og beskyldninger om voldtægt er en del af krigspropagandaen, og potentialet for det findes i de fleste hære, men at bestemme nøjagtigheden af rapporter er ikke altid let.

Sikre områder
Serberne blev dømt for at krænke “sikre områder”, seks bosniske byer omgivet af serbisk besatte territorier. De var i virkeligheden områder, hvorfra den amerikansk støttede bosniske hær kunne angribe de bosniske serbere. FNs generalsekretær Boutros Boutros-Ghali bekræftede dette i en rapport til FN ‘s Sikkerhedsråd den 30. maj 1995, hvor han sagde, at “de bosniske serberes reaktion på offensiver lanceret af [den amerikanske støttede bosnisk] regeringshær fra sikre områder generelt har været at svare igen mod militære mål inden for disse områder. ” (37)

Sarajevo
1992 dræbte en eksplosion i en fødevarekø i Sarajevo 14 mennesker. Adskillige uger senere viste en undersøgelse, at en mortérgranat umuligt kunne have forårsaget en sådan explosion. (38)

Feb 5, 1994 blev et udendørs marked i Sarajevo angrebet, og 68 mennesker døde. Det blev kaldt en serbisk grusomhed. En FN-analyse af krateret viste imidlertid, at Izetbegovic styrker var ansvarlige for eksplosionen.

Året efter dræbte en bombe på et marked i Sarajevo 37 mennesker. Dette blev brugt som påskud for iværksætte 4.000 US- NATO bombetogter. David Binder i New York Times citerer fire forskellige militære kilder, der bestrider den FN-rapport, der beskyldte de bosniske serbere for eksplosionen.
En canadisk specialist fortalte Binder, at tændsatsen til en mortergranat fundet på markedspladsen “overhovedet ikke var fra en mortergranat.” To anonyme amerikanske embedsmænd sagde, at baseret på banen, kraterets ringe dybde, og fraværet af enhver skinger fløjtelyd, indikerede, at granaten enten blev affyret fra meget tæt hold eller var faldet ned i mængden fra et nærliggende tag. (39)

I vinteren 1993-1994 bombarderede kroatiske styrker den bosniske by Mostar langt hårdere end hovedstaden Sarajevo var blevet bombarderet af serberne, men sidstnævnte fik langt mere presseomtale. (40).

Srebrenica
En serbisk nedslagtning af 8.000 bosniske muslimer skulle angiveligt har fundet sted mellem den 14. juli og 17 juli 1995 i eller i nærheden af byen Srebrenica. Den 5. november 2003 tog den bosnisk-serbiske regering ansvaret for denne massakre, men ikke for det nævnte antal af dræbte.

Skepsis vedrørende denne tilståelse er på sin plads, da regeringen var udsat for et stort pres fra den USA-installerede koloniale administration over Bosnien. Milosevic bliver i den verserende krigsforbryderretssag beskyldt for at være ansvarlig for denne nedslagtning. (41),(42) Men Milosevic var leder af den jugoslaviske regering og ikke de bosniske serbere. (Efter sin død blev Milosevic frikendt for disse forbrydelser)

Krajina
Serbere var også ofre for massedrab. I begyndelsen af august 1995 sendte kroaterne mellem 200.000 og 700.000 på flugt, næsten hele befolkningen i Krajina. Antallet af civile døde og savnede serbere i Krajina var over 2,500. (43). USA’s udenrigsminister Warren Christopher sagde, at en knusende militær offensiv var “til vores fordel.” Forberedelsen af de kroatiske styrker til stormløb var ifølge The Independent en klassisk CIA operation. (43a) London Times sagde, at regionen vrimler med tidligere amerikanske generaler. (43b)

Clinton-administrationens støtte til invasionen var en vigtig faktor i at skabe dette mareridt. Den foregående måned mødtes Warren Christopher og den tyske udenrigsminister Klaus Kinkel med den kroatiske diplomat Miomir Zuzul i London. På dette møde gav Christopher sin godkendelse af en kroatiske militær aktion mod serberne i Bosnien og Krajina. To dage senere godkendte også den amerikanske ambassadør i Kroatien, Peter Galbraith Kroatiens invasionsplan. ” (44)

CIA indgriben
Fem britiske aviser blev i 1994 citeret for at dokumentere amerikanske indblanding i Bosnien. Medier i Frankrig, Tyskland og Italien beskrev også CIA’s storstilede involvering i den voksende krig i Bosnien. Pressedækningen omfattede oplysninger om taktiske operationer, deling af satellitinformation og styring af lokal lufttrafik. Enheder af både de kroatiske og bosniske hære blev angiveligt uddannet i USA, og inden for denne region har amerikanske styrker baseret i Bosnien ydet bistand til etablering af landingsbaner og organisering af store våbentransporter gennem Kroatien til de bosniske styrker. (45)

Tidligere Fredsplaner
Forud for Dayton fredsaftalerne nægtede USA at acceptere to fredsplaner som efter sigende var meget lig den, der blev vedtaget i Dayton. Mange liv ville have været sparet, hvis en af disse planer var blevet vedtaget.

I et forsøg på at forhindre borgerkrig i Bosnien, blev Cutileiro-planen fra 18-19. marts 1992 underskrevet af Izetbegovic, men næsten med det samme vendte han 180 grader og afviste den, efter at USA saboterede planen ved at sige, at man var parat til at anerkende Bosnien som et selvstændigt land. Den 22. marts blev borgerkrigen udvidet til Bosnien. Den 6. april 1992 anerkendte USA og Det Europæiske Fællesskab Izetbegovic’s regering som legitim regering for Bosnien. Derefter fulgte en borgerkrig, der varede tre år. (46).

Den anden plan var Vance-Owen planen, der blev underskrevet i maj 1993. Owen har offentligt udtalt, at Washington underminerede aftalen, efter at den var færdigforhandlet. (47) I denne sammenhæng er det nyttigt at huske ordene fra Pentagons ”Defense Planning Guide” tidligere nævnt: ” Vi skal søge at forhindre fremkomsten af europæiske sikkerhedsaftaler, som ville undergrave NATO. ”

Dayton-fredsaftalerne
Forud for underskrivelsen af aftalerne i august og september 1995 lancerede NATO en massiv luftkrig mod de bosniske serbere, der for første gang i krigen, led store nederlag og territorial tab. (48). Aftalerne blev underskrevet i slutningen af november 1995. Det vigtigste resultat var, at Bosnien blev delt i to dele, en muslimsk-kroatisk og en serbisk.

Næsten umiddelbart efter underskrivelsen blev Presidential Determination 96-7 underskrevet af præsident Clinton, Denne suspenderede sanktioner tidligere iværksat af det amerikanske finansministerium. Men jugoslaviske aktiver “tidligere blokeret forbliver blokeret.” Den nationale “undtagelsestilstand”, erklæret i bekendtgørelse 12808, forbliver i kraft.” Selv om USA fik den ønskede aftale, fastholdt man presset mod serberne. Den bosniske regering har anslået, at omkostningerne til genopbygningen ville beløbe sig til 47 milliarder USD. (49)

Demokrati
Udover påstanden om, at Dayton-fredsaftalerne standsede drabene, er det også blevet fremført, at de udstak en vej til demokrati i Bosnien. Det var ikke det, der skete i virkeligheden.

Bosnien blev de facto underlagt et kolonialt arrangement, da en højkommisær (High Representative) blev udstyret med fulde udøvende beføjelser i alle civile anliggender. IMF blev bemyndiget til at styre den bosniske centralbank. Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling dirigerede omstruktureringen af den offentlige sektor og frasolgte statslige aktiver. Newsweek beskrev præcist Dayton-aftalerne som “mindre en fredsaftale end en erklæring om overgivelse”, og at USA – ledede NATO-styrker (50) “vil have næsten kolonial magt.”

I 1998 intervenerede NATO ved kommunale valg og truede med at ødelægge enhver radio- eller tv-station eller avis, der kritiserede NATOs tilstedeværelse i Bosnien. NATO chefer har underkendt afgørelser ved Serbiens Højesteret og har væltet selve det parlament, hvis valg de præsiderede over. General Wesley Clark meddelte, at NATO-tropper ville skyde med skarpt mod serbere, der kaster sten mod besættelsestropperne. (51)

Carlos Westendorp, tidligere High Representative, udøvede sine beføjelser i 1999 ved at fjerne Nicolas Poplasen, den nyvalgte præsident fra Republika Srpska fra embedet. Poplasen’s støtte til optagelse af Serbien i denne serbiske del af Bosnien placerede ham i Westendorps sigtekorn. “Westendorp udtalte engang til et bosnisk tidsskrift, at hvis Bosniens folkevalgte ikke kan” blive enige om nogle beslutninger, for eksempel pas, nummerplader, eller flag,vil jeg stoppe denne uendelige diskussion. (52)

David Chandler, forfatter til “Bosnia: Faking Democracy After Dayton,” skrev den 20. oktober, 2004, at “højkommisærens internationale beføjelser var blevet voldsomt forøget. Hvad befolkningens engagement i Bosnien eller de valgte repræsentanter angår, har meget lidt ændret sig i de ti år, siden Dayton-aftalen blev underskrevet. Den bosniske offentlighed er blevet udelukket fra omstillingsprocessen. ” (53)

Konklusioner
USA’s regering har deltaget i så mange krige i de sidste 10 år, at det er svært for amerikanerne at forstå, hvad der forårsagede dem alle. Forhåbentlig vil denne beretning, selvom den ikke dækker alle de faktorer, der vedrører Jugoslaviens opløsning, delvist afhjælpe denne mangel. Den fremgangsmåde, der blev anvendt for at destabilisere Jugoslavien, har været brugt før, og vil blive brugt igen, medmindre vi tager ved lære af de forskellige måder, hvorpå vi suges ind i krige.

Krigen i Bosnien er endnu et eksempel på den nytteløse i krig som en måde at løse problemer på. Derudover illustrerer den, hvordan konflikter og krige eskalerer, og at der er behov for fredelige måder at løse uoverensstemmelser på. Denne krig viser også, hvordan årsagerne til konflikt ofte er ulmende og er eskalerende udenfor offentlighedens søgelys længe før, de kommer til offentlige kendskab.

Mens intet amerikansk blod blev udgydt under den bosniske krig, bør de lidelser, der blev påtvunget befolkningen i Bosnien og Jugoslavien, blive husket især i den kommende tid, hvis nogen efter et ny terrorangreb mod os spørger, “Hvorfor hader de os? ”

James A. Lucas is a retired social worker in Dayton, Ohio who is active in anti-war and anti-imperialist endeavors. Currently he is a member of the September 11th Coalition, Dayton Peace Action, Dayton Pledge of Resistance, Veterans for Peace and is focusing at this time primarily on ending the occupation of Iraq
Notes

1. This article is based on essays in the book “NATO in the Balkans: Voices of Opposition”, Sarah Flounders, editor, 1998, and on other sources. 1. New York Times, April 23, 1995

2. Michel Chossudovsky, “Dismantling Yugoslavia, Colonizing Bosnia,” in NATO in the Balkans, ed. Sarah Flounders (New York: International Action Center, 1998), 82

3. Chossudovsky, Dismantling, 83

4. Chossudovsky, Dismantling, 83

5. Chossudovsky, Dismantling, 82

6. Richard Becker, “The Role of Sanctions in the Destruction of Yugoslavia,” in NATO in the Balkans, ed. Sarah Flounders (New York: International Action Center, 1998), 111.

7. Sarah Flounders, “Bosnia Tragedy: The Unknown Role of the Pentagon.” in NATO in the Balkans, ed. Sarah Flounders (New York: International Action Center, 1998), 49

8. Flounders, Bosnia, 51

9. Sam Marcy, “How Imperialism Broke up the Yugoslav Socialist Federation,” in NATO in the Balkans, ed. Sarah Flounders (New York: International Action Center, 1998), 101

10.Becker, Sanctions, 112

11.Sarah Flounders, “Introduction,” in NATO in the Balkans, ed. Sarah Flounders (New York: International Action Center, 1998), 3

12. Flounders, Bosnia, 69-70

13. Becker, Sanctions, 117

14. Becker, Sanctions, 117

15. Becker, Sanctions, 119

16. Becker, Sanctions, 123

17. Becker, Sanctions, 120-121

18. Becker, Sanctions, 122

19.Flounders, Bosnia, 47

20. Gary Wilson, “The Dayton Accords Reshape Europe,”in NATO in the Balkans, ed. Sarah Flounders (New York: International Action Center, 1998), 147

21. Sean Gervasi, “Why is NATO in Yugoslavia?” in NATO in the Balkans, ed. Sarah Flounders (New York: International Action Center, 1998), 24

22. Wilson, Dayton, 147

23. Wilson, Dayton, 144

24. Wilson, Dayton, 155

25. http://www.american.edu/projects/mandala/TED/SERBSANC.HTM

26. Flounders, Bosnia, 69

27. Flounders, Bosnia, 62

28. Wilson, Dayton, 155

29. Wilson, Dayton, 151

30. Flounders, Bosnia, 60

31. Flounders, Bosnia, 59

32. Flounders, Bosnia, 61

33. Flounders, Bosnia, 55

34. Flounders, Bosnia, 56

35. Flounders, Bosnia, 57

36. Flounders, Bosnia, 57

37. Flounders, Bosnia, 65

38. Becker, Sanctions, 118

39. Flounders, Bosnia, 63-66

40. Becker, Sanctions, 122

41. http://abcnews.go.com/International/print?id=926596

42. http://www.glypx.com/BalkanWitness/Sreb2.htm

43. Nikolai Paskhin, “Serbia, Croatia Mark 10th Anniversary of Krajina Serb Expulsion,” August 9, 2005, RIA Novosti (Moscow)

43a.Independent, August 6, 1995

43b.Times, August 5, 1995

44. http://emperors-clothes.com/articles/elich/krajina.html

45. Flounders, Bosnia, 60-61

46. Becker, Sanctions, 116

47. Flounders, Introduction, 5

48. Becker, Sanctions, 124

49. Chossudovsky, Dismantling, 89

50. Flounders, Introduction, 5

51. Flounders, Introduction, 6

52. http://www.isreview.org/issues/08/bosnia.shtml

53. http://www.parliament.the-stationery-office.co.uk/pa/cm200405/cmselect/cmfaff/87/4101207.htm

The original source of this article is Global Research
Copyright © James A. Lucas, Global Research, 2005