Den konservative finansordfører, Mike Legarth er Danmarks svar på komiske Ali, Iraks berømte propagandaminister. Den 8. december erklærede han i Deadline på DR2  med henvisning til de ypperste økonomiske eksperter: ”Der er ikke krise i Danmark” - blot lidt finansiel ustabilitet. Tag det roligt og fortsæt endelig forbrugsfesten. Det er regeringens glade julebudskab til danskerne.

Den hopper danskerne bare ikke på. De udsætter store indkøb og unødig luksus. De vil lige vente lidt. Og imens bliver situationen stille og roligt værre og værre. De første butikker er lukket, Rabatterne bliver stadigt større, Eksporten dykker. Vi er ubønhørligt på vej ind i en massearbejdsløshed. Den der med de max 100.000 ledige til næste år kommer ikke til at holde. Anders Fogh kommer til at fortryde, at han i åbningstalen til Folketingen for mindre end to måneder siden udnævnte manglen på arbejdskraft til Danmarks største problem.

Når hele verden omkring os går i stå, vil vi også komme til at mærke det, først og fremmest i eksporterhvervene, men også i de virksomheder, der producerer til et hjemmemarked, der går på skrump

Men vi har prøvet det før. Det er ikke mere end 15 år siden, at ledigheden nåede op på 350.000. Det betød social deroute for mange, der måtte gå fra hus og hjem. Det kan let blive tilfældet igen, så det er ikke så dumt at forberede sig mentalt og praktisk. Der bliver brug for billige boliger til dem, der ikke har råd til at blive boende i deres dyrt indkøbte hus.

Nu er vi så heldige at have en stor offentlig sektor, der ikke behøver at indskrænke som de private virksomheder. Det gør den danske økonomi mere robust sammenlignet med mange af vore nabolande. Vi har også mange – mere end 800.000, der er på overførselsindkomst. Det er ledige på understøttelse eller kontanthjælp, efterlønnere og pensionister. De vil virke som et stabiliserende element i økonomien.

Og så må vi glæde os over at regeringen nu har udarbejdet en trafikplan, der får venstreorienterede miljøforkæmpere til at spærre øjnene op. Nu får vi roadpricing, tog til tiden og måske letbaner?

Og i modsætning til mange af vore nabolande har vi råd til det. Vi har betalt vores udlandsgæld så langt ned, at vi godt kan klare underskud i en del år, før vi nærmer os den afgrund, vi kom så tæt på i 70-erne

Den relative fattigdom, som er blevet et stigende problem i denne regerings tid, kan paradoksalt nok blive et mindre problem.  Når det bliver mere almindeligt at være fattig, er det måske lettere at bære.

Det må vi så glæde os over – midt i al elendigheden.