I den forgangne uge tog udenrigsminister, Villy Søvndal og resten af EU et nyt skridt i den lange krig mod Iran.

Krigen har kørt i årtier siden CIA væltede den demokratisk valgte regering under Mossadec og den provestlige shah blev indsat. Han privatiserede den iranske oliesektor, så der igen blev frit slav for vestlige olieselskaber, men da han i 1979 blev væltet og præstestyret kom til, startede krigen igen, nu med Saddam Hussein som villigt redskab. Men det lykkedes ikke at få Iran ned med nakken, og krigen kostede ufattelige lidelser både i Irak og Iran.

Siden har Iran været udsat for hele viften af pressionsmuligheder inklusive terroristiske bombetogter og drab på udvalgte iranske borgere.

Det seneste forsøg på pression er den olieembargo, som EU nu har tilsluttet sig. Embargoen forbyder alle oliekontrakter med Iran og afbryder alle eksisterende aftaler ultimo juli. Embargoen følges op af en indefrysning af alle iranske tilgodehavender i Europa.

Disse drakoniske forholdsregler gennemføres mod et land, der ikke er i krig mod nogen og hverken har invaderet endsige angrebet et andet land i århundreder, men som er i færd med at udvikle et atomprogram, der ganske vist lever hundrede procent op til internationale regler og har underkastet sig den strengeste internationale kontrol, men men…

Iran er en sten i skoen på Vesten. Landet anses for at være en trussel mod stabiliteten i Mellemøsten med sin støtte til palæstinensere og andre ustabile elementer, og derfor vil USA og EU "kappe livlinen til landet", som en europæisk diplomat udtrykker det.

Embargoen vil desværre have alvorlige, måske katastrofale følger for flere af Europas nødlidende økonomier, specielt dem, der bruger Iransk Olie. Det gælder fx Grækenland, men konsekvenserne vil blive endnu mere alvorlige for millioner af uskyldige iranere.

Formålet med sanktionerne er ”at tvinge Iran tilbage til forhandlingsbordet” om landets atomprogram. Dette er rent vrøvl. Utallige forhandlinger er blevet afvist af Vesten, herunder en række store indrømmelser fra Iran. Et eksempel: Barak Obama foreslog, at Iran skulle sende sit atombrændsel til oparbejdning i Brasilien og Tyrkiet frem for selv at oparbejde det. Forslaget blev fremsat for at afsløre Irans manglende vilje til samarbejde, men hvad skete. Iran efterkom forslaget, og nu lød det så fra Obama, at Iran dermed blot demonstrerede sin utroværdighed.

Iran har efterhånden accepteret en endeløs række af krav fra Vesten, men lige meget hjælper det. Der kommer hele tiden nye. Målet er nemlig ikke at sikre freden ved at fjerne Irans atomprogram, men at fjerne Irans præstestyre, der stiller sig i vejen for vestlig udplyndring af Irans ufattelige mængder af olie og gas.

Vi har set det fungere fint i Iraq, Afghanistan og Libyen. Syrien står for tur, men Iran er den store gevinst. Det er ligegyldigt hvor mange krav de accepterer. Før eller siden skal de nok komme ned med nakken. Men prisen bliver høj. Det er selve verdensfreden, der står på spil

Læs hele Chris Floyds artikel her >>>

PS: Kære Villy Søvndal. Hvor længe skal Danmark acceptere at være halehæng i det selskab. Vil du tage ansvaret for det kaos, der i sidste ende kan resultere i en storkrig, hvis Iran langt om længe går i fælden og lukker Hormuz strædet?