”Aktivisme” – i nationens interesse?

Af Ellen Brun

Når man er i det tænksomme hjørne, er det ikke uinteressant at spørge hvorfor dansk udenrigspolitik så sjældent udgør nogen større del af den politiske debat. Betyder det at Danmarks såkaldt ”aktivistiske” politik, især efter Vestens sejr over Sovjetunionen, er resultat af en stiltiende konsensus blandt beslutningstagerne? Svaret må være et stort ”Ja”.

I et interview i Information (19.juli 2015) udpensler den tidligere udenrigsminister og konservative politiker, Per Stig Møller, de områder, hvor Danmark har været med til at implementere USA’s strategi i omverden. Denne danske kurs siger han er baseret på et værdifællesskab. Med andre ord en civilisatorisk alliance bygget på en opfattelse af ”os og de andre”!

En lignende udvikling har kunnet iagttages i næsten alle andre lande i den amerikansk dominerede alliance. Det ligger næsten i sagens natur at, under ledelsen af De forenede Stater, har disse lande påtaget sig den opgave at omdanne verden i USA’s forestillingsbillede. Det vil sige skabelsen af en international arkitektur med USA som leder, og hvor andre vestlige lande (plus Japan) tildeles rollen som undersåtter eller håndlangere.

Selvom det amerikanske hegemoni over ”den frie verden” blev etableret i kølvandet på Anden Verdenskrig, var den herskende politiske kultur den gang langt fra så monolitisk som den er nu. Alliancens politiske klima var den gang præget af modsætninger. Hvem husker ikke Suez-krisen i 1956 da amerikansk og sovjetisk pres tvang England, Frankrig og Israel til at opgive deres forehavende på at erobre, kanalen, som var blevet nationaliseret af Ægyptens daværende Præsident Abdel Nasser.

En lignende strid opstod under USA’s Vietnam-krig, hvor Frankrigs præsident Charles de Gaulle kritiserede den amerikanske intervention. Samtidig bidrog Gaulle til en udfordring af dollarens internationale rolle ved at kræve betaling i guld for Frankrigs dollar-reserve. Den franske general var desuden tilhænger af et integreret og stærkt Europa fra Lissabon til Vladivostok!

En anden kraftig vestlig kritik af krigen i Indokina kom fra Sveriges socialdemokratiske regering under Olof Palme. Selv under den mest akutte fase af den kolde krig havde også Kansler Willy Brandt været i stand til at føre en relativt selvstændig tysk ”Ost-politik” overfor Sovjetunionen.
Under invasionen af Irak, for at få fjernet Saddam Hussein fra magten, koordinerede den tyske regering, under Gerhard Schröder, og den franske regering under Jacques Chirac, deres modstand imod den amerikanske krig.

I et interview for nylig udtalte Danmarks nye forsvarsminister en implicit kritik af den tidligere Anders Fogh Rasmussens regerings-beslutning om Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Carl Holst erklærede at, i modsætning til den daværende udenrigspolitiske diskurs, havde masseødelæggelses-våben ikke været motivationen bag den danske deltagelse. Alligevel bliver Irak-kommissionen, der skulle afdække den pågældende beslutningsproces, nu nedlagt af regeringen.

Det er en åben hemmelighed at den ”store statsmand” (og minimalstats teoritikker!) Anders Fogh blev belønnet ved med udnævnelse til posten som NATO general-sekretær. For nylig blev han desuden hyret af Goldman Sachs for at forbedre investeringsbankens image i Danmark og for at få større indsigt i det danske politiske system. Alle disse ”patriotiske” bedrifter bliver accepteret som legitime af den danske herskende elite og offentligheden!

Den proamerikanske politiske kultur — forstået som elitens tankegang, mediernes diskurs og virke, intelligentsias tilpasning, samt de statslige institutioners holdning –der synes at have vundet indpas i den vestlige verden i dette århundrede, bygger på en abstraktion.

Antagelsen af fællesværdier som grundlag for staternes udenrigspolitik ser bort fra spørgsmålet om divergerende nationale interesser. I den verden vi lever i, med USA som ubestridt supermagt, er det ikke alt hvad der er godt for Amerika der er godt for alle andre.

Glemt i diskussionerne omkring USA’s rolle er Henry Kissingers formulering: ”Amerika har ingen permanente venner eller fjender, kun interesser.” En formulering som socialister såvel som realister burde kunne forstå!