Vi er i disse år vidner til en systematisk etnisk udrensning af palæstinensere. Seneste eksempel er familierne i Sheikh Jarrah kvarteret i det besatte Østjerusalem. Palæstinenserne er vor tids indianere. Settler-kolonialismen viser igen sit grimme fjæs. Læs denne artikel fra Month Review:

Planen har hele tiden været, at palæstinenserne skal ud.

I årtier har israelere solet sig i lyset af succes. Efter halvtreds års brutal, ulovlig besættelse og kontrol over hele Palæstina har de formået at vænne verden til realiteterne i den israelske apartheid. Israelerne har troet at være hævet over almindelige juridiske og samfundsmæssige normer, men maj 2021 har knust disse illusioner.

Efter at have været i stand til at kontrollere COVID-19-virussen er den israelske regering vendt tilbage til hovedopgaven nemlig kontrollen med Palæstina. Denne opgave er ikke ny. Den oprindelige befolkning skal fjernes fra deres huse, marker, byer og landsbyer gennem vidtgående racistiske lovgivning.

Dette er ikke et simpelt projekt, men Israel har en lang erfaring i etnisk udrensning – meget længere end statens historie. I over hundrede år – siden 1917 og Balfour-erklæringen – har Vesten støttet opgaven med at rydde Palæstina og gør det fortsat – uden juridiske eller moralske grænser eller standarder for adfærd.

Under tre årtier med britisk kontrol over Palæstina blev der importeret metoder til besættelse, der var udviklet i Nordirland. Den brutalitet, der ramte Irland, blev anvendt i Palæstina, da Winston Churchill i 1922 udnævnte den berygtede chef for den britiske politistyrke under den irske uafhængighedskrig, Henry Hugh Tudor som chef for den palæstinensiske politistyrke, PPF. Den racisme, der blev praktiseret mod katolikker i Irland, blev endnu mere voldsom mod de palæstinensiske arabere.

Britisk støtte til bosætter-koloniseringsprojektet var afgørende for opbygningen af ​​en base – militært, socialt, finansielt og industrielt – for det fremtidige Israel. PPF’s og den britiske hærs brutale metoder under det arabiske oprør 1936-39, blev grundlaget for de zionistiske militser, som var forløberne for den israelske hær, IDF. Israel er blevet “en lille loyal jødisk Ulster” i Mellemøsten, sagde Sir Ronald Storrs, den første militære guvernør i Jerusalem.

Krigen i 1948 resulterede i at zionismen overtog det meste af Palæstina – 78% af landet. Mange i Israel betragtede det imidlertid som et skridt på vejen. Resten af ​​landet måtte overtages. Ben-Gurion, Israels grundlægger og første premierminister skrev i et brev til sin søn , i oktober 1937: ”Min antagelse (det er derfor, jeg er en ivrig fortaler for en stat, selvom den nu er knyttet til deling) er, at en jødisk stat kun på en del af landet er ikke slutningen, men begyndelsen”. Israel har opført sig som en fremmed bosætterkoloni lige siden dets oprettelse, og siden 1967 har dette været den permanente modus operandi for alle israelske regeringer.

I over fem årtier har Israel nægtet alle palæstinensernes rettigheder under dets kontrol, har stjålet det meste af deres ressourcer – landbrugsjord, vand. Titusinder af huse er blevet ødelagt, millioner af træer brændt, titusinder af palæstinensere er blevet fængslet, inklusive tusindvis af børn, og mere end 15 tusind uskyldige palæstinensere er dræbt af IDF. Der er blevet skudt på ambulancer, skoler og universiteter er blevet tvunget til at lukke i årevis, og den sårbare infrastruktur for kommunikation, vand, sundhed, uddannelse, elektricitet, veje, industri og fødevareproduktion og distribution er blevet ødelagt igen og igen.

Over 250.000 palæstinensere blev udvist i kølvandet på krigen i 1967, og et lignende antal har forladt deres land siden som følge af andre krigsforbrydelser, der gjorde deres liv utålelige. Human Rights Watch har fremlagt fakta om de israelske årtier af besættelse i en større rapport i 2019. Det er nu officielt – Israel er en apartheidstat, der begår periodiske og kontinuerlige krigsforbrydelser.

Ingen af ​​disse forbrydelser kunne have fundet sted uden aktiv støtte fra USA, EU, Storbritannien, Canada og Australien (og Danmark!), der har forsynet Israel med en diplomatisk paraply i FN og gjort det umuligt at forfølge den fredelige mulighed, der blev brugt i sagen om apartheid Sydafrika – boykot, frasalg og sanktion mod israelsk apartheid, illegal besættelse og krigsforbrydelser gennem mere end syv årtier.

Hver gang Israel tvinger situationen ind i et eksplosivt punkt, insisterer USA og dets allierede på Israels ‘ret til at forsvare sig’, som om ødelæggelse af Gaza eller Beirut er en form for forsvar. Ikke én gang nævnte de vestlige nationer palæstinensernes ret til at forsvare sig. De mangler menneskerettigheder af enhver art – rettighederne til selvbestemmelse, til at leve i fred, til uddannelse, til sundhed eller beskæftigelse.

Det, vi nu er vidne til, er langt mere alvorligt end de to intifader og angrebene på Gaza. Israel har startet en brand, som den muligvis ikke kan slukke. Palæstinensere i Jaffa, Lydda, Ramleh, Haifa, Nazareth og selvfølgelig i Jerusalem og Gaza rejser sig mod det racistiske, brutale og uretfærdige bosætter-koloniale samfund, der har ødelagt deres liv i over et århundrede lige siden starten af ​​den zionistiske kolonisering af Palæstina.

Det israelske samfund har aldrig været mere indbildsk, racistisk og nationalistisk end i det sidste årti under Netanyahu. De fire år af Trump-administrationen har i høj grad bidraget til illusionen om total straffrihed, og regeringen har øget tempoet for jordkonfiskering og ulovlig ødelæggelse af huse, hvilket beviser, at de har til hensigt at presse så mange palæstinensere ud af deres land og gøre livet for de resterende umuligt.

Men nu brænder gaderne. Palæstinensere – de med de få rettigheder, som Israel stadig giver dem, eller deres brødre og søstre i de ‘besatte områder’, der mangler enhver form for rettigheder, handler nu sammen mod grusomhederne i den israelske koloniale kontrol.

Lad os overveje farerne ved denne nye, hidtil usete situation. Det såkaldte internationale samfund, svagt og magtesløst, er nu mindre tilbøjelige end nogensinde til at bevæge sig mod en retfærdig løsning i Palæstina ved at anvende sanktioner mod Israel. De arabiske regimer i alle farver er i en identitetskrise, indviklet i krige startet af Vesten – i Irak, Syrien, Libyen og Yemen.

Israel føler sig sikker på Vestens manglende politiske vilje til at gribe ind i tilfælde af yderligere krigsforbrydelser. Fristelsen til at blive det racistisk Israels nationalhelt gennem yderligere etnisk udrensning kan vise sig at være for meget for Netanyahu.

Læs originalartiklen her: https://mronline.org/2021/05/13/israels-illusion-of-normality-collapses-may-2021/