Nye kampfly
- af Ebbe Lauridsen
- Publiceret 11/27/2008
Ebbe Lauridsen
Jeg har en fortid som kulturaktivist, informationschef og internetpioner.
Jeg er ikke medlem af noget parti, og tillader mig at forholde mig kritisk til de til enhver tid siddende magthavere.
I foråret 2009 skal Folketinget tage stilling til om Danmark skal investere i nye jagerfly til afløsning af F 16 jagerne, og i givet fald om det skal være amerikanske Joint Strike fighter, svenske Gripen eller en helt tredje type.
Det bliver ikke billigt. Prisen pr styk forventes ifølge forsvarsministeriet at blive 325 mill kr pr stk. – en stigning i forhold til de oprindelige 236 mill. Det er imidlertid kun en beskeden del af de faktiske udgifter. Norge regner med 18 mia til indkøb og 145 mia kr til drift i de 30 år, deres 48 JSF jagere skal fungere. Til sammenligning regner briterne med 2 mia kr pr stk i indkøb og drift. For Danmarks vedkommende kan de samlede udgifter til de 48 fly altså nemt snige sig op på en samlet udskrivning på hundrede mia eller et beløb, der svarer til tre broer over Femern Bælt.
Nu plejer den danske vælgerbefolkning ikke at blive inddraget i beslutninger om forsvar og udenrigspolitik. Det er for vanskeligt for os almindelige dødelige. Men har politikerne klaret det bedre uden vores hjælp? De har siden 2001 involveret os i to krige med mildest talt elendige resultater.
Noget tyder på at USA og NATO selv ved forenede kræfter ikke er i stand til at klare en modstander i en asymmetrisk krig, dvs. en krig, hvor modstanderen benytter sig af guerillataktik og gemmer sig blandt civilbefolkningen.
Ikke engang netværksbaseret krigsførelse med anvendelse af smart edb og online forbindelse til en stor computer, der er fyldt med alskens information om fjenden kan sikre at vi undgår civile tab – det der kaldes collateral damage, Og det er lige præcis akilleshælen i asymmetrisk krigsførelse.
Det ser vældig smart ud, en krig kan næsten føres ved hjælp af et joystick. Generalen har et mål, han gerne vil have udslettet. Han sender en elektronisk besked til et kampfly, der i løbet af sekunder affyrer raketter eller kaster bomber mod det mål, der er indkodet i computerens GIS-system.
Det kan ikke gå galt – med mindre de data, der er indkodet i computeren ikke er helt rigtige, at bombemålet i virkeligheden ikke er det, som generalen tror. Ja i Afghanistan er der endda eksempler på at soldater er blevet dræbt af såkaldt ”friendly fire”. Det er da en misforståelse, der vil noget.
Hvorfor ikke snart indse, at der må andre fremgangsmåder i spil. Selv de mest smarte militærteknologier er ikke svaret på dagens og morgendagens konflikter.
USA har besluttet at bruge 1000 mia USD alene på indkøb af nye kampfly. Lægges dertil hvad øvrige NATO lande og andre skal bruge, lander vi på et astronomisk tal. Er det det, der er mest brug for i dagens verden?
Det er formentlig Irak-krigen, der har væltet USA’s og dermed verdens økonomi. Hvis der skal gang i hjulene igen, er militæret ikke det mest oplagte at bruge penge på
Så hvad skal vi med de der kampfly? Det var nok en debat værd!
