En aften i ord og toner i Østre Gasværk med øko-kemiker, Michael Braungart og venner.

Vi har vænnet os til at fremtiden er dyster, miljøkatastroferne lurer.og der er kun det kedelige svar: skær ned på det hele. Begræns forbrug, folketal osv.

Vi har affundet os med en udvikling, der karakteriseres med ordene bæredygtig – sustainable. Det er helt forkert. Vi skal opfinde alt forfra – sagde Tor Nørretranders. Vi skal ikke nøjes med at betragte et produkts livscyklus ud fra et vugge til grav perspektiv, men fra et vugge til vugge perspektiv. Affald er en ressource og det er muligt at udvikle nye produktionssystemer, der ikke blot er bæredygtige, men som gør verden bedre og smukkere og mere mangfoldig.

Det er lige præcis det, Michael Braungart og hans makker William McDonough arbejder med. Braungart præsenterede en perlerække af resultater til inspiration for eksisterende og kommende virksomheder.

Og så var der verdenspremiere på et nyt websted, der i bedste wikipedia-stil tilbyder et sted, hvor du kan dele ideer med andre: www.ideadox.com.

Før, efter og mellem indslagene bidrog Bazar og Lars H.U.G. til den gode stemning og lidt eftertanke.

Deres udsendte havde kun et enkelt forbehold: Det lyder rigtig godt at vi med den rigtige produktionsfilosofi kan løse miljøproblemer. Så behøver vi slet ikke at besvære os med at afskaffe kapitalismen, der ellers har fået skyld for øko-miseren. 

Men hvad med det opslidende og meningsløse lønarbejde? Det tænkte aftenens kloge hoveder ikke så meget på. Som medlemmer af den kreative klasse er det ikke et problem, de selv har inde på livet.

Når Tor Nørretranders sagde alt skal opfindes forfra, må det også gælde den måde, produktionen tilrettelægges på, den måde ressourcerne styres på,. Arbejdets indhold og betydning for vores liv.