Ideen om en mindelund for de faldne i krigen mod terror bør bakkes op. Det mener lederskribenten ”holm” i Kristeligt Dagblad mandag 24. september.

Det er vist ikke helt velovervejet. Krigen mod terror begynder mere og mere at ligne et propagandatrick og hvad Irak angår et påskud for en krig, der havde helt andre formål, senest formuleret af USA’s tidligere centralbankchef Allan Greenspan: ” the Iraq war is largely about oil”.

Da Danmark besluttede at støtte den amerikanske intervention i Irak, havde Irak ikke nogen som helst forbindelse til den terror, som var begrundelse for interventionen. Siden har netop Irakkrigen medført en voldsom fremgang for den terror, som krigen skulle bekæmpe. Og det er tragisk, at danske soldater unødigt har ofret deres liv på en krig, Danmark aldrig burde være gået ind i.

Det er usmageligt, at kredse i Danmark forsøger at stive det projekt af med en mindelund og trist, at et seriøst dagblad hopper på den vogn. Det betyder ikke, at man ikke skal hædre de danske soldater, der har ofret deres liv – også gerne med en mindelund. Men forestil dig, kære læser, at Anders Fogh Rasmussen, der sendte soldaterne ud i denne håbløse og forkerte krig, skulle få den skøre ide at ville nedlægge en krans i mindelunden…