Warren Buff, en af verdens rigeste mænd – god for mere end 500 mia kr – sagde for nogen år siden om klassekampen: Selvfølgelig er der klassekamp og det er os rige, der vinder.

Nu har han igen sagt en sandhed: Lad de rige betale. Det er på tide, at politikerne holder op med at forkæle os, sådan som de har gjort de sidste 40 år.

”Vore ledere har bedt om at vi skal dele byrderne, men de har skånet mig. Og jeg har spurgt mine megarige venner, hvordan det ser ud for dem. De slap også urørt. Mens de fattige og middelklassen kæmper for os i Afghanistan, og mens de fleste amerikanere kæmper for at få enderne til at mødes, fortsætter vi megarige med vore ekstraordinære skattelettelser”

Den samme historie kan fortælles fra de fleste vestlige lande, der er hårdest ramt af krisen. Senest fra Grækenland og nu Italien. Regeringerne har i årevis undladt at kræve tilstrækkelige skatter ind. Det har alle befolkningsgrupper nydt godt af, men mest de rige.

Nu skal de fattige betale. Det er ikke rimeligt, og måske heller ikke særlig fornuftigt. Prisen for fattigdom og ulighed har vi set i de seneste ugers bilafbrændinger i England. Det bliver ikke sidste gang.

De toneangivende EU-lande med Tyskland, Frankrig og England i spidsen er alle styret af borgerlige regeringer. Italien, der nu står for tur til en hestekur, er også borgerligt. Men uanset hvor i det politiske spektrum regeringerne befinder sig, har de stort set accepteret at bruge den samme medicin.

Den kommer ikke til at helbrede noget som helst. Den vil kun gøre ondt værre. Regningen for vores overforbrug skal betales via lavere lønninger, lavere ydelser fra det offentlige, dårligere service, færre offentlige ansatte, flere privatiseringer osv. osv.

Det kommer til at gøre ondt på dem nederst i samfundet. Hvor længe mon de vil finde sig i det?

Hvad med at lytte lidt til Warren Buffet: Lad de rige betale – eller lad os i det mindste fordele byrderne lidt bedre.