New York Times' dækning af Israel-Palæstina konflikten 2000-2006 er analyseret af to amerikanske forfattere. Resultatet er nedslående.

En sag har to sider. Mindst. Hvis pressen i et demokrati bevidst og konstant fortier den ene side af en sag, opfattes det som misbrug af ytringsfriheden. Pressens rolle er her at præsentere alle synspunkter for læseren, der så kan vurdere sagen. Redaktionens holdning kommer til udtryk i en leder.

Sådan kender vi den ideelle fordring, der dog sjældent efterleves. Dagblade og andre politiserer ved valget af de artikler, som bringes og - især - de artikler, som ikke bringes. Det kan enhver overbevise sig om ved at købe Berlingske, Politiken og Jyllands-Posten hver dag i en uge og se, hvad de hver især bringer.

Som bruger af bibliotek.dk kan man læse om The New York Times, at der kan søges i en "Unik fuldtekstdatabase af den ansete amerikanske avis", og avisens egen hjemmeside fortæller, at grundlaget for virksomhedens renommé er indhold af højeste kvalitet og integritet; dermed vil den leve op til det offentliges tillid og dens kunders forventninger, og på den måde bidrage til samfundet.

Virkeligheden beskrives måske bedst i en vittighedstegning fra 2003, da avisens Jayson Blair skandale var på sit højeste: Der er tre slags løgne. Løgne, forbandede løgne og New York Times.

Howard Friel og Richard Falk har tidligere skrevet bogen ‘The Record of the Paper - How the New York Times Misreports US Foreign Policy’. Nu er turen kommet til dækningen af Israel-Palæstina konflikten, som forfatterne behandler i deres nye bog ’Israel-Palestine on Record. How The New York Times misreports Conflict in the Middle East’.
En fyldestgørende gennemgang af bogen ville fylde et helt nummer af P-O, men kort sagt er det chokerende læsning - man regnede ikke med, at det stod så galt til, som denne bog dokumenterer. Forfatternes udgangspunkt er, at alle lande og medier bør rette ind efter international lovgivning, men at det ikke er tilfældet med Times. Det udtrykker de på den måde, at avisen har ignoreret principperne i international lovgivning for at ”beskytte dens læsere mod Israels lovløshed”.

Israel har:
* ignoreret flere resolutioner fra FN’s sikkerhedsråd om at besættelsen af Vestbredden,
* ignoreret flere FN-resolutioner om, at annekteringen af Øst-Jerusalem i 1967 var ugyldig,
* ignoreret flere FN-resolutioner der fordømmer bosættelser på Vestbredden og påbyder Israel at trække sig ud,
* ignoreret forbudet mod den form for bosættelser i den fjerde geneva konvention.
* afvist at 4. Geneve konvention gælder for deres besættelse af palæstinensiske områder,
* m.m.m.
Ingen kritik af dette i Times.

Friel og Falk anvender to primære kilder i gennemgangen af, hvordan forskellige begivenheder er blevet dækket af Times i årene 2000-2006. Den ene er den israelske organisation B´Tselem (The Israeli Information Center for Human Rights in the Occupied Territories), som støttes af forskellige udenlandske fonde og jævnligt udgiver rapporter om de tilstande, der råder i de besatte områder.  B´Tselem er åndsfæller med kollegerne hos Human Right Watch og Amnesti International. Den anden primære kilde er det selvejende, israelske dagblad Ha´aretz, som kan sammenlignes med Politiken.

I bogen gives et utal af eksempler på, hvordan Times misinformerer, og avisen bærer et stort medansvar for, at det umuligt at have en fornuftig samtale med en amerikaner om konflikten. Læserne misinformeres i en grad, der giver associationer til samfund, hvor statsmagten styrer pressen direkte.

Forfatterne ser overordnet to væsentlige problemer: 1. Times' mangelfulde dækning af Israels vold i de besatte områder og 2. avisens konstante afvisning af at identificere Israels overtrædelser af internationale love og menneskerettigheder i områderne.

I mange tilfælde omtales sammenstød mellem israelere og palæstinensere på en skævvredet måde, og det samme gør antallet af døde i træfninger. Man glemmer aldrig at fortælle om dræbte israelere, men undlader at skrive, hvor mange palæstinensere, der ved samme lejlighed blev dræbt af israelere.

Ulovlige bosættelser og de jødiske bosætteres forfølgelser af ikke-jøder, israelernes optræden i Hebron, annekteringen af Østjerusalem, besættelse af Vestbredden, annekteringen af Jordan dalen – intet af dette er kritiseret af Times.

Israelske soldater har dræbt adskillige børn, enten fordi de gik rundt med legetøjsgeværer eller befandt sig for tæt på en grænse, ligesom de har dræbt andre på de mest frastødende måder. For eksempel ledte de (angiveligt) efter en mistænkt palæstinenser ved et hus, og da de så en skikkelse i huset, fyrede de løs, hvorved en kvinde i fyrrerne blev dræbt, mens hendes to døtre blev såret.

Sådanne tilfælde og den daglige undertrykkelse af palæstinenserne finder jævnligt vej til israelske aviser, men Times gør mindre ud af dem. Det er forventeligt, da de ikke er lokalavis i området, men generelt reflekterer deres dækning ikke de grusomme og ondskabsfulde realiteter, som præger den israelske vold i de besatte områder.

Mens læsere af Times engang imellem finder en artikel om israelere, der har dræbt palæstinensere, finder man jævnligt artikler i mere fremtrædende opsætning om palæstinensere, der dræber israelere. Dette mønster i dækningen, som også ses i andre amerikanske medier, er med til at skabe et indtryk af, at palæstinenserne er ansvarlige for størstedelen af volden i Israel-Palæstina konflikten.

Human Rights Watch udgav i 2004 en rapport om Israels nedrivning af palæstinensiske hjem og ødelæggelse af landbrugsjord. Rapporten indledtes på denne måde:

"I løbet af de seneste fire år har det israelske militær ødelagt mere end 2.500 huse i den besatte Gaza stribe. Næsten to trediedele af disse hjem lå i den tæt befolkede flygtningelejr og by Rafah i den sydlige del af Gaza, tæt ved grænsen til Egypten ... seksten tusinde mennesker - mere end ti procent af befolkningen i Rafah - har mistet deres hjem, de fleste af dem flygtninge, som for manges vedkommende i forvejen var blevet fordrevet to eller tre gange."

Ved natlige raids kørte israelerne uden forudgående advarsler ind med bevæbnede bulldozere og jævnede en masse huse i udkanten af området med jorden, for at ”udvide bufferzonen", der er op til tre hundrede meter bred. Mere end tusinde børn stod derefter uden et hjem, ligesom der var mangel på mad og medicin.

Times har ignoreret, at børn er blevet fængslet og tilbageholdt af israelske myndigheder. I juli 2001 udkom rapporten "Torture of Palestinian Minors in the Gush Etzion Prison", og den gav B'Tselem disse ord med på vejen:

"Rapporten indeholder udsagn fra ti drenge i alderen fra fjorten til sytten år, der blev arresteret mellem oktober 2000 og januar 2001 på mistanke om, at de havde kastet med sten. I de fleste tilfælde arresterede politiet dem i deres hjem midt om natten og bragte dem til politistationen Gush Etzion, hvor politiet torturerede dem til om morgenen.

Politiets formål var at opnå indrømmelser og få informationer om andre mindreårige."

"Lørdag den 6. januar 2001 vågnede den 15-årige Hamzeh Za'ul kl. 2:30 om natten ved, at en israelsk soldat beordrede ham til at stå op.  Da han åbnede øjnene, troede han, at det var en drøm, at soldaten vækkede ham, men der stod faktisk fem maskerede soldater over ham, hvilket skræmte ham. Han fik tøj på og blev bragt udenfor, hvor han på hovedvejen nær familiens hus så israelske soldater, jeeps  fra hæren og en hvid vogn fra politiets efterretningstjeneste.

Få måneder før, den 9. november 2000, trængte femten soldater ind til den 15-årige Mufid Hamamreh ved midnatstid. Nogle af dem var maskerede, mens andre havde malet farvede striber i ansigtet. De ledte efter Mufid og hans bror Hasmin, der ikke var hjemme. Enhver med fornuften i behold kan se, hvad det kan gøre ved en dreng på den alder. I næsten alle tilfælde har de palæstinensiske drenge, der er blevet interviewet til B'Tselem fortalt, at de var blevet slået flere gange, nærmest grænsende til tortur, mens de sad fængslet.

En 16-årig pige (Ayesha) blev i maj 2003 angrebet af drenge nær Nativity Kirken (?) og da hun fandt en kniv frem, slæbte de hende hen til det israelske soldater, hvorefter hun blev anbragt i en tank i to timer. Senere blev hun bragt til politistationen, hvor hun sad på gulvet i tre timer uden mad eller vand og uden tilladelse til at bruge toilettet. Soldaterne slog hende så voldsomt, at hun måtte til behandling på hospitalet bagefter. Hendes hænder og fødder var bundet sammen, og hendes øjne var tildækket. Vogterne råbte ad hende og slog hende, og til sidst "tilstod" hun af udmattelse og frygt.

Derefter blev hun tilbageholdt i 18 dage og senere kendt skyldig i besiddelse af en kniv og forsøg på at stikke en soldat. For dette blev hun idømt seks års fængsel.

Ingen kritik af dette i Times. 

Journalisten og svindleren Jayson Blair beskrev i Times mennesker og steder, han aldrig havde set. Han digtede citater, egnsbeskrivelser og interviews langvejs fra, men han indtelefonerede dem til sin redaktør fra en anden etage i bygningen.

Han (og chefredaktionen) blev fyret i 2003 journalisten Niels Krause-Kjær skrev da i Berlingske: "Han digtede og svindlede sig gennem flere år til forside og stjernestatus på en af verdens mest prestigefyldte aviser, indtil korthuset væltede i april".

The New York Times har intet lært.

-------------------------------------------------------------------------------

Hvad de dog siger.
Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvordan israelsk politi og andre myndighedspersoner tiltaler tilbageholdte og fængslede palæstinensere.

Den offentliggjorte liste fra en undersøgelseskomite viser følgende eksempler:

"Beskidte arabere."
"I lyver, arabere ... vil vi fordrive jer til områderne og til Jordan."
"Du er en terrorist, søn af en hund, en beskidt araber, selv hunde hader arabere."
"Begynd at bede, sig 'Allah Akbar', for vi vil dræbe dig om ti minutter."
"Kald på din Muhammed at han skal hjælpe dig, for du skal dø."
"I skulle sænke jeres hoveder, hver gang en jøde går forbi."
"Beskidte arabere, terrorister, Arafat'er, vi skal lære jer."
"De sko på en jøde, som du smider sten på, er lige så meget værd som millioner af arabiske sjæle."

Dette ikke har ikke fundet vej til spalterne i Times.