I Information 6. december  skrev journalist og forfatter Leif Davidsen et ret causerende indlæg hvor han bl.a. bekender, at han altid har oplevet Klaus Rifbjergs pacifisme som ret så ansvarsfri. Noget lignende iagttager han hos venstrefløjen. Den ”går i rette med verden”, mener han.

Mens socialister fra hele verden støttede forsvaret af Den spanske Republik i kampen mod Franco (allieret med Hitler-Tyskland i 1930’erne), ønsker nutidens venstrefløj ikke at bruge våben til at bekæmpe Taleban, som ifølge LD er mindst lige så fascistisk som den tids Franco.   (Det falder ikke Leif Davidsen ind, at der evt. kunne være  uenighed i fortolkningen af selve virkeligheden).

Et andet interessant spørgsmål (som  LD dog ikke stiller) er hvorfor de vestlige demokratier, der har været åbenlyse aktører i gennemførelsen af regime-skiftet i Irak og Afghanistan, forholdt sig passive i 30erne under Fancos nedtrampning af det spanske demokrati, mens venstrefløjen den gang førte an i kampen mod fascismen i Europa og nu forholder sig skeptisk og kritisk overfor de vestlige demokratiers kamp mod det man kalder ”islamofascismen”.  Er rollerne byttet om?  Leif Davidsens indlæg inviterer  til en vigtig diskussion. Informations debat-redaktion kunne imidlertid ikke finde plads i sine spalter til følgende åbne brev (med mindre det blev halveret og bragt som læserbrev)!

Kære Leif Davidsen

Tak for din kærlige, lidt ironiske invitation (Inf. 6.12.07) til at forklare nogle grundholdninger hos folk, som du mener ”går i rette med verden”.  Måske er der dele af ”venstrefløjen”, der svarer til din beskrivelse. Men grundlæggende tror jeg, at disse mærkelige personer trods alle odds forsøger at bevare en vis fornemmelse af den periode vi lever i.

Det er dejligt at du endnu kan huske, at venstreorienterede risikerede deres liv og lemmer i solidaritet med demokratisk sindede spanieres kamp mod Francos fascisme.  Tænk, hvis de ikke havde været så alene om den kamp! Tænk hvis borgerskabet i Europa ikke den gang havde været så skrækslagne ved tanken om fornuftige samfundsændringer at de enten tav eller direkte støttede opvæksten af Euro-fascismen. Kunne vi have undgået Anden Verdenskrig? Koncentrationslejrene?  Jeg var barn den gang. Men lidt mening var der endnu i galskaben. De, der havde indført koncentrationslejrene var jo de samme, der havde besat Danmark. Når jeg ikke legede Robin Hood, havde jeg været hemmelig frihedskæmper.

Så kom nyheden om atombomben. Vrøvl! USA kastede to bomber – over civile befolkninger!  I skolen fik vi stil for. Den handlede om verdensfreden.  Det eneste håb, jeg kunne få øje på var FN og de regler som pagten bød alle FNs medlemmer at respektere: Den eneste beskyttelse vi havde mod det skinbarlige barbari. Men FN hjalp ikke. Først kom Koreakrigen, så Ungarn-krisen og Vietnamkrigen,  talrige interventioner og militærkup i Afrika og Latinamerika.  Den socialistiske lejr støttede op om folkeretten og FN. Derfor gik venstrefløjen på gaden i forbindelse med invasionen af Tjekkoslovakiet.

Senere invaderede russerne Afghanistan! Dette gav USA ideen til at oprette koranskoler i det nordlige Pakistan, hvor man uddannede Taleban.  Her forsynede man dem med uddrag af de mest fanatiske historiske tekster som oplyste muslimer for længst var ophørt at beskæftige sig med. USA vurderede at kun religiøs ekstremisme kunne mobilisere den fornødne styrke til at drive russerne ud af Afghanistan. Projektet lykkedes. Taleban genopbyggede landsbyerne og opdyrkede markerne, udryddede nakotika-produktionen og levede forholdsvis fredeligt med de skikke, som hører den kultur til og i deres eget land. Det var USA der havde givet dem moderne våben og lært dem at bruge dem. (At Al –Quaeda netværket og dets leder Osama Bin Laden oprindelig var tæt allierede med USA er også ret velkendt).

Men USA var alligevel ikke helt tilfreds. Direkte kontrol forekom sikrere! Det er der de danske soldater kommer ind i billedet.  Jeg forstår ikke Leif Davidsensopfattelse af krigen i Afghanistan.  Set uden eurocentriske briller kæmper talebanerne en national kamp imod en udenlandsk aggression – ligesom det er blevet tilfældet i Irak. Folkeretten er i dag på deres, ikke på vores side. De ubehageligheder vores regering er medansvarlig for, går ud over nulevende generationer. Men formålet og konsekvenserne rækker videre: At erobre kontrol over jordens ikke fornybare ressourcer, så vi kan drøne videre med vores biler, luksus-ferierejser og forbrugerisme. Den globale opvarmning er i færd med at få polerne til at smelte. Dette være sagt næsten uden berøringsangst i al saglig elskværdighed.

Varme hilsner
Ellen Brun