Hvorfor fik Gaddafi det røde kort.
- af Ebbe Lauridsen
- Publiceret 08/31/2011
Ebbe Lauridsen
Jeg har en fortid som kulturaktivist, informationschef og internetpioner.
Jeg er ikke medlem af noget parti, og tillader mig at forholde mig kritisk til de til enhver tid siddende magthavere.
Han var George Bush’ allierede i Krigen mod Terror. En nær ven af Italiens Silvio Berlusconi, Storbritanniens Tony Blair, og ikke mindst Frankrigs præsident Sarkozy. Hvorfor gik det galt?
Det hele startede, da hans nære medarbejder, Nuri Mesmari, i oktober 2010 hoppede af i Paris. På det tidspunkt fik Sarkozy den ide at iværksætte et kup, der skulle vælte Gaddafi. Og hvorfor? Jo Det franske olieselskab, Total ønskede en større del af kagen i Libyen, men den gik i stedet til italienske ENI. Og Gaddafi havde netop meddelt Frankrig, at han agtede at hæve sine milliarder af Euro i franske banker og flytte dem til Kina. Desuden ville han ikke købe flere af de franske Rafale jagerfly, og så havde han droppet sine planer om at lade franskmændene bygge et atomkraftværk.
Det var ikke godt! Så kupplanerne var klar til affyring i december, og så kom det arabiske forår. Kunne man ønske sig en bedre timing?
Gaddafis andre gamle venner var ikke så svære at få med på ideen. Gaddafi var trods alt en lidt besværlig partner, der ikke altid makkede ret. Og USA havde store planer med Afrika. George Bush havde etableret en ny militær organisation under navnet Africom, der var tiltænkt opgaven at sikre vestlig kontrol med Afrika, og fungere som bolværk mod kinesisk indflydelse på kontinentet.
Det var bare det problem, at ingen afrikanske lande var med på den ide, så Africom blev placeret i Stuttgart. Det er ligesom lidt langt fra Afrika, Libyen var et bedre sted, så farvel Gaddafi.
Så det var Africom, der med over 150 Tomahawk krydsermissiler startede den humanitære intervention i Libyen.
Derefter blev den overtaget af NATO, der som bekendt har fået en ny rolle i verden. Anders Fogh har sagt det, så det ikke kan misforstås: "If you're not able to deploy troops beyond your borders, then you can't exert influence internationally, and then that gap will be filled by emerging powers that don't necessarily share your values and thinking."
Det handler om at bevare vestlig dominans, sørge for at de ”indfødte” holder sig på måtten, og at BRIC-landene ikke kommer for godt i gang. En ny verdensorden, der på mange måder ligner den gamle.
Og så begik Gaddafi den store brøler at droppe sit kernevåbenprogram. Det skulle han aldrig have gjort.
Dertil kommer så de store projekter, han satte i gang for Afrika: Han var godt i gang med at etablere en modvægt til den amerikanske dollar i form af en afrikansk guldbaseret dinar. Ideen blev støttet af de fleste afrikanske lande. Han investerede i et multimilliard-dollar projekt, Den store menneskeskabte Flod, et netværk af pipelines, der skulle pumpe frisk vand fra Sahara til Middelhavskysten han finansierede African Bank, der gjorde det muligt for afrikanske lande at slippe for at stå med hatten i hånden over for Verdensbanken og Den internationale Valutafond og han finansierede et telecom-system, der tilbød billig telekommunikation til hele Afrika.
Hans drøm om et Afrika uafhængigt at vestlig dominans, blev delt af mange afrikanere.
Det lyder næsten som om han var en helgen. Jeg er ikke i tvivl om, at han var en hård hund mod sine fjender, men den kovending, hans venner i Vesten har foretaget, den uhellige alliance med gamle al Qaida folk og arabiske despoter lugter langt væk.
Det mediehysteri og den ukritiske begejstring, man udsættes for hver gang man åbner for radio eller TV er næsten ikke til at holde ud.
Historien er mere indviklet end som så, og det sidste kapitel er endnu ikke skrevet.