Tony Blair blev et offer for Irak-krigen, et eksempel på at krigen er radioaktiv og at det meste, som Bush rører ved, ikke bliver til guld.

Blair havde å meget at så byde på, så meget talent. Nu vil hans eftermæle blive bestemt af hans støtte til en katastrofal og ulovlig krig udtænkt af en klike af ideologiske fanatikere og anført af et fjols. Han forlader sit embede plaget vælgernes foragt.

Men hans vanskæbne er fuldt fortjent. Mange er medskyldige i den irakiske tragedie, men to bærer hovedansvaret, to som burde have vidst bedre, og som kunne have stoppet vanviddet, før det startede: Colin Powel og Tony Blair. Netop disse to mænd gav Bush den troværdighed, som var en nødvendig forudsætning for at starte krigen.

Nu står Powel og Blair vanærede tilbage og med god grund. De har det til fælles, at de begge tvivlede på krigen, men håbede, at den ville resultere i en hurtig sejr og at det ulovlige grundlag ville fordufte i sejrsrusen. De tog grusomt fejl.

Om Powel kan man i det mindste sige at han var en god soldat, og han var under kommando af Bush. Blair kan ikke bruge den samme undskyldning. Han var leder af en suveræn nation, ikke soldat. Han kunne have sagt nej eller fandeme nej. Uden Blair ville ”Koalitionen Af De Villige” være blevet en total farce. Den legitimitet, som Blairs prestige gav Bush’ krig, rakte aldrig uden for USA, men nu er den også forduftet der. Blair fremstillede sig selv som en ven af USA. Det, han gjorde, var at støtte de værste instinkter og de værste elementer i Amerika – en køn ven.

Nogen siger, at Blair var Bush’s puddel. Det er uretfærdigt overfor pudler. Pudler bliver belønnet for god opførsel. Bush gav aldrig Blair noget til gengæld. Ikke en fair aftale med palæstinenserne, ikke en fornuftig holdning til den globale opvarmning, ikke en generøs støtte til Afrika. NIX.  Blair var ikke Bush’ puddel. Han var Bush’ ”prison punk”.

Hvad med Anders Fogh. Han spiller så lille en rolle, at han end ikke nævnes. Det er et held for ham.

Læa Max Castros artikel her >>>