Før krigen var Libyen Afrikas rigeste land med et velfungerende sundhedsvæsen, uddannelse til alle, veje, elforsyning, kloak, et avanceret vandforsyningssystem, osv. osv.

Nu er det hele smadret og skal genopbygges. Det kommer til at skæppe godt i kassen hos de vestlige firmaer, der allerede er i gang med at dele rovet.

Det flyforbud, som danske politikere stemte for, endte med at blive en krig i strid med alle interenationale regler. Den civilbefolkning, der skulle beskyttes, kom til at bløde. Mindst 60.000 mennesker dræbt og et ukendt antal fordrevet.

Og vi kender ikke de nye magthavere,  men massegrave begynder at dukke op, sidst i Sirte, der i øvrigt blev pulveriseret af NATOs bomber. En køn måde at beskytte civile på.

Gaddafi har fået skyld for meget. Ikke blot var han diktator, han gik også underligt klædt og boede i telt. Han var kort sagt både brutal og skør og dermed et legitimt mål. Det kunne man høre pæne kommentatorer som præsten Katrine Lilleør og Kristeligt Dagblads Michael Ehrenreich sige – pakket nødtørftigt ind et et par floromvundne forbehold.

Den kommende udplyndring af Libyen bliver ikke et kønt syn, og et samfund med bare en smule af vore demokratiske frihedsrettigheder skal man ikke sætte næsen op efter.

Men vores hukommelse er kort. Om et par måneder sidder de samme kommentatorer og hælder vand ud af ørene, når næste krig starter