Blog af Jacques Hersh i Arbejderen 26.11.2015
Tiden efter Sovjetunionens opløsning har modsat de mange forudsigelser om »historiens afslutning« været præget af en kamp for globalt herredømme, der på ny stiller os over for valget mellem socialisme eller barbari.
Til trods for moderne kommunikationsmidler er forståelsen af de processer, som kommer til at dominere dette endnu relativt nye århundrede mangelfuld.
Den absurde tankegang, som efter Sovjetunionens nedsmeltning, hævdede, at historien var slut, har vist sig at være en absurditet!
På den anden side har den optimisme, som fik Marx og Engels til bombastisk at skrive ”Et spøgelse går igennem Europa – kommunismens spøgelse” også vist sig at være mildest talt overilet!
Imidlertid tog det to verdenskrige og nedkæmpelsen af talrige revolutionære bevægelser og socialistiske eksperimenter for kapitalismen at overleve.
Undervurderingen af kapitalistisk fundamentalisme kan have tragiske konsekvenser.
Mens en del mennesker betragter kapitalismen som den bedste af alle verdener, findes der andre, som er klare over, at systemets indre modsigelser (politiske, økonomiske, og miljøproblemer) vil fremtvinge det reelle valg: ”Socialisme eller barbari!” som bl.a. Rosa Luxemburg formulerede det.
SOCIALISMENS STILLING
Begivenhederne i dette millennium har gjort disse gensidigt uforenelige alternativer endnu mere aktuelle end tidligere.
Det er i denne sammenhæng bekymrende, hvor lidt denne erkendelse har fået udbredelse i antikapitalistiske kredse. Med fokus på miljøproblemerne har Naomi Klein skrevet bogen: ”Intet bliver som før!”
Ud fra en holistisk forståelse kan man postulere, at verden befinder sig i en risikofyldt samfundsmæssig proces, hvis udgang truer med at forandre alt! Socialismens nuværende svaghed fremmer tendenserne til barbari.
Det, der fremkalder disse refleksioner, er naturligvis den krise, der er opstået i det kapitalistiske verdenssystem efter Sovjetunionens kollaps. I en tale til Ruslands parlament i 2005 betegnede Putin det som “århundredes største geopolitiske katastrofe.”
Denne vurdering kan naturligvis diskuteres, men USSR’s nedsmeltning medførte utvivlsomt en tilsvarende stigning i den amerikanske elites ambitioner om fuld kontrol af verdensorden og udvikling.
Med andre ord skabte den uperfekte socialismes sammenbrud i Sovjetunionen, samt Kinas åbning til kapitalismen, ikke alene et vakuum for vestlig kapitalistisk ekspansion, men også en mulighed for at skabe en ny geopolitisk verdensorden.
IDEOLOGISK ØNSKETÆNKNING
I den nykonservative tankegang blev en antagelse lanceret, nemlig at efter ”sejren” over statssocialisme var vi nået til ”et unipolart øjeblik” med USA som ubestridt leder af verden. Nu gjaldt det om at forhindre konkurrerende magter i at antaste det amerikanske hegemoni.
Nykonservatisme samt såkaldt liberal interventionisme byggede imidlertid på ideologisk ønsketænkning.
Antagelserne var, som den engelske politolog John Gray allerede i 2003 skrev: 1) At ”Pax Americana” har den økonomiske styrke til at spille en ubegrænset imperial rolle. 2) At USA har viljen til at gennemføre den. 3) At resten af verden er parat til at acceptere dette amerikanske overherredømme.
Disse forudsætninger viste sig at være problematiske for projektets implementering.
Selvom USA er den største økonomi i verden, er dets magt reduceret. De to tidligere socialistiske fjender (Sovjetunionen og Kina) fører an i dannelsen af et alliancesystem, der modarbejder den amerikansk dominerede unipolaritet ved at promovere multipolaritet.
Til trods for den amerikanske elites krigeriske politik er befolkningen mere skeptisk. Forsøget på at omforme Mellemøsten viser sig at være vanskeligere end først antaget.
Hvordan denne krise (”made in USA”) kommer til at udforme sig, vil påvirke valget mellem socialisme eller barbari.