8.000 bombetogter med i gennemsnit 4 bomber pr togt giver 30.000 bomber. To dræbte libyere pr togt giver 60.000 dræbte libyere. Oprørerne regner selv med 50.000 dræbte. Det er da lidt af en humanitær indsats.

Og resultatet: Al Qaeda sidder tungt på oprørshæren efter attentatet på den tidligere militære leder, General Younnis. Han var for øvrigt, før han gik over til oprørerne chef for Gaddafis hemmelige politi og Libyens mest frygtede mand.

Al Qaeda griner godt i skægget og er i fuld sving med at indsamle avancerede våben, herunder jord-til-luft missiler, der er velegnede til at forstyrre lufttrafikken. Det bliver festligt.

Og borgerkrigen er langt fra overstået. Det meste af Sahara er stadig uden for oprørernes control, og at bombe det store område bliver nok for stor en mundfuld for NATO – og måske også lidt uden for det famøse FN-mandat.  

Den Afrikanske Union har ikke anerkendt oprørsregeringen (TNC). Det samme gælder Algeriet, der deler grænse med det sydlige Libyen. Det gør det ikke lettere at nedkæmpe resterne af Gaddafis styre.

Og  Libyens vandforsyning, der kommer fra Gaddafis ”man made river” - gigantiske vandledninger fra dybe boringer under det sydlige Sahara - er uden for oprørernes kontrol.

Efter 30.000 bomber er krigen kun begyndt.

Læs hele artiklen af Thomas C. Mountain, medlem af den første amerikanske fredsdelegation i Libyen i 1987 og en af de få uafhængige vestlige journalisti området.