I anledning af 20-årsdagen for terrorangrebet på World Trade Center bringes her en artikel, som Maja Bessesen og jeg skrev i 2004. Weekendavisen var ikke interesseret, men Information bragte den 1. marts 2004
George W. Bush, Tony Blair, Jose Maria Aznar og Anders Fogh Rasmussen gik i krig på forkerte efterretninger, og de kræves nu stillet til ansvar. Men behøver de stille sig undskyldende an over for historien? Har de ikke givet os en bedre og sikrere verden, en verden uden Saddam?«, spurgte Poul Høi i Berlingske Magasin den 15. februar.
Men hvad nu, hvis der var mere på spil end disse ædle motiver?
Hvad nu hvis mænd med økonomiske interesser i militærindustrien og planer om en ny verdensorden trak i trådene, da beslutningen om krigen blev truffet? Det lyder måske lidt overspændt, men køreplanen har ikke været nogen hemmelighed! Den blev udarbejdet af den neokonservative tænketank Project for a New American Century (PNAC) og er indtil nu fulgt til punkt og prikke.
PNAC har rødder tilbage til begyndelsen af 90erne, hvor en gruppe højrerepublikanere samledes for at udtænke en ny politisk dagsorden, som de ville gennemføre den dag, republikanerne atter sad på magten i USA.
Resultatet var etableringen af tænketanken, PNAC. Gruppen blev ledet af folk som Donald Rumsfeld, Dick Cheney, James Woolsey, Paul Wolfowitz, Richard Perle, James Bolton m.fl.
Da George W. Bush rykkede ind i det ovale værelse, var vejen banet. Outsiderne fra PNAC blev med ét slag magtfulde insidere placeret i politiske positioner, hvorfra de kunne udøve maksimal indflydelse på amerikansk politik. Cheney blev vicepræsident, Rumsfeld forsvarsminister, Wolfowitz viceforsvarsminister, Elliot Abrams fik ansvaret for mellemøstpolitikken i det Nationale Sikkerhedsråd, James Bolton blev viceudenrigsminster, Richard Perle formand for the Defence Policy advisory board i Pentagon, etc. etc. Kort sagt, PNAC satte sig tungt på Bush Administrationen.
Men den traditionelle højrefløj i partiet, havde stadig noget at skulle have sagt, og den var mere isolationistisk. De var modstandere af militære eventyr og ville måske sætte en kæp i hjulet på de flotte ambitioner. I PNAC dokumentet Rebuilding America’s Defenses, Strategy, Forces and Resources For a New Century, s. 63 kan man læse »at forandringsprocessen bliver langvarig, med mindre en katastrofal begivenhed som fx Pearl Harbor indtræffer«.
PNAC-folkene manglede altså en anledning, der kunne lukke munden på højrefløjen og give dem frit spil. De manglede et nyt Pearl Harbor.
Det indtraf den 11. september. Alt pegede på, at det var al-Qaeda, der stod bag. Alligevel iværksatte forsvarsminister Rumsfeld planlægning af et angreb på Irak få timer efter angrebet på World Trade Center. Det skete til trods for at CIA altså havde fortalt ham, at det var al-Qaeda, der stod bag, og at der ikke var nogen forbindelse til Irak. Da det derfor ikke lykkedes for Rumsfeld at finde det nødvendige påskud via CIA og FBI, måtte han etablere sin egen gruppe, der skulle forsyne ham med hvad som helst, der kunne bruges som undskyldning for et angreb.
I september 2002 var Bush administrationen klar med sin nye sikkerhedspolitiske strategi: National Security Strategy of the United States of America.
Den er sjovt nok identisk med anbefalinger fra en række af de rapporter PNAC har publiceret. Blandt de vigtigste anbefalinger kan nævnes:
*Forebyggende angreb på stater, der kunne tænkes at udgøre en trussel på USA’s hegemoni i regionen
*Et sådant angreb er muligt uden at der foreligger en provokation. (Det gælder også anvendelse af små kernevåben, såkaldte mini-nukes
*Internationale aftaler kan ignoreres, hvis de ikke tjener USAs interesser
*Denne nye politik forudsætter en udvidelse af antallet af amerikanske baser over det meste af kloden
Alle elsker vindere og det gælder også de amerikanske vælgere. Mange har det godt med at USA vandt krigen mod Saddam, men prisen kan på længere sigt vise sig at være høj. USA har mistet troværdighed. Der er ikke fundet masseødelæggelsesvåben, det har ikke været muligt at påvise nogen forbindelse til 9/11, den midlertidige regeringsmagt er ikke som lovet overladt til irakerne selv, FN’s prestige ligger i ruiner og krigen har skabt et modsætningsfyldt forhold til tidligere allierede. Sidst men ikke mindst: Antivestlige terrorister har fået moralsk ammunition, der nok skal give dem vind i sejlene.
Og PNAC er på vej mod deres næste mål.
Bliver det Iran eller Syrien, eller måske en light-udgave i Libanon? Måske tror PNAC selv på deres retorik: at etablering af frie markeder og demokratisk valgte regeringer i Irak og andre autoritære islamiske lande vil være godt for både borgerne i regionen og for amerikanske interesser. Men selvom det måske ville være tilfældet, passer det katastrofalt dårligt ind i den mellemøstlige virkelighed. PNAC’erne er skrivebordsteoretikere. De troede, at irakerne ville modtage koalitionens styrker med blomster, men som det ser ud nu, risikerer USA og dets allierede at blive fanget i et årelangt politisk/religiøst hængedynd.
Eftersom Danmark ulykkeligvis er blevet en del af koalitionen og næppe kan trække sig ud nu, må vi sætte vores lid til de amerikanske vælgere. De er de eneste, der kan frelse os fra the New American Century.
Ebbe Lauridsen
Maja Bessesen