Vejprojekt i Xinjiang – en del af den nye silkevej: Kan man fremme en fredelig udvikling i verden og mindske etniske spændinger gennem udvikling af nye handelsveje?

Samarbejde Danmark-Kina

Gennem de seneste år har vi oplevet en stadigt mere hysterisk koldkrigspropaganda rettet mod Kina, men for 5 år siden så det anderledes ud. 11. maj 2015 markerede udenrigsminister Martin Lidegaard og Kinas udenrigsminister Wang Yi 65 års dansk-kinesisk samarbejde med en fælles kronik i Jyllands-Posten. Den 11.maj 1950 etablerede Danmark nemlig – som et af de første vestlige lande – diplomatiske forbindelser med Kina, og siden er det blevet underbygget af en stærk og voksende gensidig tillid, skriver de to udenrigsministre.

I 2014 oversteg samhandlen 10 milliarder USD (svarende til ca. 70 milliarder DKK).  Det gør Kina til Danmarks største handelspartner i Asien. Danmark er et af de europæiske lande, som har mest handel og de største investeringer i Kina per indbygger. Mere end 40 byer, regioner og provinser i Kina var i 2015 engageret i et direkte samarbejde med Danmark.

Samarbejdet har også fået voksende strategisk betydning, som rækker ud over det bilaterale forhold. Kina lægger vægt på Danmarks rolle i EU, og anerkender den konsistente danske opbakning til frihandel som en vigtig del af EU’s handelsrelationer.

65-års jubilæet bruges som anledning til yderligere at konsolidere forholdet, skriver de to udenrigsministre. ”Vi vil opgradere det dansk-kinesiske samarbejde med udgangspunkt i den økonomiske og sociale forandringsproces i hvert land. Et fælles arbejdsprogram vil danne rammen om konsolidering og udvidelse af det bilaterale samarbejde på traditionelle områder som søtransport, energi, beklædning og medicinalvarer”.

”Kina ser Danmark som en velkommen deltager i Den Asiatiske Infrastruktur Bank (AIIB). Vi vil begge bidrage til det nye Silkevejs-initiativ (BRI) som led i samarbejdet mellem EU og Kina og for at personer, forretningssamarbejde, varer, kapital og teknologi kan flyde på tværs af det Euroasiatiske kontinent. Vi er klar til aktivt at fremme samarbejdet mellem Kina og de nordeuropæiske lande og til at styrke indholdet af samarbejdet mellem Kina og Europa”.

”I år er det 70-års jubilæum for grundlæggelsen af De Forenede Nationer (FN) og afslutningen på Anden Verdenskrig. Kina og Danmark benytter lejligheden til at styrke samarbejdet i FN og andre multilaterale institutioner i det internationale samfund og for i fællesskab at tage fat på globale udfordringer. Vi vil fremme denne nye form for internationalt samarbejde gennem samarbejde til gensidig gavn for at bidrage til verdensfred og fælles udvikling”.

”Der er sket meget i løbet af de sidste 65 år, og vi er fast besluttede på at drive samarbejdet yderligere fremad. Vi arbejder hånd i hånd for at tilføje endnu flere elementer til det omfattende dansk-kinesiske strategiske partnerskab, så det bliver en model for samarbejde mellem lande med forskellige historiske baggrunde, sociale systemer og udviklingstrin og kan tjene som et mønster for udbyggede relationer mellem Kina og de nordiske lande, mellem Kina og Europa og sågar for relationer mellem Kina og vestlige lande generelt”, slutter de to udenrigsministre.

I dag 5 år senere har piben fået en anden lyd. Den særlige rolle, som Danmark kunne have spillet, er ved at blive sat over styr. Historier om koncentrationslejre for muslimer i Xinjiang, undertrykkelse af demokratibevægelse i Hongkong, flådemanøvrer i Det sydkinesiske Hav flyder over i de danske medier, og Huawei, verdens førende leverandør af 5G netværk, beskyldes for spionage og overvågning. Der tegner sig et billede af en gigantisk, koordineret PR-indsats.

Det resulterede i at medier og politikere over en bred kam accepterede et drastisk kursskifte i forholdet mellem Danmark og Kina. Og SF og Enhedslisten spillede rollen som nyttige idioter

Da præsident Obama ændrede kurs over for Kina, fulgte Danmark trop. Da Trump-administrationen skærpede retorikken og ikke længere ville stå model til Kinas ’aggressioner’, ’undertrykkelse’ og ’løftebrud’, fulgte danske medier og politikere trop.

Kinas fremtidige rolle i verden

Dansk Institut for Internationale Studier, (DIIS) opstiller i en analyse af Kinas rolle i den globale udvikling tre mulige fortolkningsrammer: Lidt forsimplet kan man tale om realismen, liberalismen og konstruktivismen – som hver især rummer væsensforskellige perspektiver på, hvad vi kan forvente af Kinas opstigning, skriver Andreas Bøje Forsby, DIIS.

Realisterne anlægger et pessimistisk perspektiv. Historien er dømt til at gentage sig selv, idet et mere magtfuldt Kina før eller siden vil udfordre USA’s dominerende position, ikke mindst i Asien og Stillehavsområdet – ganske som da et fremadstormende USA i det 19. århundrede smed de europæiske stormagter ud af den vestlige halvkugle. I takt med at Kinas økonomiske og geopolitiske ressourcer vokser, vil landets interesser og indflydelsessfære ligeledes ekspandere, hvilket uvægerligt vil bringe Beijing i karambolage med Washington. Sideløbende vil kineserne i stigende grad sætte spørgsmålstegn ved de internationale institutioner og magtstrukturer, som amerikanerne har opbygget i kraft af deres mangeårige hegemoniske position. Det gælder især amerikanernes vidtforgrenede netværk af baser og alliancestrukturer, dollarens dominerende position på verdensmarkederne samt de vestlige landes særstatus i internationale institutioner som IMF og Verdensbanken.

Liberalisterne er i følge Forsby rundet af en langt mere progressiv historieforståelse, som afføder et ganske anderledes syn på Kinas opstigning. Det internationale statssystem er måske nok anarkisk i sin struktur, men til gengæld giver globaliseringen, kollektive udfordringer, internationale institutioner og markedsøkonomiske logikker staterne en række stærke incitamenter til at samarbejde og koordinere deres indbyrdes relationer. Ifølge liberalisterne er den eksisterende internationale orden med sine åbne, multilaterale samarbejdsinstitutioner særdeles velegnet til at integrere et opstigende Kina og hermed sikre landet de fornødne udviklingsmuligheder. I takt med at Kina af egen interesse åbner sig for omverdenen og tilslutter sig den liberale internationale orden, forventes de kinesiske magthavere først og fremmest at koncentrere sig om befolkningens velfærd og hjemlige udviklingsmål – og med tiden liberalisere Kinas samfund og politiske system for at styrke landets konkurrenceevne i den globale økonomi. I liberalismens optik behøver et opstigende Kina således hverken at være specielt selvhævdende eller revisionistisk.

Fra et konstruktivistisk perspektiv, hvor fokus rettes mod den sociale konstruktion af international politik, er Kinas opstigning blevet udlagt på forskellig vis. De fleste konstruktivister er optaget af, hvordan Kinas egne normer og værdier former landets opstigning. Visse konstruktivister fremhæver de pacifistiske og harmoni-stræbende elementer af Kinas konfucianske kulturarv, som indebærer, at landet – modsat tidligere opstigende stormagter – vil forfølge en fredelig opstigning.

Fredsøkonomi?

For et årti siden indledte Kina en fredsøkonomi uden at lade sig forstyrre væsentligt af tiltagende angreb fra USA og Vesten. Er det måske denne kinesiske, ikke-aggressive måde at tænke fremadrettet på, der har gjort Kina til en sådan succeshistorie? At overvinde vold ved ikke-vold er indgraveret i 5000 års kinesisk historie.

På trods af gentagne påstande fra Vesten er Kinas mål ikke at erobre verden eller at “erstatte” USA som det nye imperium. Tværtimod. Alliancen Kina-Rusland og Shanghai Cooperation Organization (SCO) søger en multipolær verden med mere retfærdighed for alle – dvs. mere retfærdig handel i betydningen “win-win”, hvor alle parter har samme fordel. Dette er også en politik, der føres af det nye økonomiske partnerskab, RCEP handelsaftalen med 15 lande, der blev underskrevet på det 37. ASEAN-topmøde – 11. november 2020 i Vietnam samt af præsident Xis nye silkevej (BRI ), der blev lanceret i 2013 af præsidenten selv.

Kina tilbyder fredeligt samarbejde. I 2014 rejste Xi til Tyskland for at foreslå kansler Merkel, at Tyskland blev det vestligste link til BRI. Dette ville have været en åbning for hele Europa. Merkels svar var imidlertid ikke positivt. Xi vendte tilbage til Beijing – ingen bad feelings, og Kina fortsatte processen med at forbinde landene på kloden med transportinfrastruktur, industrivirksomheder, uddannelses- og forskningsprojekter såvel som kulturelle udvekslinger med respekt for de enkelte landes monetære og politiske suverænitet.

Efter at have outsourcet de fleste produktionsprocesser til Kina, har Covid-krisen nu vist, hvor afhængig Vesten er af varer, der produceres i Kina lige fra sofistikeret elektronisk udstyr til lægemidler. Eksempelvis er 90% eller mere af antibiotika eller ingredienser til antibiotika fremstillet i Kina. Lignende procentsatser gælder for anden vigtig vestlig import.

Kina har også udviklet en ny digital international Renminbi (RMB) eller Yuan, der snart rulles ud til brug for monetære transaktioner af alle slags, inklusive overførsler, handel og endda som reservevaluta. Den kinesiske Yuan er en stadig stærkere reservevaluta og denne tendens vil blive forstærket gennem RCEP og BRI.

Denne udvikling opfattes af USA som dybt bekymrende. Det dollarhegemoni, som USA har opbygget siden 2. verdenskrig med såkaldte Fiat-penge, – dvs. penge, der ikke er understøttet af konkrete værdier som fx guld – vil ophøre, og US-dollarens status som reservevaluta vil dermed forsvinde.

Den kinesiske Yuan kan gradvist erstatte US-dollar som reservevaluta fordi Yuan er en stabil, guldbaseret valuta, og ydermere er understøttet af en solid økonomi, der forventes at vokse i covid-året 2020 med måske så meget som 3,5%, mens de vestlige økonomier kan imødese en minusvækst på mellem 12% (EU-forudsigelser) og op til 35% (US FED-forudsigelse).

Den amerikanske dollar og dens herredømme over det internationale betalingssystem, SWIFT er blevet brugt massivt til sanktionering af en række lande, som USA ikke kan lide, samt ulovlig konfiskation af aktiver som det fx er sket i forhold til Venezuela.

At undgå denne ”dollartvang” er mange landes drøm. Derfor vil handel, investering og handel med den kinesiske valuta være en velkommen mulighed for mange suveræne nationer.

Kinas økonomiske resultater og fremadrettede perspektiver kan opsummeres i to større begivenheder eller globale programmer. Den netop underskrevne frihandelsaftale med 14 lande – de 10 ASEAN-lande plus Japan, Sydkorea, Australien og New Zealand. RCEP var otte år undervejs, men endte med at samle en gruppe lande omkring frihandel på omkring 2,2 milliarder mennesker, eller ca 30% af verdens BNP.

Ud over denne største handelsaftale i menneskehedens historie knytter den også an til Den nye Silkevej (BRI), som i sig selv allerede består af mere end 130 lande og mere end 30 internationale organisationer. Kina og Rusland har et langvarigt strategisk partnerskab, der indeholder bilaterale aftaler, der også indgår i denne nye handelsaftale – plus landene i Centralasiens økonomiske union (CAEU), der hovedsagelig består af tidligere sovjetrepublikker.

Det utal af aftaler og underaftaler mellem lande, der vil samarbejde med RCEP, er bundet sammen af ​​Shanghai Cooperation Organization (SCO), der blev grundlagt den 15. juni 2001 i Shanghai som en mellemstatslig organisation, der består af Kina, Rusland, Kasakhstan , Kirgisistan, Tadsjikistan og Usbekistan. Formålet med SCO er at sikre sikkerhed og opretholde stabilitet i den store eurasiske region, forene kræfter for at modvirke nye udfordringer og trusler og styrke handel samt kulturelt og humanitært samarbejde.

Meget af finansieringen til RCEP- og BRI-projekter kan komme i form af lån med lav rente fra Kinas asiatiske infrastruktur- og investeringsbank (AIIB) og andre kinesiske og deltagende landes nationale finansieringskilder. I de hårde tider, der kan ventes efter Covid-krisen, kan mange lande hurtigere komme sig efter de enorme socioøkonomiske tab skabt af pandemien.

Kernen i RCEP-aftalens handelsaftaler er, at de vil blive gennemført i lokale valutaer og i Yuan – ingen US-dollar. RCEP er et massivt instrument til de-dollarisering i Asien-Stillehavsområdet, og gradvist resten af ​​verden.

Meget af BRI-infrastrukturinvesteringerne kan finansieres af andre valutaer end US-dollar. Den amerikanske dollar er allerede i massiv tilbagegang. For 20 år siden blev 90% af alle verdensomspændende reserveaktiver denomineret i US-dollars. I dag er denne andel faldet til under 60% – og faldet fortsætter.

USA og NATO kan ventes at fortsætte og udvide denne nye kolde krig, men i sidste ende bliver det økonomien, der bestemmer udfaldet. Kina har tid til at vente. Formand Maos højre hånd, Zhou Enlai, blev engang spurgt om hvilken betydning han tillagde den franske revolution. Han svarede: ”Det er det for tidligt at udtale sig om”.

Spørgsmålet er hvor længe EU har tid til at vente. Måske er det snart på tide, at EU finder sin egen plads i verden.