Hvorfor skal Lars Løkke i den grad have ørene i maskinen. Hans forseelser er jo det rene vand sammenlignet med kolleger i Venstre som fx Anders Fogh og Thor Pedersen

Sidstnævnte er dels involveret i Farumsagen, hvor han som direktør i Jydsk Rengøring formentlig – det er endnu ikke bevist - sikrede sin virksomhed aftaler i Farum gennem "smøring" af kommunens borgmester. I 2002 blev han afsløret i ikke at overholde sin bopælspligt og i at svindle med EU hektarstøtte. Det er baggrunden for, at kun 6% af danskerne i meningsundersøgelser fandt finansministeren ærlig, men forhindrede ikke, at han nu er valgt til Danmarks mest prestigefyldte embede som Folketingets formand.

Det er dog Anders Fogh, der tager prisen. Som økonomi- og skatteminister begik han kreativ bogføring i 1988, hvor Datacentralen og Kommunedata blev tvunget til at udskrive kreditnotaer for arbejde leveret dette år på 16,5 mio. kr - som først blev betalt i 1989.

Endnu værre gik det i 1989, hvor der var et hul i budgettet på 150 mio. kr. Igen måtte Datacentralen træde til med lidt bogføringshjælp. Anders Fogh tilbageholdt bevidst oplysninger fra finansudvalget, og endte med at lyve overfor folketinget. Det var en åbenlys overtrædelse af ministeransvarlighedsloven og burde have medført, at han var blevet sat for en rigsret. Han slap med en fyring i 1992.

Og hans ansvar for Danmarks deltagelse i den ulovlige krig må vi gemme til historiens domstol.

Men Lars Løkke, der blot har fusket lidt med repræsentationsbilag skal have ørene i maskinen. Det er uretfærdigt.