Efter en dyrekøbt sejr over romerne i Syditalien i 279 f.Kr. skal kong Pyrrhos af Epeiros have sagt: ”Endnu en sådan sejr, og det vil være ude med mig”. Så galt går det nok ikke for NATO, men noget tyder på, at krigen i Libyen er langt fra vundet. Der var ellers ingen ende på jubelmeldingerne fra Tripoli i danske medier.

Nu har NATO et problem i forhold til FN-resolution 1973. NATO må kun gribe ind militært for at beskytte civilbefolkningen. En direkte indgriben til fordel for en af parterne i ligger uden for resolutionen.

Det er ganske vist veldokumenteret, at NATO allerede fra starten gik målbevidst efter at vælte Gaddafi. Uden massiv støtte fra NATO i form af operationsplanlægning, ledelse, våben, træning, luftstøtte, efterretninger og information, osv. osv ville oprørerne for længst være slået.

Nu er der stor sandsynlighed for at krigen ændrer karakter, og en guerillakrig i Libyen vil fange NATO i samme hængedynd som i Afghanistan.

Danske skatteydere må betale en stor regning, mens de udenlandske olieselskaber allerede er begyndt at slås om rovet.

Så meget for ”Humanitær intervention”
 
Læs mere >>>
Antiwar
og
Answercoalition