Skal man tro renlivede liberalister som CEPOS eller enmandshæren Ole Birk Olesen, har Anders Fogh forklædt som socialdemokrat tabt den liberale dagsorden på gulvet. Balancen mellem den offentlige og den private sektor er ikke afgørende blevet rykket, hvilket kan aflæses af antallet af offentligt ansatte.

Velfærdsstaten er ikke blevet rullet så langt tilbage, som liberalisterne kunne ønske. Det er de fleste kommentatorer enige om.

Men men men...

Er sagen i virkeligheden ikke, at Fogh har haft maksimalt held med sit nyliberale projekt? Han har gennemført en stribe meget store reformer, herunder strukturreform, kvalitetsreform og nu sidst en skattereform, der alle har et solidt nyliberalt tilsnit.

Og hvordan skal det så forstås? Hvori ligger det nyliberale? Det kan opsummeres i begrebet ”New Public Management” en ledelsesfilosofi, der bygger på den teori, at offentligt ansatte forfølger egne personlige mål og hæmningsløst sender regningen til borgerne. De tænker kun på kortsigtede personlige fordele og skal holdes i kort snor, og det er præcis, hvad de store reformer har haft til formål.

Resultatet er en jungle af kontraktstyring, kontrol, overvågning og så for skattereformens vedkommende en omvendt Robin Hood, hvor man tager fra de fattige og giver til de rige

Det kan man da kalde en sejr!