Af Jacques Hersh
Spørgsmålet for antisystemiske kræfter er, om venstrefløjen skal opstille et værn imod systemets udskejelser med henblik på en problemløsning, eller forsøge at fremme en antikapitalistisk ideologisk politik og diskurs.
Det er ikke hver dag, vi præsenteres for en gammel venstreorienteret diskurs. Derfor skal vi være taknemmelig for Frank Aaens kommentar for nylig, som opfordrer til en inddragelse af økonomisk demokrati i det politiske arbejde.
Nu er nyliberalismen igen i krise, mens de antisystemiske kræfter endnu ikke har udviklet en strategi.
Baggrunden for denne opfordring er den grådighed, som i de senere år har fundet sted under nyliberalismes udfoldelse i demokratiske samfundsøkonomier. En udvikling, der burde antaste venstrefløjens tilbedelse af ”demokrati-fetishismen.”
Uden at tage stilling til økonomisk demokrati som antikapitalistisk strategi må man konstatere, at uligheden er blevet et kæmpe problem for den ”reelt eksisterende kapitalisme” som bliver diskuteret på institutionelt plan
Lige over jul offentliggjorde det amerikanske nyheds- og markedsdatabureau Bloomberg sit ”Billionaires Index” som viser at verdens rigeste 500 menneskers formuer er vokset med én billion dollars i 2017! Josef Stadler, forfatteren til en anden nylig offentliggjort rapport om verdens milliardærer udtalte over for The Guardian i oktober:
”Koncentrationen af rigdom er lige så høj som i 1905, dette er noget milliardærerne er bekymret over… Spørgsmålet er i hvilket omfang dette er holdbart, og på hvilket punkt vil samfundet intervenere og slå til”.
Med andre ord, spørgsmålet for antisystemiske kræfter er, om venstrefløjen skal opstille et værn imod systemets udskejelser med henblik på en problemløsning, eller forsøge at fremme en antikapitalistisk ideologisk politik og diskurs.
I sin bog ”Ending the Crisis of Capitalism or Ending Capitalism in Crisis” formulerer Samir Amin problematikken ved at opstille to forskellige perspektiver, som hver kræver sin handlingsstrategi. På den ene side genskabelsen af systemet, som det fungerede før indtrædelsen af det finansielle sammenbrud, eller betragte denne alvorlige krise som tegn på, at systemet er forældet, hvilket gør søgen efter et alternativ nødvendigt.
Denne målsætning går dybere ind i diskussionen om kapitalismens udvikling end Karl Polanyis analyse af 1930’ernes store depression. I sin udredning af Europas overgang til kapitalismen mente Polanyi, at siden den industrielle revolution og modernitet var samfundsudviklingen blevet præget af en ”dobbelt bevægelse”. Den ene var baseret på markedets udvidelse, og den anden var en kontrabevægelse, der forsøgte at styre denne udbredelse og beskytte samfundet, mennesker og natur.
Man kan betragte den keynesianske velfærdstat, som blev etableret efter den store krise, som et nederlag for liberalismens forsøg på at befri kapitalismen fra et samfundsansvar. Men i de seneste årtier er det lykkes for nyliberalismen at genvinde en høj grad af autonomi på samfundets bekostning og ved at bruge staten som mellemmand.
Nu er nyliberalismen igen i krise, mens de antisystemiske kræfter endnu ikke har udviklet en strategi. Antonio Gramsci ville have erkendt denne tragiske situation og advaret imod fascismen!
Denne kommentar blev første gang bragt i Arbejderen