Hvor er den gode gamle fremtidstro blevet af. Den der har kendetegnet det ”moderne” samfund lige siden oplysningstiden. Troen på at samfundet hele tiden ville blive bedre. At menneskehedens vej i historien gik opad.

Den er blevet afløst af frygt for at vi skal sakke agterud i den globale konkurrence, at vi bliver slået ned på næste gadehjørne, at der springer en bombe på Nørreport Station, at islamisterne skal overtage Danmark og indføre kalifatet.

Krigen mod terror, civilisationernes sammenstød, for slet ikke at tale om den globale opvarmning. Godt jeg ikke har en villa på den dyre side af Strandvejen i Hellerup. Den bliver ikke meget værd, når den står og sopper i vand fra det store og stigende verdenshav.

Hvor er optimismen og troen på fremtiden? Troen på at vi kan gøre en forskel, at verden kan blive bedre. Den er druknet i det neoliberalistiske hængedynd, der blev introduceret i Europa af Tony Blair med hans New Labour og vores hjemlige Poul Nyrup Rasmussen.

Kigger vi 40 år tilbage i tiden, så det anderledes ud. En måske helt urimelig tro på at verden kunne forandres. Var 68-erne bare blåøjede eller havde de fat i noget? Ungdomsoprøret blev i hvert fald senere fulgt op af Oprør fra Midten, en bred folkelig bevægelse for forandring anført og inspireret af så forskellige mennesker som Niels I Meyer, K Helveg Petersen og Villy Sørensen.

Hvorfor kom de ikke til at sætte sig større og mere varige spor. Måske fordi det danske parlamentariske demokrati, som lige er blevet berømmet i regeringens demokrati-kanon, i virkeligheden har nogle mangler. Det er en ganske lille gruppe mennesker – ”den politiske klasse” der opstiller kandidater og formulerer politikken. Derefter kan vælgerne få lov at stemme..

I efteråret så vi konturerne til et nyt vælgeroprør. Ny Alliance lovede et opgør med blokpolitikken og de lukkede politiske dagsordner. Vælgerne øjnede en chance for en ny start, men blev skuffet. At de gav Ny Alliance så stor en opbakning, siger noget om ønsket om forandring og en kritik af de politiske eksperters evindelige snak om den politiske højre-venstre skala.

Og hvad er det så lige, at vælgerne ønsker?

De vil tages alvorligt af medier og politikere. De vil tales til som voksne mennesker. De vil ikke reduceres til hjernedøde forbrugere. De vil tages alvorligt som ansvarlige borgere.

De bliver udråbt til at være verdens lykkeligste, men æder lykkepiller som aldrig før og går ned med stress. Depression er blevet en folkesygdom i Danmark. 10 procent af alle danskere løber før eller siden ind i en depression. Hvorfor?

Omstillingsparathed skaber forvirring og rodløshed hos den enkelte. Hvem er jeg egentlig og hvad kan jeg?  Hvor skal jeg hen med mit liv. Hvad gør jeg næste gang mit job bliver forandret for slet ikke at tale om at jeg måske ryger i en prikkerunde – hurra for den danske flexicuritymodel.

Vi ønsker en tilværelse, der hænger sammen. Vi ønsker stabile og langvarige sociale relationer. Mennesket er et flokdyr. Vi er kun nået så langt i udviklingen i kraft af vores evne til at samarbejde. Den overdrevne fokusering på mig, mig og mig er dybt problematisk i forhold til mennesket som socialt væsen.

Andres Fogh proklamerede kulturkampen, da han tiltrådte som statsminister. Den har han næsten vundet. Og nu ser vi resultaterne. Større social ulighed, tanketom forbrugerisme, borgeren er blevet reduceret til forbruger. Er du utilfreds med dit barns skole, så find en anden. Velfærdssamfundet er blevet et supermarked, hvor politikerne kappes om at tilbyde de bedste varer.

Men vælgerne er ikke så dumme, som politikerne og deres spindoktorer tror. Tiden er måske moden til et nyt oprør fra midten.