Haves: Materiel overflod. Ønskes: Åndelig velfærd.
Flere debattører og politikere er enige om, at det er borgerne selv - og ikke politikerne, der har ansvaret for den galopperende materialisme vi er vidner til i disse år. Forfatteren Morten Albæk mener at middelklassen er faret vild mellem livskvalitet og levestandard. Vi tror, lykken er gemt i samtalekøkkener, mener han ifølge Kristeligt Dagblad den 5. september.

Er det nu så enkelt blot at spille sorteper over til borgerne og så at sige fralægge sig sit ansvar som politiker, som Bertel Haarder gør i samme artikel. Her siger han: ”Det er svært at gøre åndelig velfærd til et led i et finansforlig. Det, der giver livet kvalitet, er jo ikke blot den materielle standard og personaleforsyningen i hjemmeplejen og på institutionerne. Det er lige så meget følelsen af at være værdsat, følelsen af at være med i et fællesskab. Hvis man kunne realisere det gennem politiske foranstaltninger, skulle man da straks gøre det”. Så vidt altså Bertil Haarder.

Det er desværre tom snak så længe regeringen laver politik efter finansministeriets økonomiske modeller. Her optræder Homo Economicus – det økonomiske menneske - en parodi på mennesket, som økonomerne har opfundet til deres modeller. Dette misfoster har meget lidt med de virkelige mennesker i kød og blod at gøre. For Homo Economicus er der kun én ting, der tæller: kroner og øre – hvad får JEG ud af det. Derfor økonomernes naive tro på økonomiske incitamenter.

Hvis de ledige mangler arbejdslyst, skal de blot klemmes på pengepungen, og hvis de højtlønnede skal have stimuleret arbejdslysten, så klares det let ved at give dem passende skattelettelser. Hvorfor man bruger negative økonomiske incitamenter også kaldet pisk i den ene ende af skalaen og gulerødder i den anden, står lidt hen i det uvisse, men økonomiske incitamenter er det i hvert fald.

At arbejdet i sig selv skulle kunne indeholde en kvalitet, går langt over økonomernes forestillinger om et menneske.

Lad os tage de offentligt ansatte. De er utilfredse og vil have mere i løn, men er det nu hele historien? Det er nok ikke, men da penge er et eneste, regeringen forstår, så griber de dette tema som et passende udtryk for deres generelle frustration.

Det, de er frustrerede over er den respektløse topstyring, der ustandselig vender op og ned på deres dagligdag: Organisationsomlægninger, grønthøsternedskæringer, nye mål, som de så selv skal sikre opfyldelse af efter devisen ”work smarter – not harder”. Det er det rene managementhumbug og har ikke meget med virkeligheden at gøre. De offentligt ansatte er godt trætte af at være til grin. Det kan få en til at miste arbejdslysten.

Den amerikanske psykolog, Abraham Maslow lancerede i 1954 sin berømte teori om hvad det er, der motiverer mennesker illustreret i en behovspyramide, der opererer med 5 basale menneskelige behov, hvor de materielle behov ligger nederst i pyramiden, mens behov for agtelse og selvrealisering hører til i toppen. Vi burde i Danmark have nået et udviklingsniveau, hvor det er sidstnævnte behov, der er vigtigst. De fleste af os har vist nok af materiel overflod – også selvom vi har et vist lønefterslæb.

Det har regnedrengen ikke opdaget. Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den liberale tænketank, CEPOS er et strålende eksempel på sådan en regnedreng, men han ligner til forveksling regnedrengene i finansministeriet og de økonomer, der leverede tallene til regeringens velfærdsreform.

Så længe det er den slags regnedrenge, der sætter den politiske dagsorden, kan vi kigge langt efter den virkelige velfærd, som Bertel Haarder ellers satte nogle gode ord på.