Flad skat, dvs. en fast skatteprocent uanset indtægt er for rigtige liberalister en hed drøm, men de fleste nøjes med at drømme...

Farvel til Taberfabrikken

Flexicurity - højt berømmet for det flexible danske arbejdsmarked og den sociale tryghed har udviklet sig til at blive en af de største politiske fejldispositioner de sidste 30 år.

Flexicurity - højt berømmet for det flexible danske arbejdsmarked og den sociale tryghed har udviklet sig til at blive en af de største politiske fejldispositioner de sidste 30 år. Det lyder drastisk, men resultatet af den måde, den berømte danske model har udviklet sig på, kan opsummeres i ét ord, TABERFABRIKKEN. Danmark har fra midten af 70-erne tabt hundredtusindvis af borgere.

Det skal kunne betale sig at arbejde og derfor har Peter Strårup i Danske Bank fået en skattelettelse på en halv million om året. Det kommer Brian på bænken ikke til at mærke meget til. Han er fanget i fattigdomsfælden.

Politikerne leder med lys og lygte efter hvor de kan spare i den offentlige sektor. Det er ikke nemt. De fleste muligheder er udtømt, men Per Sørensen peger i denne artikel på en mulighed, som endnu ikke har været prøvet i Danmark. Den har allerede givet interessante resultater andre steder i verden, læs mere her >>>, og ideen har mange fortalere fx blandt nobelpristagere i økonomi, og i politiske partier som det tyske regeringsparti, DFP.

Den er enkel at administrere, fjerner den fattigdomsfælde, som dagens modtagere af overførselsindkomst er fanget i, og er et opgør med klientificeringen og sagsbehandlersamfundet, der har gjort Danmark til en taberfabrik.

Borgerløn eller basisindkomst - på engelsk Basic Income, på tysk Grundeinkommen, på fransk Allocation Universelle og på svensk Medborgarlön - er en indkomst, der gives ubetinget til alle borgere og personer med varigt ophold i et land uden behovsprøvning eller arbejdspligt af en sådan størrelse, at det er muligt af leve af den, om end på et beskedent niveau.

Kristeligt Dagblad har kørt en længere serie om fattigdom i Danmark, der har sat problemet på den politiske dagsorden. Mette Frederiksen (SD) og Öslem Cekic (SF) taler mede store bogstaver, og socialminister, Karen Ellerman har sagt – ikke med rene ord, men dog så det ikke kan misforstås, at det er de fattiges egen skyld, at de er fattige. De skal ikke have penge, men derimod gode råd. Der skal med andre ord endnu engang en sagsbehandler ind over. Staten – vores allesammens far – skal på banen med gode råd.

Anders Fogh og hans regering har ikke ligget på den lade side i de snart otte år, de har siddet på magten. Vi har været ude i et sandt stormvejr af reformer: Velfærd, retsvæsen, sygehuse og kommuner er som forvandlet. Hvorfor denne iver i et land, der kan bryste sig af at være en af verdens mest konkurrencedygtige økonomier og tilmed har verdens lykkeligste befolkning.

 

Hvilken virkning reformerne vil få vides ikke. Det hele bygger på nyliberalistiske forestillinger, der ikke har meget hold i virkeligheden.

 

– og som sædvanlig kommer det ikke til at virke
En forkortelse af dagpengeperioden, som foreslået af regeringens arbejdsmarkedskommission, vil kun give 5.000 ekstra i beskæftigelse.

Sygeplejersker og Sosuassistenter strejker. De vil ha mere i løn, men det er langt fra hele forklaringen. De er godt trætte af mange års forringelse af deres arbejdsmiljø. De skal nå stadigt mere på den samme tid. Regeringen og dens regnedrenge ønsker øget produktivitet, og da man ikke kan sætte maskiner til at pleje syge og gamle, må de ansatte løber hurtigere.