Israel er et uimodsigeligt historisk faktum. Israel kan fejre sin 60 års fødselsdag som en stat med en af verdens stærkeste hære og 200 atomsprænghoveder, der giver landet det sidste ord i en hvilken som helst militær konflikt med sine naboer. Ja selv Iran udgør ifølge Israelske ledere ikke nogen trussel mod Israels eksistens. Og militante palæstinensere kan til trods for at de kan gøre livet ubehageligt i dele af Israel, ikke med militære midler omgøre 1948s Nakbah. (fordrivelsen i forbindelsen med staten Israels oprettelse). Det ved Hamas og Fatah, og derfor er de parate til at tale om langsigtet hudna og sameksistens.

Med andre ord: Israel er kommet for at blive, og det ved dets borgere. De er så sikre på at være i stand til at klare ligegyldigt hvad, palæstinenserne måtte finde på, at de er i stand til at ignorere det miserable liv, som de har skabt for palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza

Hverken Israel eller palæstinenserne vil forsvinde inden for en overskuelig fremtid. Der er ikke nogen seriøs fredsproces i gang og de geografiske realiteter skabt af Israels bosættelsespolitik på Vestbredden og i Østjerusalem siden 1967 gør enhver forestilling om en selvstændig palæstinensisk stat bestående af Gaza og de spredte enklaver, der ligger mellem de jødiske bosættelser til en ren illusion.

Israel har klaret sig men har ikke været i stand til at afslutte den konflikt, der startede med statens oprettelse for 60 år siden. Og uden retfærdighed for palæstinenserne bliver der ingen virkelig fred, men lige nu ser det ud som om israelerne er ligeglade.

Det er historiens ironi, at den zionistiske bevægelse, der skabte staten Israel, nu ligger på dødslejet. Flertallet af verdens jøder ønsker simpelt hen ikke at være en del af en jødisk nationalstat i Mellemøsten, og det stiller spørgsmålstegn ved selve formålet med Israel som nationalt hjem for jøderne.

Jødisk immigration til Israel er den laveste nogensinde og trekvart million israelske jøder har valgt at forlade Israel. I dag er det almindeligt for enhver israeler at skaffe sig et udenlandsk pas.

Den zionistiske ideologi er brudt sammen, ikke som følge af pres udefra, Den er rådnet op indefra. Avram Burg, tidligere formand for Knesset har udtrykt det sådan:

“2000 års kamp for overlevelse har resulteret i en stat bestående af bosættelser, ledet af en amoralsk klike af korrupte lovbrydere, som er døve overfor både deres egne borgere og deres fjender. En stat, der mangler retfærdighed, kan ikke overleve. Flere og flere israelere er ved at forstå dette, når de spørger deres børn, hvor de vil leve om 25 år. Børn som er ærlige svarer til deres forældres overraskelse, at det ved de ikke. Nedtællingen til afslutningen på det israelske samfund er begyndt.

Staten Israel opstod ikke ud fra et spirituelt ønske om at “vende tilbage til Zion”, som det har været en essentiel del af den jødiske liturgi. Denne tilbagevenden forudsatte Messias’ komme og har aldrig været forstået som opskriften på etablering af en nationalstat i Palæstina.

Først efter Holocaust blev det muligt at opbygge en suveræn stat, der kunne tjene som et “nationalt hjem” for hele verdens jøder. Staten var ikke for ”israelere” dvs. de arabere, der allerede boede i Palæstina plus tilkomne jøder. Staten var reserveret jøder. Det var denne logik, der lå bag de etniske udrensninger i 1948 og bosættelsespolitikken i de besatte områder efter 1967.

Zionismen bygger på forestillingen om den uundgåelige antisemitisme. I takt med at antisemitisme eftrhånden opleves som kun en marginal trussel mod jødisk levevis i det meste af verden, har staten Israel mistet sin betydning. Et stigende antal jøder stemmer med fødderne for et liv i den ny globaliserede verden. De ønsker ikke at leve i en etnisk ghetto

”Det ser ud som om vi lever fint blandt andre mennesker. Israel er nu en af verdens største jødiske samfund, men det er ønsketænkning at forestille sig Israel som eneste mulighed for at leve et jødisk liv her på planeten.. Vi har trods alt klaret os uden en israelsk stat i 2000 år og tror vi virkelig på at den israelske hær er en forudsætning for at jøder i dag kan føle sig sikre fx i USA eller Canada?” Det skriver Tony Karon i sin artikel A Wondering Jew, Situation Report

Zionismens endeligt efterlader de israelske jøder i den virkelighed at de mennesker, de skal dele Der Hellige Land med ikke er resten af os jøder, som ikke har til hensigt at rejse derhen, men palæstinenserne, som de fandt og fordrev, og fortsat regerer over – formentlig i vort navn men uden vor accept.