Statsminister Anders Fogh Rasmussen er blevet inviteret på et to-dages besøg på den amerikanske præsident, George Bushs ranch i Texas i slutningen af februar. Det betragtes som en særlig ære som hidtil kun er overgået en snes stats- eller regeringschefer, der alle har været fra langt større lande end Danmark.

Fogh har besøgt sin gode ven ca. en gang om året siden 2001, men det har været til morgenmad eller frokost – ikke så fint som denne gang på selveste Bush’ egen private ranch! Finere kan det næsten ikke blive. Fogh er tydeligvis en af Bush nære venner, men har han i virkeligheden været en ”rigtig” ven?

Som mange andre danskere har han i alle disse år ukritisk bakket op om en katastrofal amerikansk udenrigspolitik. Uden Fogh, Tony Blair plus nogle få andre europæiske ledere ville den amerikanske invasion af Irak ikke have fået dette anstrøg af legitimitet, som har været en nødvendig fernis på et vanvittigt og forløjet projekt.

Og nu skal han så atter på besøg hos sin gode ven, men denne gang under ekstra fine private former. Mon han denne gang vil gøre sin ven den tjeneste, det er at tale lige ud af posen? Der er nok at tale om, fx den rodebutik, som Bush efterlader i Israel med en paralyseret fredsproces, vildt voksende bosættelser trods al snak om det modsatte, en sikkerhedsmur, der har skåret Vestbredden over, for slet ikke at tale om Gaza, en humanitær katastrofe, der er blevet betegnet som verdens største fængsel.

Jamen – det er vel ikke Bush’ skyld? Jo det er. Den, der betaler musikken, bestemmer hvad der skal spilles. Så enkelt er det.

Hvis Anders Fogh heller ikke denne gang tager bladet fra munden, skulle han hellere tage og blive hjemme. Han har hidtil vist en imponerende evne til at lukke kedelige sager. Nu må turen være kommet til Bush. Må vi foreslå, at besøget som et minimum er strengt privat, og at Fogh ikke repræsenterer Danmark. Det ville være en hån mod det store flertal af den amerikanske befolkning, der så hårdt kæmper for at hele sårene efter Bush-æraens katastrofer.