At psykologisere over Putin er en blindgyde. For at forstå hans handlinger må man først og fremmest være realist. I løbet af det tyvende århundere opstod en række realistiske skoler inden for udenrigspolitik. Det er i denne tradition vi skal forstå Putin.

De byggede på antagelser som
– at det er stater og ikke individer, der er de centrale aktører i udenrigspolitikken
at det internationale politiske system er anarkisk. Der er ingen overnational autoritet, der kan tvinge regler ned over andre stater
– at aktørerne i det internationale system er rationelle med det formål at fremme egne interesser
– at alle stater ønsker magt, så de kan sikre egen selvopholdelse

Hvis vi ser verden med de briller, kunne den fx se sådan ud: Vi er på vej ind i en ny verdensorden. Den monopolære epoke med USA som verdens absolutte enehersker er ved at rinde ud og bliver erstattet af en bipolær eller multipolær verdensorden. Aktørerne i denne orden er på den ene side Vesten med USA i spidsen, på den anden side Eurasien med Kina og Rusland i spidsen.

Europa er ved at komme i klemme i den proces, fordi vi er nært knyttet til USA, men også har store interesser i et tæt og positivt forhold til Eurasien og især Rusland. Krigen i Ukraine og de efterfølgende sanktioner har Europa kostet dyrt.

USA ser en interesse i skyde en kile ind mellem Europa og Rusland, og det er indtil videre lykkedes. Næste skridt på vejen mod en stærkere integration mellem USA og EU er TTIP-aftalen. Den handler ikke kun om konkurencefordele for store amerikanske selskaber. Den handler også om geopolitik.