Udgør Kina en trussel mod USA – og dermed os?

Ønsker Kina at svække eller underminere USA? Eller drives Kinas vækst af indenrigspolitiske faktorer? Har Kina en ”grand strategy”, hvis ja, hvad er så de primære mål? Er Kinas opstigen en trussel for USA’s førerposition? Eller det amerikanske folk? Eller måske vigtigst: Skal USA prioritere sin geopolitiske førerposition over hensynet til sine borgere?

Det bliver ikke diskuteret i USA – eller for den sags skyld i Danmark. Vi har ligesom amerikanerne købt den uspecificerede tese om den kinesiske trussel.

På trods af anti-Kina hysteriet vil de fleste sikkert være enige i at Kina ikke har planer om at invadere USA. Det ville være en ”Mission impossible”. Ej heller agter Kina at indlede et atomangreb. Landet har kun 320 sprænghoveder mod USAs mere end 5.800. Og Kina ønsker formentlig heller ikke at lægge hindringer i vejen for den fri sejllads på verdenshavene, som Tyskland gjorde i 2. Verdenskrig. Kina har en større international handel end USA, og har en klar interesse i en fri sejllads.

Og det er også en kendsgerning, at der er sket en ændring i den militære balance mellem USA og Kina. I 1996 sendte præsident Clinton to hangarskibe til det kinesiske hav for at true Kina til at afholde sig fra aggressioner mod Taiwan. I dag ville disse skibe være lette mål for kinesiske hypersoniske missiler.

En af USA’s klogeste strategiske tænkere, George Kennan (1904-2005) skrev, at udfaldet af den geopolitiske konkurrence mellem USA og Sovjet blev bestemt af USA’s evne til over for verden at skabe en tro på, at USA ved hvad det vil, og som afbalancerer sine forpligtelser som verdensmagt med hensynet til sine egne borgere, og som har en ”spiritual vitality”.

Kennan tilføjede, at med denne ”spiritual vitality” skulle USA opdyrke flere venner og allierede. Han talte også for beskedenhed og sagde, at USA skulle undgå at fornærme Sovjetunionen, da de to lande stadig skulle kunne være på talefod.

Den strategi lykkedes i forhold til Sovjet. Mærkeligt nok lader det ikke til, at der i dag foreligger en tilsvarende strategi i forhold til Kina på trods af, at Kina er en mere formidabel rival med en befolkning, der er fire gangs så stor og en historie, der går 4000 år tilbage i tiden.

Hvis Kennan har ret, vil Kina gå af med sejren. USA er det eneste større industriland, hvor reallønnen for den nederste halvdel af befolkningen er forringet over de sidste 30 år, hvilket har skabt en udbredt desperation i den hvide arbejderklasse.

I Kina har 1,4 milliarder kinesere oplevet en helt ekstraordinær fremgang i levestandarden. De sidste 40 år har været de bedste i 4.000 år. Kinas kultur, selvbevidsthed og moral vokser i modsætning til situationen i USA.

Hvis Kennen havde været i live i dag ville han have været dybt foruroliget. Han var imod Irak-krigen i 2003. Hvis USA i stedet for at bruge 5,3 billioner $ på de efterfølgende krige i Mellemøsten havde brugt pengene i USA, ville det svare itl 33.000 $ til hver amerikaner. Det var derfor, at Eisenhower i 1953 sagde, at ”hver kanon, som produceres, hvert krigsskib, der søsættes, hver raket, der affyres i sidste ende udgør et tyveri fra de, der sulter og ikke får mad, fryser og ikke får tøj.

USA er stadig rigere end Kina med en per capita indkomst på ca. 63.000 $ imod Kinas 9,700 $. Men da Covid 19 ramte, oplevede Kina 0,33 døde pr 100.000 personer, mens tallet for USA var 27! Det er et fingerpeg om, at Kina har investeret massivt i institutioner og offentlig service, mens USA har negligeret dem. Det var præsident Reagan, der startede nedturen for USA med ordene. ”Statslig styring (government) er ikke løsningen, det er problemet”.

Er USA i stand til at skifte kurs og fokusere mere på sin egen økonomiske og sociale udvikling i stedet for at kaste penge ud på udenrigspolitiske eventyr? Det bliver ikke let, blandt andet fordi det amerikanske forsvar lever højt på et indviklet lobby-system.

Selvom Kinas indflydelse er vokset, har landet intet ønske om at træde i USA’s sko som verdens leder. Kina har kun ét strategisk mål: At blive stærk nok til at forhindre en gentagels af den ydmygelse, landet blev udsat for fra Opiumskrigen i 1842 til afslutningen af 2. Verdenskrig. Kina har genvundet sin styrke takket være den regelbaserede internationale orden. Og den ønsker Kina ikke at ødelægge.

Kina kan sagtens samarbejde med USA inden for disse rammer. Et velstående Kina kan sagtens leve i fred med et velstående USA.

Alt er ikke tabt. USA kan ændre kurs, men det kræver tænkere som Kennan. USA skal holde op med at fornærme modstandere. Det skal opdyrke venner og allierede og fokusere på sine egen ”spirituelle vitalitet”.

Det samme gælder Danmark og Europa.

Denne artikel er en oversættelse og bearbejdning af China:

”Threat Or Opportunity?

If great power contests are determined by domestic “spiritual vitality,” China is winning.”

af Kishore Mahbubani

China: Threat Or Opportunity?