Hvorfor er de offentlige ansatte så sure på Thor Pedersen? Svaret er let. Han regner dem ikke. De er blot tal, hans regnedrenge kan manipulere med. At de så har regnet galt, har han rigtig godt af. Nogen af hans embedsmænd vil ham det ilde. (Yes minister…)
Vil de offentlige ansatte have mere i løn. Det er egentlig ikke det, der er hovedpointen, men da det er det, der er på dagsordenen, griber de dette tema som et passende udtryk for deres generelle frustration.

Det, de er frustrerede over er den respektløse topstyring, der ustandselig vender op og ned på deres dagligdag: Organisationsomlægninger, grønthøsternedskæringer, nye mål, som de så selv skal sikre opfyldelse af efter devisen ”work smarter – not harder” . Det er det rene managementhumbug og har ikke meget med virkeligheden at gøre. Men virkeligheden er lederne også helst fri for at høre om. Og kunne man forestille sig, at medarbejderne blev taget alvorligt, fik et ærligt og reelt ansvar for og indflydelse på udviklingen i den offentlige sektor – bortset fra lidt banal LEAN hokus-pokus, som sygehusvæsenet for tiden hjemsøges af.

De offentlige ansatte er godt trætte af at være til grin. Tag dem alvorligt som partnere, så sker der måske noget. Lidt mere i lønposen er sikkert også godt, men det er ikke hovedproblemet